|
Katteaflivning i Krakær
Foto: Copyright Brita Rodam
Kattens Værn har indfanget og aflivet et antal tamkatte ved Ebeltoft. Blandt andet Egon Schous tre kælne tamkatte. Alle tre var neutraliserede og chip- eller øremærkede, men det reddede ikke kattenes liv. Egon Schou har meldt sagen til politiet og har fået offentliggjort dette læserbrev i Ebeltoft Folketidende 27. december 2008:
Katteaflivning i Krakær
Af Egon Schou
Vi har i den sidste tid mistet vores tre elskede katte. Efter at have forhørt os i området er følgende kommet frem: I de sidste ugers tid er der foregået jagt og indfangning af katte i Ebeltofts omegn, nærmere betegnet i Krakær. Ifølge Syddjurs Kommune har de kontaktet Kattens Værn på foranledning af Krakær Campings ejer.
Kattens Værn, under ledelse af Katteinspektør Mikla Andersen, har efterfølgende sat et antal fælder op og indfanget områdets katte, som straks derpå er blevet aflivet. Dette er sket uden nogen advarsel til beboerne i området. Desværre er et antal kæledyr (nogle med microchip og/eller øremærkning) uretmæssigt blevet indfanget i denne proces.
Efter hvad vi er blevet oplyst, skal katteinspektøren (ifølge Kattens Værns reglement) underrette rekvirenten ved at opsætte et opslag om indfangningen i lokalområdet. Man kan have sin tvivl om den generelle procedure i det hele taget (Hvem skal opsætte opslag, i hvor lang tid, hvem har retten til at udføre, lovmæssig baggrund osv.), men i dette specifikke tilfælde har der ikke været nogen opslag, ej heller andre former for kommunikation, også selvom alle kende alle i vores lille område.
Foto: Copyright B. Jørgensen
|
Vi står uforstående over for det skete. Vi håber der måske er en mulighed for, at TV2 kan klarlægge omstændighederne i denne sag, eftersom tilsvarende siges at være foregået i Dråby samt Hyllested.
Med venlig hilsen
Egon Schou,
Gl. Kærvej 20, Krakær
2. januar 2009. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|