 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 Foto: Copyright B. J. Støt filmen MAD A/S!  Foto: Copyright S.H. Underskrifter mod Landbrugsloven  Foto: Copyright C. L. Advarsel mod køb af indsmuglede hvalpe  Foto: Copyright S. H. Læs breve fra os  Foto: Copyright B. R. Deltag i høringer! |
|
Der var så dejligt ude på landet! Dansk landbrug har forandret sig - og landbruget har ændret dyrenes vilkår i staldene og natur, flora og fauna i hele landet. Jørgen Munck Rasmussens kronik med tanker og overvejelser om, hvordan vi indretter vores land, blev offentliggjort i Politiken den 25. november 2008: Der var så dejligt ude på landet! Af Jørgen Munck Rasmussen Hvorfor har dansk landbrug fået et blakket ry som miljøbelastende og profithungrende? Hvor er værdigheden? Stoltheden? Kontrollen?
Hvis man om sommeren kører rundt i det danske landskab, kan man glæde sig over bølgende bakker, blinkende søer og dybgrønne skove. Af og til kører man forbi en af de smukke herregårde, som i en fjern fortid er rejst af de adelsmænd, som udnyttede de stakkels fæstebønder. Vejene snor sig gennem kornmarkers gule tæpper, ind i skyggen af grønne bøgeskove, som nogle steder først standser ved stejle lerskrænters fald mod hav og bugt. Ja, der er i sandhed dejligt derude på landet i Danmarks have, hvis man altså ikke ind imellem pludselig bliver antastet af en rædselsfuld stank, som vælter ind af bilruden. Hvad er dog dette? Hvorfor skal idyllen brydes af en ram og anmassende hørm af gris? Kigger man lidt rundt for at finde kilden til dette brud på turistidyllen, så får man snart øje på nogle kæmpemæssige gårde, som midt i det dejlige landskab ligger der med deres discountbygninger, som næppe nogensinde har haft kontakt med en arkitekt.
Store gylletanke rejser sig som overskårne, kluntede middelaldertårne med deres cementgrå grimhed og suger landskabets skønhed til sig. Det er fremskridtet. Det er udviklingen, der har skabt denne parodi på et moderne landbrug, som vi bestemt ikke kan være stolte af, da disse kolossale svinefabrikker, som overalt i de danske landskab i disse år popper op i naturen, kun er bygget med ét eneste formål for øje: hurtig profit! Lad os standse bilen og besøge et af disse moderne landbrug, som efter nogle landmænds mening er dansk landbrugs stolthed. Vi drejer af fra vejen og kører ad en kastanjeallé ind mod den gamle hovedgård, som med sine røde murstensbygninger har denne gode stemning af velstand og tradition. Lige før de gamle bygninger drejer vi til venstre, og så dukker den første af de store, langstrakte bygninger op, og én til og endnu to. I alt fire haller på størrelse med moderne idrætshaller. I hver af disse haller går til stadighed tusind svin i topmoderne stisystemer, hvor de hver har næsten en kvadratmeter at boltre sig på. Alt er automatisk, blot et par mand skal der til for at passe det supermoderne landbrug. Kun romantikere kan se billeder for deres indre blik, billeder, som viser fortidens leben af staldkarle, piger og drenge. Nutidens landbrug ligger næsten øde hen, for den vidunderlige computerteknik sørger for pasning af de mange dyr døgnet rundt. Lort og pis fra dyrene føres automatisk ud til de store gylletanke, som hver har en kapacitet på 3,6 millioner liter. Her opbevares gyllen, indtil den i april, juni og september køres ud på markerne. »Det er naturgødning!«, jubler svinebaronen og siger dermed, at det selvfølgelig ikke kommer til at genere hverken natur, mennesker eller dyr. Men han tør ikke spørge naboerne, om de bliver generet, for tænk, hvis de nu sagde ham imod!
