Svinemishandling

På baggrund af udsagn fra en landdyrlæge sendte Jette Rosenkvist den 24. janaur 2008 et brev til dyrlægen - håbet er, at brevet kan puste liv i en drøftelse af dyrlægers funktion og dyreetiske ansvar. Læs brevet her:

Svinemishandling

Af Jette Rosenkvist

Til XXX Dyreklinik, Sønderjylland

KOPI AF BREV TIL DYRLÆGE SOM FORSVARER KONVENTIONEL SVINEPRODUKTION

På baggrund af en nylig diskussion med en til klinikken knyttet landdyrlæge, vil jeg hermed knytte følgende kommentarer, som jeg håber kan danne baggrund for intern drøftelse af dyrlægers funktion og dyreetiske ansvar:

Dyrlægens udtalelse:

1. Der må endelig ikke gå følelser i svineproduktion

Kommentar:

Efter min opfattelse et yderst rystende udsagn – hvis man ikke har indlevelsesevne i forhold til levende væsener, mener jeg, at man slet ikke bør have ret til at have med dyr at gøre. Dyrlægen ville gerne i samtalen give indtryk af, at det med dyrevelfærd er en smagssag á la, hvad er pænest blå eller grøn….. Det er det imidlertid ikke: I Dyreværnsloven står kapitel 1, § 1: ”Dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og ulempe.

§2: …”dyr skal behandles under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov”. Denne lov bliver ikke overholdt i forhold til avlssøer!

Det får mit temperament op i det røde felt, at der opføres en omgang ”Kejserens Nye Klæder”: Alle lige fra landmænd, over dyrlæger via Dyreetisk Råd til fødevare- og justitsminister læser Dyreværnsloven, som Fanden læser Biblen, gør brug af massiv, kollektiv fortrængning og selvsuggestion og foregøgler, at det, der står i Dyreværnsloven, efterleves i praksis. Dagens dårlige nyhed:

DET ER LØGN!

Lad mig fremføre en hypotese (som kan være ligeså sandsynlig/usandsynlig som alle mulige andre fremtidsprofetier): Et sted i galakserne findes der en art, som er mennesket overlegent i intelligens og formåen. En skønne dag bemægtiger denne art sig herredømmet over jorden, erfarer at mennesket har mange anvendelsesmuligheder og vælger derfor at avle på os, som vi avler svin. Kan vi, der nu rangerer som dyr, med Dyreværnsloven i hånden påberåbe os retten til et tåleligt liv? Ikke hvis den dominerende art følger vort eksempel for svineproduktion. Billedet på nethinden af kvinder behandlet som avlssøer, fikseret på lange rækker i månedsvis til insemination og passiv afventen, at så mange æg sætter sig fast i livmoderen som muligt, fikseret ved amning så de ikke i vanvid afliver deres børn, vil for de fleste være et skræmmende scenarie…. Min indtrængende opfordring går på at lade handling følge ord og lade Dyreværnsloven blive mere værd end det papir, den er skrevet på!

Foto: Copyright Ju. M.

Dyrlægens udtalelse:

2. Dyrene er jo rolige

Kommentar:

Ja, vel er de rolige, det er jo intelligente dyr, som hurtigt erfarer, at de er fanget i en uoplukkelig fælde, hvorefter de resignerer/glider over i sindssyge/depression. De opfører sig ikke som en cerebralt mindre bemidlet flue i et lukket rum, der i håbet om at slippe ud bliver ved at svirre mod en lukket rude, til den dør af udmattelse. Dyrlægen underkendte i øvrigt fuldstændigt svinets høje intelligens, hævdede at det var umuligt at etablere kommunikativ kontakt til et sådant dyr. Denne påstand kan jeg kun forklare med, at den pågældende dyrlæge formentligt kun har haft kontakt til grundet misrøgt mentalt syge grise og hans begrænsede empatiske og dyrepsykologiske indsigt. Grisens høje intelligens og evne til indlæring er jo alment anerkendt, hvorfor den også nød stor succes som cirkusartist, indtil det blev forbudt af hensyn til smittefare i og efter krav fra landbrugsindustrien. Endvidere har den kendte og anerkendte hjerneforsker, Peter Lund Madsen, ofte udtalt, at det retteligen burde være svinet og ikke hunden, der lå foran kaminen ude i de ganske danske hjem, da det har højere intelligens end hunden.

