|
Høringssvar om skuldersår hos søer
Justitsministeriet udsendte den 8. maj 2008 en høring om skuldersår hos søer. Baggrunden var en folketingsbeslutning om bekæmpelse af skuldersår og en ny rapport fra en arbejdsgruppe. Vi har sendt kommentarer til Justitsministeriet. Læs:
Aktive Dyrerettigheders høringssvar om skuldersår hos søer:
Idet vi henviser til Det Veterinære Sundhedsråds 3 udtalelser "Udtalelse om skuldersår hos søer" af den 18. november 2003, "Udtalelse om kirurgisk fjernelse af tuber spinae på polte" af den 1. november 2007, "Supplerende udtalelse om skuldersår hos søer" af den 22. maj 2008 og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultets information af den 28. april 2008 "Bedre start på griseliv i ny stitype" anbefaler vi, at Justitsministeriet nu forbedrer forholdene for danske søer og deres unger.
Aktive Dyrerettigheder gør her opmærksom på et par udsagn fra Det Veterinære Sundhedsråd: "Skuldersår hos søer er en produktionsbetinget lidelse og kan som sådan forebygges ved ændringer i produktionsformen herunder korrekt opstaldning og pasning" og "Det er Rådets vurdering, at der er fremkommet veldokumenterede relevante tiltag til forebyggelse af skuldersår i besætningerne." Vi støtter disse vurderinger og ønsker, at Det Veterinære Sundhedsråds vurderinger inddrages på en konkret måde i lovgivningen.
Foto: Copyright Ju. M.
|
Aktive Dyrerettigheder ser fiksering af søer som en væsentlig årsag til frustrationer hos dyrene, livstruende sygdomme og lidelser, herunder det store antal skuldersår og sluttelig de mange aflivede og selvdøde dyr i de danske stalde - konsekvenserne af denne form for opstaldning er mangfoldige og alvorlige. Dødeligheden for søer og pattegrise er høj, for de sidstes vedkommende er tallet 23%. Dødeligheden for søer er stigende og har været det gennem en årrække. Lovgivningsmæssigt er der ikke defineret pladskrav for søer i fareboksene, og på grund af de lange overgangsordninger tillades det stadig, at mange søer fikseres hele livet i fareboksene. Også søer, som opstaldes ifølge nye regler, fikseres en stor del af deres liv på grund af de mange kuld unger, de får.
Aktive Dyrerettigheder mener, at fiksering i trange bokse udgør et væsentligt dyreværnsmæssigt problem, og skuldersår er ét problem ud af mange, som opstår på grund af opstaldningsforholdene. Pladsen er så trang, at søerne har svært ved at lægge sig, de kan ikke vende sig og heller ikke tage sig af deres unger. Også ungerne mangler plads. En af landbrugets begrundelser for fortsat fiksering er, at søerne skulle lægge sig på deres unger. Men ifølge forskere er det ikke entydigt bevist, at fiksering forhindrer søerne i at lægge sig på ungerne.
Aktive Dyrerettigheder ønsker, at antallet af omkomne i staldene reduceres hurtigst muligt og et af midlerne er et forbud mod fiksering af søer. Vi anbefaler, at dette forbud gennemføres med en kort overgangsordning. Der skal tages langt større hensyn til dyrenes velfærd, adfærd og behov, herunder søernes behov for yngelpleje.
Information fra Justitsministeriet:
Høring om skuldersår hos søer
Arbejdsgrupperapport om skuldersår hos søer (pdf):
Rapporten kan findes på findes på Justitsministeriets hjemmeside www.jm.dk eller her: Arbejdsgrupperapport om skuldersår hos søer
Læs udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd:
Supplerende udtalelse om skuldersår hos søer
Udtalelse om kirurgisk indgreb på polte
Udtalelse om skuldersår hos søer
Foto: Copyright Bente Jørgensen
|
Læs mere:
Bedre start på griseliv i ny stitype
Folketingsbeslutning om skuldersår
Ny forskning om skuldersår
Skuldersår: Søer er retsløse
Alvorlige skuldersår er en overtrædelse af dyreværnsloven
27. maj 2008. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|