Nogle af os husker barndommens gårde, hvor der både var heste, køer, grise, høns og ænder. Hvor er der mange gode minder fra besøg hos landmænd i de gode gamle dage, hvor Danmark var et landbrugsland. Vil nutidens børn engang ad åre have de samme gode minder fra et besøg på en af de moderne svinefarme, hvor der kun er én slags dyr, og hvor det er umuligt at udvælge sig et yndlingsdyr af den simple grund, at der er i tusindvis af dem? Hvordan kan det dog gå til, at dansk landbrug, som fra stenalderen til midten af forrige århundrede beskæftigede størsteparten af befolkningen, har udviklet sig til at være et erhverv, hvor kæmpestore bedrifter skubber de mellemstore og mindre ud på møddingen? Hvordan kan det gå til, at dansk landbrug, som vi engang var stolte over, nu har et blakket ry som værende miljøbelastende og profithungrende? Hvor er fortidens landbokultur, hvor er denne gedigne hygge, som man som barn var omgivet af, når man besøgte et landbrug? Hvor er værdigheden? Hvor er stoltheden? Danmark er nu det land i verden, som eksporterer mest svinekød. Over 25 millioner svin bliver der slagtet hvert år. »Og der kan komme flere endnu«, jubler Landbrugsraadets præsident og fødevareministeren. »Vi skal bare udse os de steder, som endnu ikke er overbelastede med gylle. Hetzen mod landbruget er urimelig. Og hvordan skal Danmark kunne klare sig uden de store eksportindtægter, som landbruget står for?« Men hvordan skal Danmark kunne klare sig, når naturen er ødelagt? Hvordan skal det danske turisterhverv kunne overleve, hvis ikke naturen, som er Danmarks fremtid, bliver behandlet yderst nænsomt? Hvorfor skal disse svinebaroner så have så mange grise? Hvorfor skal de have en årsproduktion på over ti tusind svin for at kunne få samme indtægt som en almindelig dansk middelklassefamilie med to lønninger? Hvorfor skal de have stalde på størrelse med håndboldhaller? Hvorfor skal de have mere og mere jord?
Jeg ved godt, det er naivt at undre sig over, hvordan min far og hans familie – der var i alt femten børn – i begyndelsen af det 20. århundrede kunne overleve på et lille husmandssted med ti tønder land, ti svin, to heste, ti køer, høns og ænder. Men det kunne de altså, og min far har aldrig fortalt mig, at de måtte gå sultne i seng. I 1950’erne var jeg på sommerferie hos min farbror Thorvald, som havde overtaget min fars barndomshjem. Han og hans kone havde fire børn. Gården var ikke blevet større. Der var en halv snes køer, to heste, en snes grise, høns og ænder. Jamen, jeg har aldrig hørt om, at farbror Thorvald og hans familie led nød. O.k., de levede ikke i sus og dus. Men de levede et værdigt landmandsliv. Nu, fyrre år efter, skal en landmand altså have 10.000 svin i stalden for at kunne få det til at løbe rundt. Øf, siger jeg bare. Hvad er der galt? Hvad skal det ikke ende med? Eller er det, fordi der lurer nogle spekulanter ude i svineavlerens rabarberbed? Sidder der et investeringsselskab med ved bordet, når flæskestegen og de brunede kartofler serveres? Vi har her i 2008 et landbrug, som har nedlagt de fleste gårde og afskediget de fleste karle og piger. Der er kun få svineslagterier tilbage. Nogle grise bliver transporteret mange hundrede kilometer, før de stressede og ude af sig selv af rædsel endelig kommer til slagteriet. Der er kun et par mejerier tilbage i Danmark, og man kigger sig hele tiden om efter nogen at fusionere med. Jamen, man kan da ikke blive ved med at fusionere. Bliver der ad åre kun ét eneste mejeri i hele Europa og et par slagterier? Skal det ende med, at grisene bliver fløjet til fjerne destinationer, hvor slagterierne ligger? Her i Danmark bliver svinebaronerne ved med at udvide deres produktion. Hos kommunerne ligger konstant en lang række ansøgninger om udvidelser. Og landmændene (dem, der er medlemmer af