|
Medicin og bøder
Det bliver dyrere for landmænd og dyrlæger at blive grebet i at overtræde reglerne om medicin til dyr, skrev Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed i en pressemeddelelse den 9. januar 2006.
Folketinget vedtog enstemmigt et lovforslag fra Lars Barfoed. Bødestørrelsen for en række overtrædelser af reglerne om medicinering af dyr stiger og tiden vil vise, om de beskedne stigninger vil have en præventiv effekt. En enkel og mere effektiv løsning ville være at give dyrene bedre forhold. Vi håber, at politikerne og lovgiverne vil tage love om dyreværn op til revision, da det omtalte medicinmisbrug kan få katastrofale konsekvenser for dyr og mennesker.
Læs ministerens pressemeddelelse om de skærpede straffe for at bruge ulovlig medicin:
Nu bliver det dyrere for landmænd og dyrlæger at overtræde reglerne om medicin til dyr. I dag vedtog Folketinget enstemmigt et lovforslag fra familie- og forbrugerminister Lars Barfoed, der hæver bødestørrelsen for en række overtrædelser af reglerne om medicinering af dyr.
”Det har hidtil været alt for billigt at overtræde medicinreglerne. Vi kan se, at bøderne ikke har haft den ønskede effekt. Derfor er det også glædeligt, at der har været opbakning fra alle Folketingets partier til at give bøderne et betydeligt ryk opad. Jeg håber, at de højere bøder kan forebygge, at nogen fristes til at overtræde reglerne,” siger Lars Barfoed.
Det har tidligere typisk kostet mellem 1.000 kr. og 3.000 kr. at overtræde reglerne. Med den nye lov vil der i de fleste tilfælde være tale om en væsentlig forhøjelse af bødestørrelsen. Desuden bliver bøden for landmandens vedkommende gjort afhængig af, hvor mange dyr der er på bedriften. For dyrlægens vedkommende bliver bøden gjort afhængig af antallet af sundhedsrådgivningsaftaler. For store landbrug eller dyrlæger med mange sundhedsrådgivningsaftaler, der overtræder lovgivningen, bliver der således tale om en flerdobling af bødestørrelsen. Og hvis en landmand eller dyrlæge overtræder reglerne gentagne gange, bliver bøderne endnu større.
Reglerne om medicin til dyr omfatter blandt andet bestemmelser om opbevaring af medicin hos landmanden samt dyrlægens brug, udlevering og receptordinering af medicin. Reglerne skal sikre, at dyrene får den rigtige behandling, og at forbrugerne ikke får fx mælk og kød med rester af medicin. For stort og forkert brug af medicin øger også risikoen for udvikling af fx resistente bakterier.
Størrelsen på en bøde vil altid blive fastsat ud fra en konkret vurdering af den enkelte sag. Men i bemærkningerne til lovforslaget er der vejledende bødestørrelser for en række overtrædelser, og Fødevarestyrelsen vil kunne udstede administrative bøder på grundlag af de vejledende bødestørrelser.
Administrative bøder er bøder, som landmanden eller dyrlægen kan vælge at betale og dermed hurtigt få sagen afsluttet uden at skulle igennem domstolene. Er landmanden eller dyrlægen uenig i bøden, kan de vælge at lade sagen afgøre ved domstolene.
5. september 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|