Kronik: Overgreb på naturen

Denne kronik blev bragt i Fyens Stiftstidende 22. november 2002 og er desværre mere aktuel end nogensinde. Læs:

Overgreb på naturen

Befolkningens tålmodighed med landbrugets dominans har nået grænsen, mener kronikøren, som i dette åbne brev til regeringen spørger, om det er politikerne eller landbruget, der skal regere landet.

Af Per Bennicke, speciallæge

Fordi Danmarks overflade er et morænelandskab, har landet været begavet med mange søer, damme og vandløb, som alle har dannet livsgrundlag for rig flora og fauna. Disse perler af natur har altid været en torn i øjet på landmænd, fordi de repræsenterede potentielt opdyrkeligt land, hvis de blev fjernet. Det blev de, idet dræning af "vandlidende jord" overalt i vort land siden 50'erne betød udradering af 70 pct. af disse åndehuller, og denne politik fortsætter stadig.

Foto: Copyright Søren Hansen

For at alt det drænede vand kunne transporteres væk fra jorden, har det allerede fra 20. århundredes begyndelse fra landbrugets side været ønskeligt, at åerne blev rettet ud, og dette ønske har resulteret i, at kun fire pct. af åløbene stadig er i deres naturlige leje. Dette har så igen betydet, at med landbrugets stigende forbrug af gødningsstoffer, har de udrettede åløb med deres hastigere løbende vand ikke kunnet formå at tilbageholde de skadelige stoffer i tilstrækkelig grad, hvorfor de havnede i vore fjorde, bugter og hav i højere grad end tidligere.

Det har man i tiltagende grad indset, og hvor man for borgernes penge tidligere rettede ud, lægger man nu, igen for borgernes penge, åerne tilbage, hvor de kom fra (eks. Skjern Å), ligesom man betaler bønderne penge i erstatning for den jord, som de måtte miste ved redningsaktionen. Inden man nåede til den visdom, har å-udretningen bl.a. kostet Ringkøbing Fjord livet.

Også moser, damme og søer genskabes for store midler, dog mere på ejernes egen bekostning.

Samme intensive afvanding, som befolkningen ikke rigtigt har nået at registrere, har bevirket, at vor grundvandstand igennem årene er sænket betydeligt, og det betyder, sammen med forurening af samme, tabet af en livsvigtig reserve.

GRUNDVANDET er truet af landbrugets brug af kemi. Stærkt støttet af den kemiske industri har landbruget altid hævdet, at brugen af pesticider til bekæmpelse af såvel insekter som ukrudt ikke ville skade noget som helst, som havde betydning for de menneskelige behov. Politikerne har ladet sig besnakke og givet tilladelser uden at bruge hovedet. Sidst Monsantos Round Up, der blev lanceret som aldeles ugiftigt, så snart det ramte jorden. Nu er det på vej ned i vort grundvand i stigende mængder, og det er stadig tilladt at bruge, selv om det er omfattet af mistanke for at skabe kræft.

Allerede nu er 25-30 pct. af de vandindvindingssteder, der er undersøgt for sprøjtemidler, lukkede pga. indhold af disse stoffer. Resten af vort grundvand venter kun på dels at blive undersøgt, dels at giftstofferne siver igennem jorden ned til råvandet.

Disse stoffer er ikke, som tidligere hævdet af kemi-industrien, uskadelige for mennesker, men der er stærke indicier for, at de dels er kræftfremkaldende, dels skadelige for (menneskets) frugtbarhed. (Landmænd fodrer f.eks ikke deres avlsdyr med foder, der har været sprøjtet med stråforkortere, men sælger det til menneskeføde!).

I DISSE år ser vi en stadig stigning i antallet af (hormonalt) betinget kræftformer, f.eks. brystkræft og æggestok-kræft, ligesom ufrugtbarheden i de senere år er steget fra 10 pct. til ca. 20 pct. Skal vi virkeligt vente på langsommelige undersøgelser, ofre mange menneskeliv på trods af en til vished grænsende mistanke om sammenhæng mellem de nævnte sygdomme og sprøjtemidler? Det er ganske kendt, at disse stoffer er aldeles uønskede, og dyrkning kan foregå uden, og forestillede man sig et totalt stop fra dags dato, ville der gå 40-70 år, inden vort grundvand igen ville være rent for giftstoffer.