Venstre eller Konservative) klapper i deres barkede næver, selv om de godt ved, at de klapper ad deres egen undergang. Når man ser tilbage på en lang og hæderkronet historie for dansk landbrug, er det med vemod, man må sige, at landbokulturen allerede er forsvundet, og at traditionelt landbrug med dyrevelfærd, miljøvenlige produktionsmetoder og hensyn til naboer snart også vil være historie. En gang imellem drømmer jeg gudhjælpemig om middelalderen, hvor man kun kunne få økologiske varer. Nu er det at få ordentlig mad en daglig kamp i supermarkedet. Og det er ikke bare en kamp for at få en god kvalitet, det er også en kamp for at undgå farlige og til tider resistente bakterier. Det er det rene lotterispil, når man eksempelvis køber en kylling. Er den dansk, så er risikoen en til fem for at man skal trækkes med tyndskid og feber i nogle dage, er kyllingen fra udlandet, så er risikoen fire til fem for at blive syg. Man bliver ved med at gentage den samme floskel: »Det er udviklingen!« Jamen, der er ingen naturlov, som siger, at vi skal ødelægge dansk landbrug og vores miljø. Vi styrer selv udviklingen. Intet er vigtigere end vores miljø og vores natur. Landbruget er ikke mere så vigtigt et erhverv, at vi kan tillade os at lade naturen være gidsel i spillet om at sælge mest kød i udlandet. Markedet er så usikkert, at man næsten fra dag til dag kan gå fallit. Faktorer som sygdomme, bakterieangreb eller konkurrence fra udlandet kan pludselig få hele grisestalden til at falde sammen som et korthus. Den moderne svineproduktion er så ensidig, at det er knald eller fald. I gamle dage havde man mange flere ting at spille på. Der var både kvæg, korn, roer, grise, høns osv. Slog en af tingene fejl, var der nok andre produkter, der kunne sælges. I hælene på denne udvikling har mange landmænd måttet give op. Man har mere og mere kørt på kvantitet frem for kvalitet, og de landmænd, som har sat dyreetik og kvalitet i højsædet, ja, de har slet ikke kunnet komme igennem med deres gode landmandsskab.
Producerer man glade grise, som boltrer sig i frisk halm og får godt med motion, får man på svineslagteriet ikke en øre mere per kilo end den landmand, der lader sine grise friste en kummerlig tilværelse på betonspalter og fikseret til en jernstang. Flere og flere har måttet dreje nøglen om til stalden eller solgt til de ekspanderende storbønder. De har ikke kunnet klare sig i konkurrencen, og da så investeringsselskaber, pensionskasser og andre med risikovillig kapital i de senere år har støttet storbønder og godsejere med at bygge de store dyrefabrikker, er det gået rent galt. Vi er snart tilbage, hvor vi begyndte ved landboreformernes vedtagelse sidst i 1700-tallet: Nogle få sidder på al jorden, nogle få scorer kassen. Resten må hutle sig igennem eller forlade erhvervet. Men dengang inden landboreformerne havde bønderne dog et arbejde. De havde noget jord, som de passede og plejede og levede af. De havde et landsbyfællesskab, som kunne være brydsomt, men også havde sine lyse sider i form af tryghed og fællesskab. Nu sidder svinebaronen i ensom majestæt på sin gård, omgivet af alle sine svin og pønser på, hvorledes han kan fravriste naboerne endnu mere jord, så han kan udvide sin produktion. Nu ligger landsbyerne tomme hen. De fleste huse er solgt til byboere, som kommer i weekenden for at finde fred og ro på landet. Men det fællesskab, den kultur og det miljø, som fandtes helt frem til 1960’erne, er forsvundet. Der er ikke meget liberalisme i bygningen af de mægtige svinefarme her i landet. Landmanden ligger ikke inde med en halv snes millioner til at bygge og købe maskiner, foder osv. for. Investorerne, såsom banker, kreditforeninger og investeringsselskaber, er de virkelige magthavere i dette spil. Hvis to mand kan passe 15.000 