forside
omos
indmeldelse
materiale
lovgivning
pressemeddelelser
Links
dyrlægens klumme
dyretransporter
forsøgsdyr
heste
landbrugsdyr
tamdyr
vilde dyr
 
 
Foto: Copyright B. J. 
Støt filmen MAD A/S! 
 
 
Foto: Copyright S.H. 
Underskrifter mod Landbrugsloven 
 
 
Foto: Copyright C. L. 
Advarsel mod køb af 
indsmuglede hvalpe
 
 
 
Foto: Copyright S. H. 
Læs breve fra os 
 
 
Foto: Copyright B. R. 
Deltag i høringer! 
 

EU's kemilov REACH vedtaget

 

EU's nye kemilov REACH er endeligt vedtaget på miljøministrenes rådsmøde, skrev Miljøstyrelsen den 18. december 2006 på sin hjemmeside. REACH træder i kraft den 1. juni 2007.

 

Kemikalier og forsøgsdyr

Miljøstyrelsen skrev den 19. december 2006 på sin hjemmeside, at aftalen vil betyde mere viden om kemikaliers farlighed og anvendelse. Det bliver industriens ansvar, at deres produkter kan bruges uden risiko for mennesker og miljø. "Formålet med REACH er såvel at sikre en høj beskyttelse af mennesker og miljø og at fremme udviklingen af metoder, der er alternativer til dyreforsøg", skrev Miljøstyrelsen blandt andet.

Den nye lov foreskriver, at virksomhederne har pligt til at erstatte farlige stoffer med mindre farlige stoffer. Der oprettes desuden et kemikalieagentur, som offentliggør industriens selvklassificering af alle farlige stoffer på sin hjemmeside. En virksomheds forsøgsresultater skal dermed kunne bruges af andre virksomheder.

Miljøstyrelsen oplyste den 18. december til os, at den nye kemilov vil kræve 3,5 millioner forsøgsdyr i EU til at teste de mest brugte stoffer. Det vil være mus, rotter og kaniner. I aftalen søges det forhindret, at forskellige virksomheder får udført de samme forsøg.

 

Greenpeace

 

Greenpeace glæder sig over, at "ideen om at anvende sikre alternativer er fastnaglet i REACH", men skriver også: "Virkeligheden er, at ingen reelt ved, hvordan kemikalierne påvirker vores hormonbalance og børns tidlige livsstadier, når kemikalierne optræder samtidigt og medfører kombinationseffekter" og fortsætter: "REACH er sårbar over for manipulation fra den kemiske industris side. Derfor er det afgørende, at der bliver holdt et vågent øje med REACH og det nye Europæiske Kemiagentur. Ellers vil REACH være en fiasko", mener Greenpeace.

 

Junibevægelsen

 

Medlem af EU-parlamentet for JuniBevægelsen, Jens-Peter Bonde, kritiserer, at loven indebærer mange forsøgsdyr. På Junibevægelsens hjemmeside www.j.dk udtalte Jens-Peter Bonde den 1. december 2006: "EU’s kemikalieplan lovprises fra alle sider, men ingen stiller spørgsmålstegn ved at den indebærer en helt uacceptabel, unødvendig og nytteløs stigning i antallet af forsøgsdyr". Den 13. december udtalte Jens-Peter Bonde på Junibevægelsens hjemmeside: "Jeg beklager resultatet. Vinderne blev den europæiske kemi-lobby. Taberne blev de europæiske borgere. Hensynet til miljø, sundhed og forsøgsdyr er blevet tilsidesat til fordel for kemikalieindustriens interesser".

 

Miljøstyrelsen

 

Miljøstyrelsen lagde den 19. december 2006 information om REACH ud på sin hjemmeside. I afsnittet "Hvad betyder aftalen" skrev styrelsen: "Aftalen vil betyde mere viden om kemikaliers farlighed og deres anvendelse. Industrien får ansvaret for at sikre at deres produkter kan anvendes sikkert uden risiko for mennesker og miljø. Formålet med REACH er såvel at sikre en høj beskyttelse af mennesker og miljø og at fremme udviklingen af metoder, der er alternativer til dyreforsøg, som at sikre det indre marked og at fremme af konkurrenceevne og innovation."

 

Sammendrag af Miljøstyrelsens information:

Hovedlinie i REACH

• Industrien får ansvaret.

• Langt flere stoffer registreres og vurderes.

• Virksomheder, der bruger kemikalier, skal anvende dem forsvarligt.

• Stoffer i artikler (varer).

• Forsigtighedsprincippet og substitution.

• Effektiv proces for nye forbud m.m.

• Klassificering og mærkning.

 

For at få REACH til at fungere i praksis etableres et nyt Europæisk Kemikalieagentur i Helsingfors i Finland 1 år efter, at REACH er trådt i kraft. Agenturet skal blandt andet stå for den praktiske håndtering af registreringen og for vurdering af testforslag og kontrol af, om registreringerne lever op til kravene. Kemikalieagenturet står desuden for den praktiske administration af godkendelsesordningen og for at udarbejde vejledninger til industri og myndigheder.