Min mening:

Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste led.

Dvs. samfundet skal kendes på, hvordan det behandler de umælende, dem der ikke kan tale deres egen sag, bl.a. dyr. Med den indsigt og viden, vi generelt har opnået i dag, om, at dyr i vid udstrækning har avancerede følelser, tænkeevne og kan blive psykisk syge ligesom vi, kan vi simpelthen ikke i grådighedens navn tillade os at behandle svinene så svinsk, som tilfældet er. Det falder tilbage på os selv, vi bliver forråede, afstumpede og kyniske af at behandle andre kynisk og brutalt – det være såvel dyr som mennesker. Det mest usympatiske ved produktionsformen er, at den på ingen måde kan forsvares som nødvendig, vi står ikke på hungersnødens rand og lader den ikke finde sted for at mætte de sultende i Afrika. Vi lader dyrene lide for at berige os maksimalt på deres nød – så ildelugtende er sandheden.

Nogen (mange) har svigtet deres ansvar, da landbruget for alvor blev industrialiseret, og pludseligt ser vi os selv midt i en uhyrlig, nærmest surrealistisk praksis, som desværre har fundet sted i årtier. Det kan være svært for dem, der er vokset op i miljøet, der har set deres fædre fiksere avlssøer som noget selvfølgeligt, at erkende, at der er et problem. Derfor må vi, der betragter sceneriet udefra, omsider råbe ikke blot vagt i gevær, men stop og gøre klart, at grænsen er langt overskredet for, hvad vi, som klodens mægtigste art, kan tillade os.

Hermed en analogi til den menneskelige verden: En gruppe piger overfaldt for nylig af ukendt årsag en anden pige i bekendtskabskredsen, klippede håret af hende og tissede på hende. En psykolog udtalte i den forbindelse: Pigerne er ikke psykopater, de har blot mistet evnen til at bedømme, hvor vidt man kan tillade sig at gå, har mistet fornemmelsen af, hvor grænserne går for acceptabel, værdig adfærd med respekt for det enkelte individ. Analogt hermed har vi i vid udstrækning mistet fornemmelsen for et levende dyrs integritet og værdighed ved at beskære dets tænder og hale og i det hele taget behandle det, som om det højst rangerede på niveau med en plante. Vi defækerer i overført betydning på svinets integritet og værdighed.

Foto: Copyright Amanda F.  Nogle af de omkomne fra en  dansk, konventionel stald

I Danmark, synes vi, at det er grufuldt at høre om hunde i Kina og Vietnam, der med pelssalg for øje tæves ihjel, således at deres pels ikke ødelægges af skudhuller, og pelsen stritter fint pga. angst. Det er en meget håndgribelig form for dyremishandling, som – måske - dog i vid udstrækning kan undskyldes med fattigdom og uvidenhed. Her i landet finder en mindre spektakulær, men mindst ligeså grusom, grådighedsanimeret mishandling af dyr sted mod bedre vidende. Jeg kan ikke forestille mig et mere lidelsesfuldt liv end et, hvor man udvikler sindssygdom grundet fiksation og manglende stimulation – kan du?

Ligesom jeg afskyr tanken om, at læger overvåger tortur (dog oftest på baggrund af trusler på eget eller familiemedlemmers liv og lemmer), afskyr jeg tanken om, at visse dyrlæger mod bedre vidende og for ussel mammon lader tilsvarende overgå dyr.

Hvad/hvem berettiger os til at frarøve en anden art enhver form for livskvalitet og påføre det navnløs fysisk og psykisk lidelse, blot fordi vi kan, og fordi det er en god forretning? Med magt følger som bekendt ansvar – ansvar i form af at tøjle sine egoistiske lyster og ikke forfalde til hæmningsløs udnyttelse af dem, man har i sin vold.

Med venlig hilsen, 
Jette Rosenkvist, 
Ribevej  
6500 Vojens.

Læs også:

Normaliser landbruget

Når dyr gøres til maskiner

Lovforslag ligner en farce

Nødstedte grise på Fyn

Skuldersår: Søer er retsløse

Har ondskab ingen grænser?

Vi finder os i dyremishandling

20. februar 2008. Aktive Dyrerettigheder

Tilbage til forsiden