|
Den danske Rødliste
Miljøministeriet udsendte den 9. oktober 2006 denne pressemeddelelse om den danske Rødliste, som udarbejdes af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU):
Overvågningen af truede dyr og planter bliver mere præcis
Den danske rødliste er Miljøministeriets officielle liste over, hvilke danske plante- og dyrearter, der er forsvundet fra landet eller er truet i mindre eller større grad. Listen udarbejdes af Danmarks Miljøundersøgelser i samarbejde med en lang række specialister.
Miljøministeriet offentliggør i dag en opdateret liste over truede planter og dyr i Danmark. Ved udarbejdelsen af listen har Danmarks Miljøundersøgelser, der hører under Miljøministeriet, taget en ny metode i brug. Den nye metode gør det muligt at lave en mere præcis opgørelse over udviklingen med hensyn til truede dyr og planter.
"Med den nye metode kan vi nu lave en mere effektiv naturindsats, og det er vigtigt, for vi har en forpligtelse til at standse tilbagegangen af arter i naturen. Den ekstra milliard, regeringen har afsat til miljøområdet i de kommende år skal især gå til naturgenopretning og pleje af vigtige naturområder, herunder en række levesteder for rødlistede arter. Det er også lykkedes at få millionstore tilskud fra EU´s LIFE NATURE-fond til at hjælpe de rødlistede fiskearter snæbel og laks og de truede engfugle brushane, engryle og stor kobbersneppe", siger miljøminister Connie Hedegaard.
Den nye metode er et resultatet af mange års drøftelser blandt førende videnskabsmænd internationalt, og metoden forventes ikke at blive ændret indenfor en overskuelig fremtid. Den nye metode er mere objektiv end den gamle. Dokumentationen gør det sikrere og mere gennemskueligt at vurdere udviklingen fremover.
Ændringen af metode betyder, at det ikke er muligt at konstatere, om det går frem eller tilbage for de rødlistede arter ved en direkte sammenligning med den seneste rødliste fra 1997. Og for nogle arter - f.eks. edderkopper og jordmøl - er der tale om en førstegangsvurdering.
"Vi gør allerede meget og vil også fremover gøre meget for nogle af de trængte arter f.eks. i vores Natura 2000-områder. Og det nytter noget. Målrettede indsatser har f.eks. medført, at løvfrøen ikke længere er truet. Samtidig er odderen og flere orkidéer i markant fremgang. Desuden er flere store fugle som havørn, kongeørn og stor hornugle på vej tilbage i den danske natur - og andre af de store fugle som f.eks. rød glente og trane er i fremgang", siger miljøminister Connie Hedegaard.
Den danske rødliste er Miljøministeriets officielle liste over, hvilke danske plante- og dyrearter, der er forsvundet fra landet eller er truet i mindre eller større grad. Listen udarbejdes af Danmarks Miljøundersøgelser i samarbejde med en lang række specialister.
Danmarks Miljøundersøgelser skriver:
DMU skriver i sit nyhedsbrev den 9. oktober 2006:
I dag offentliggør DMU rødlistestatus for i alt 1.886 arter af danske svampe, insekter og edderkopper der er blevet vurderet i 2005. Gennemgangen viser at knapt hver fjerde af disse arter vurderes som truet i mindre eller større grad eller som helt forsvundet.
Vi fortæller også, at DMU's forskere nu har undersøgt en Sibirisk Krikand som blev indsendt til DMU's vingeundersøgelser sidste efterår. Undersøgelserne dokumenterer at der er tale om en fugl som er opvokset i Sibirien. Det er første gang man med sikkerhed har fundet en vild Sibirisk Krikand i Vesteuropa.
Brændeovne og -kedler er den største kilde til forurening med partikler og tjærestoffer fra vores boliger. Halvdelen af det danske udslip af partikler stammer fra fyring med brænde i ovne og fyr. Du kan selv gøre en indsats ved at fyre fornuftigt og vælge et nyt og moderne anlæg. Det fortæller vi om i en ny historie på DMU's hjemmeside.
Mere information fra DMU:
DMU-Nyt nummer 12
Yderligere oplysninger:
Biolog Peter Wind, Danmarks Miljøundersøgelser, tlf. 8920 1544
Biolog Sten Asbirk, Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 3947 2926
9. oktober 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|