Alle oplysninger om registrerede stoffers farlighed vil være frit tilgængelige på Agenturets hjemmeside, også resultater af tests. Desuden vil fareklassificering og mærkning være tilgængelig vedrørende alle farlige stoffer uanset mængde 3½ år efter, at REACH træder i kraft. Agenturet vil lægge oplysninger ud på hjemmesiden om f.eks. foreslåede dyreforsøg, så forskere eller andre kan fremkomme med relevante oplysninger før forsøgene udføres.

 

Mere information:

Få mere information på Miljøstyrelsens hjemmeside

 

Miljøministeriet

 

Miljøministeriet udsendte den 1. december 2006 denne pressemeddelelse om den nye kemilov:

Stærkt kemikaliekompromis med klare danske fingeraftryk

Der har over de sidste tre år været indgående forhandlinger i EU om indholdet af EU's kemikaliereform, REACH. Efter et intensivt forhandlingsforløb blev der sent i går aftes indgået et kompromis i Bruxelles mellem ministerrådet, Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen.

"Flere års hård kamp for en bedre kemikalieregulering i EU er ved at være ved vejs ende. Vi har fra dansk side lagt enorme kræfter i arbejdet med REACH - og der er ikke blot tale om et kæmpe skridt i den rigtige retning, men en helt grundlæggende reform, som vil føre til en langt bedre beskyttelse af miljø og sundhed, end vi har i dag. REACH er et kæmpe grønt fremskridt, og et glimrende eksempel på, at EU-samarbejdet fører til helt konkrete forbedringer for de europæiske borgere" , siger miljøminister Connie Hedegaard.

Med REACH vil vi få ny viden om 16.000-22.000 tusinder kemiske stoffer. I dag kan alle kemiske stoffer bruges frit, med mindre myndighederne for det enkelte stof har påvist en risiko og derfor forbudt anvendelse. I fremtiden skal industrien vise, at de producerer og anvender kemikalier forsvarligt. Under REACH kræver anvendelsen af særligt problematiske stoffer godkendelse, mens der i dag ikke er en godkendelsesordning for industrikemikalier.

Til spørgsmålet om "substitution" - hvor virksomhederne skal erstatte problematiske kemikalier med egnede og mindre farlige alternativer - siger miljøministeren:

"Det er en klar sejr, at det på trods af massiv modstand fra både lande og kemikalieproducenter lykkedes at få styrket kravene til at farlige kemikalier skal erstattes med bedre alternativer. Den danske regering har i langt tid arbejdet hårdt på at få så meget substitution ind i forslaget som overhovedet muligt. Senest har vi arbejdet for at imødekomme alle Parlamentets forslag om forbedrede krav til substitution, uden at det ville føre til væsentlige forringelser på andre områder. Det ser nu ud til at lykkes. Og det er ikke mindst takket være en kæmpe indsats fra en række progressive medlemslande, særligt de nordiske, og et godt og bredt dansk samarbejde på tværs af partifarver, både i Folketinget og i Europa-Parlamentet. Det vil jeg gerne kvittere for. For det er et godt eksempel på, at Danmark står stærkt internationalt, når vi har en fælles linie".

Ved godkendelse af særligt problematiske stoffer skal der fremover altid foreligge en analyse af mulige alternativer sammen med ansøgningen. I alt vil ca. 2000 særligt problematiske stoffer kunne blive omfattet af godkendelsesordningen. Med principaftalen bliver industrien forpligtet til at erstatte alle de farligste stoffer, for eksempel dem, der skader arveanlæggene, eller som er svære at nedbryde i naturen og som ophobes i miljøet. For andre særligt problematiske stoffer, for eksempel stoffer som er hormonforstyrrende, men som kan anvendes sikkert, er industrien forpligtet til at udvikle planer for at erstatte disse stoffer med egnede alternativer.

Principaftalen skal nu godkendes i henholdsvis ministerrådet og parlamentet. Det forventes at ske inden jul. Miljøminister Connie Hedegaard advarer imod at forsøge at genåbne det forlig, der blev indgået i går.

REACH er den største enkeltstående lovgivningspakke i EU's historie. Reformen vil betyde, at næsten alle kemiske stoffer og deres anvendelse i produkter fra maling til legetøj bliver omfattet af nye krav. Forsigtighedsprincippet ligger til grund for den nye regulering af kemikalieområdet.

 

Læs om aftalen i: Faktaark om REACH-aftalen

 

Yderligere oplysninger:

Pressechef Mikkel Aarø-Hansen, Miljøministeriet, mobil +45 2081 5892

Biolog Henrik Søren Larsen, Miljøstyrelsen, mobil +45 4032 7448

 

Læs mere her:

REACH - halv sejr til kemikalieindustrien

REACH – kemilov ude af kontrol

 

26. december 2006. Aktive Dyrerettigheder


 

Tilbage til forsiden