Et tegn på manglende hensyn over for omgivelserne er de talrige rapporterede tilfælde (Ribe Amt) om ødelæggelse af fredede områder, som landbruget blot har taget under plov og i brug, og Ribe er nok ikke det eneste amt, hvor sådant foregår. Minkfarmes drift medfører ikke blot en ulidelig stank, men også udslip af dyr, som har en udtalt destruktiv påvirkning af omgivelsernes fauna, ligesom det meget intensive "traditionelle" landbrugs driftsmetoder påvirker omgivelsernes indhold af flora og fauna drastisk.

LANDBRUGETS hønsehold har taget en kraftig vending til det enorme med anbringelse af dyrene i stadigt større produktionshaller, hvilket har medført - i lighed med tilstande i koncentrationslejre - øget sygelighed i bestandene og talrige smittebærere af skadelige bakterier, først salmonella-typer, nu campylobacter.

Foto: Copyright Ju.M.  Som alle andre unger har de brug  for at lege for at udvikle sig

Landbruget, slagterier og ansvarlig minister har uretmæssigt beskyldt husmødrene for køkken-griseri som årsag til de mange infektioner i befolkningen, mens de burde gribe i egen barm. Det seneste skud på stammen af landbrugets "opfindelser" til uansvarlig produktion er oprettelserne af svinefarme med en samlet produktion af op til 25 mio. svin pr. år.

Siden begyndelsen af forrige århundrede har der været ydet en stigende indsats for at undgå udledning af den menneskelige urin og afføring, idet man mente, at det kunne være årsag til farlige sygdomme hos mennesker, hvis affaldsstofferne som nævnt blev benyttet som gødningsmidler.

Især i de sidste 30-40 år har der været brugt masser af milliarder for at tilgodese dette formål i form af rensningsanlæg for vor fem mio. store befolkning.

I disse år ser vi så, at landmændene udleder urin og afføring fra 25 mio. grise på vort lands jorder uden rensning, på trods af at grisens anatomi og fysiologi ligger meget tæt på menneskets. Spørgsmålet er, om denne fremgangsmåde er ansvarlig for især de små børns sygdomme.

Tilladelser til at oprette svinefarme og specielt til udvidelser af disse gives med rund hånd af politikere uden forudgående VVM-redegørelser under begrundelser som: -"Forehavendet skønnes (!) ikke at have væsentlig påvirkning af miljøet." Denne kæmpe-aktivitets-udvidelse af landbrugets skadelige påvirkning af omgivelserne har mange yderst uheldige konsekvenser.

STANKEN ud over det ganske land i lange perioder året rundt er til generel gene for befolkningen, dampene fra ammoniakken er i gang med at ødelægge de sidste rester af vor tidligere så udbredte hede. Hvad der derimod er det helt store aktuelle problem, er, at landbrugets gødningsudledning er steget så meget på grund af den megen udbringning af gylle, at selv vort salte vand ikke kan tåle det mere.

Gennem et par årtier har vi set tiltagende fiskedød på grund af iltmangel i vore have forårsaget af næringsstoffers tilstedeværelse. Landbruget har rigtignok levet op til kravene om reducering af kunstgødningsforbruget, men samtidig øget udbringelsen af gylle, og det ser ud til at være i et omfang, der er større end omtalte reduktion.

Der har altid eksisteret såkaldte "bundvendinger" i vore salte vande, men slet ikke i det omfang, det sker nu. Det er ikke blot Mariager Fjord, som har nogle dårlige vandudskiftningsforhold pga. dæmningsbyggeri (af landbrugshensyn), der er ramt af total fiskedød, men alle de østjyske fjorde, vandene omkring Fyn og sågar Ålbæk Bugt.

Det vil betyde fisketomme vande i årevis, og hvis der ikke sættes ind øjeblikkeligt, vil denne situation være kronisk og i øvrigt brede sig til de dybere havområder.

Landbruget undskylder sig igen i år med, at det har været et usædvanligt vådt forår og en utrolig varm og stille sommer, men det er dårlige bortforklaringer. Landbrugets aktiviteter skal indskrænkes til et niveau, som omgivelserne/naturen kan tåle - også under de mest ekstreme (klimatiske) forhold.

BEFOLKNINGENS tålmodighed med landbrugets dominans har nået en grænse. Vi vil ikke fortsat se på landbrugets påvirkning af landet efter eget forgodtbefindende med de overgreb på naturen generelt og befolkningen specielt, som dette medfører.

5. september 2006. Aktive Dyrerettigheder

Tilbage til forsiden