svin, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor lidt glæde lokalsamfundet får ud af det i form af beskæftigelse, forbrug og skatteindbetaling. Og hvor længe kan dansk svineindustri hamle op med eksempelvis den amerikanske eller østeuropæiske? Landboforeningerne prøver at overbevise os om, at landbruget er vores vigtigste erhverv. Det er det ikke mere. Vi har en særdeles dygtig industri og et glimrende turisterhverv (som trues af industrilandbrugets fremfærd i Danmarks smukke landskaber). Og vi har nogle fiskere, som fanger kvalitetsfisk, der er meget eftertragtede på de europæiske markeder. Mærkværdigvis har man meget mere styr på fiskeriet end landbruget, selv om det fra gammel tid er det mest liberale erhverv, der findes. Fiskeriet i Danmark går hele tiden i stå, fordi man ustandselig skærer fiskekvoterne ned. Fiskerne klager sig, men det vil man blæse på. Hvis de ikke kan klare sig, må de bare lægge op. Landbruget derimod bliver ved med at udvide produktionen. Nuvel, der er begrænsninger mht. hvilket areal, der kræves for et bestemt antal svin eller køer. Men disse begrænsninger er utilstrækkelige. Jeg synes, hele det danske landbrug skulle have en kvote på 10 millioner svin – og det er virkelig mange. Danmark er en lille grøn perle med en blid og smuk natur. Vi er kun fem millioner indbyggere, så hvis vi passer dygtigt på naturen, vil turister fra de mellemeuropæiske storbyer og industribyer snart få øjnene op for, hvilke rekreative muligheder der er i den danske natur. Hvis turisterhvervet eksempelvis blev støttet lige så meget som landbruget, ja, så ville det udvikle sig eksplosivt. For ganske nylig har en svinebaron bygget en kæmpemæssig svinefabrik ude på Østmøn lige op til noget af den smukkeste natur i Danmark. Han vil gerne plastre dette dejlige område til med gylle, men heldigvis møder det modstand, fordi en meget sjælden sommerfugl måske kan tage skade af gyllen. Jamen, hvad med de mennesker, der bor lige i nærheden af svineriet? Er sommerfugle blevet mere værd end mennesker? Naturen tilhører os alle sammen, og den skal enkelte svinebaroner altså ikke have lov til at ødelægge.
Turisterne vil have uspoleret natur, økologi og harmoni. Det kan ikke være meningen, at svinebaronerne og deres investorer skal sætte vores fremtid på spil, blot fordi de skal tjene nogle hurtige penge. Inde på Axelborg sidder landbrugets top og prøver sammen med marionetdukke-ministeren at overbevise politikere og befolkning om, at det blot er nogle enkle brodne kar, som mishandler svinene. De siger, at transporter af svin til Ukraine slet ikke er dyremishandling, bare det foregår efter reglerne. Det er heller ikke dyremishandling, når søerne er svinebundet til jernstænger, og når slagtesvinene aldrig ser et halmstrå. I over hundrede år er vi danskere blevet indoktrineret til at tro, at dansk landbrug bare er det bedste i verden, lurmærket, sundt og dejligt. Uhm, hvor smagte grisen godt dengang, den havde hoppet rundt i svinestien og haft et rigtigt svinsk liv. Føj, hvor smager nutidens flæskesteg af dyremishandling og overmedicinering. Der er stadigvæk dejligt ude på landet, bare der ikke ligger en svinefabrik i nærheden! Læs mere: Du ødelægger landet, Eva Kjer Hansen Billig flæskesteg eller liv??Økologer: Dyrevelfærd kræver ikke lovbrud En række naturområder gødes fra luften Danmarks vilde storke er uddøde Marskens ynglefugle på voldsom nedtur Naturen lider under næringsstoffer fra landbruget Læs kommentarer til politikerne: Aktive Dyrerettigheder kommenterer miljørapport Høringssvar om skuldersår hos søer Høringssvar om kastration uden bedøvelse Aktive Dyrerettigheder forkaster lovforslag Frie Bønder og Aktive Dyrerettigheder: Nej til kæmpefarme Frie Bønder og Aktive Dyrerettigheder: Nej til større dyrehold Den 29. november 2008. Aktive Dyrerettigheder |
