Arbejdsgruppe kan forhindre forbedringer for danske grise

Foto: Copyright A.F.  Under 2% er økologiske  eller lever på friland

Danske grise får utallige lidelser og sygdomme i de intensive stalde, og hvert år bukker mange millioner under. Bl.a. er danske svineproducenter verdensmestre i pattegrisedødelighed.

Hvis justitsministeriet følger anbefalingerne, vil rapporten forringe forholdene for grise og forhindre forbedringer mange år frem. Vi har indsendt kommentarer til justitsministeriet.

Aktive Dyrerettigheder indsendte den 18. februar 2011 dette høringssvar til justitsministeriet:

Høringssvar om arbejdsgrupperapport om hold af svin

Justitsministeriets arbejdsgruppe blev nedsat i januar 2007 med en defineret opgave, et kommissorium, og afleverede i december 2010 sin rapport med anbefalinger om fremtidens hold af svin. Det oprindelige formål med rapporten var at forbedre grises forhold. Sidst i forløbet forlod 17 dyreværnsforeninger arbejdsgruppen i protest.

Vi mener, at ingen dyreværnsforeninger vil kunne lægge navn til denne rapports anbefalinger og mangel på samme. Medlemmerne af arbejdsgruppen har stor viden om grises problemer i teori og i praksis og kender årsagerne til problemerne. Men arbejdsgruppens redegørelser for problemerne og de efterfølgende anbefalinger står i stor kontrast til hinanden. I sine anbefalinger ignorerer arbejdsgruppen eksisterende forskning, sine egne redegørelser, gældende lovgivning og kommissoriet på grund af hensyn til svineproducenternes økonomi og systemer og hvad svineproducenterne vil og ikke vil.

Rapporten er endt med at blive tendentiøs i en grad, som sjældent ses. Ved at tilsidesætte sit kommissorium har arbejdsgruppen ikke løst sin opgave, og vi mener, at rapporten må få konsekvenser for, hvordan justitsministeriet i fremtiden sammensætter arbejdsgrupper om hold af grise. Hvis justitsministeriet følger rapportens anbefalinger, vil danske grises forhold forringes og arbejdsgruppen vil i en lang årrække forhindre forbedret lovgivning for grise.

Arbejdsgrupperapport om hold af svin

1. Om grise i danske stalde

Der produceres ca. 28 millioner grise årligt i Danmark. Dertil kommer over 10 millioner grise, som dør i staldene. 24% af pattegrisene dør, inden de er 4 uger, det er 25.000 om dagen, over 9 millioner pr. år. Disse tal gør danske svineproducenter til verdensmestre i pattegrisedødelighed. Søerne presses hårdt - også for dem er dødeligheden høj.

Danske grise i intensive stalde lider under mangel på plads, mangel på beskæftigelse og svineproducen-ternes fodringspraksis. Dyrene sultes bevidst i forskellige perioder af deres liv, bl.a. for at spare arbejdsgange og sult bruges som erstatning for motion for at få en højere kødprocent. Mange grise får stress, brok, bylder, blodforgiftning, ben- og ledlidelser, gangbesvær, skuldersår, lungelidelser, knoglemarvsbetændelse, lungelidelser m.v. og hovedparten af grisene udvikler mavesår på et eller andet tidspunkt i deres liv. Dyrene ændrer adfærd i de stimulifattige stalde, de kan blive aggressive, overfalde og bide hinanden til blods, blive kannibaler eller udvikle stereotypier, d.v.s. gentage bevægelser i det uendelige uden formål. Også tidlig fravænning, tandslibning, tandklipning, halekupering m.v. kan give problemer. Mange lidelser og sygdomme opstår som følge af opstaldning, fodring og management.

Svineproducenternes forbrug af antibiotika stiger, og både syge og raske dyr får antibiotika. På grund af forbruget af antibiotika kan der opstå resistente bakterier, og da disse bakterier kan smitte fra dyr til menneske, kan antibiotika også blive virkningsløs i behandlingen af mennesker. På grund af forholdene i danske stalde kan samfundet en dag stå med et problem, som er livstruende for dyr og mennesker, hvil-ket førende forskere og læger har advaret om i årevis.

DJF: Pattegrisedødelighed i DK

Danske svineproducenter er verdensmestre i pattegrisedødelighed

9 millioner døde pattegrise på dagsordenen

25.000 pattegrise destrueres hver dag

Dansk verdensrekord i døde pattegrise

Misrøgt: Se svineriet hos svineavlerne

De syge svin: Dagbog

H.J. Kolmos: Svin og antibiotika – en farlig cocktail

Frit løb for smitsom bakterie fra svin

MRSA-bakterier fra grise truer folkesundheden

Salmonellaforekomsten i danske svin stiger

Tegn på rutinemæssig brug af antibiotika til svin

2. Om rapporten

Dyrevelfærdsproblemerne og den høje dødelighed har været kendt af lovgivere, myndigheder og landbruget i årevis. Arbejdsgruppen blev nedsat af samme årsag. Dens kommissorium lød bl.a.: "Arbejdsgruppen skal foretage en undersøgelse og en vurdering af forholdene for svin i produktionen og komme med eventuelle forslag til ændringer af lovgivningen med henblik på at forbedre de dyrevelfærdsmæssige forhold for svin." Undersøgelse og vurdering skal tage udgangspunkt i tilgængelig forskning på området.

Anbefalingerne foreslår imidlertid ikke forbedringer af lovgivningen, som kan give dyrene bedre forhold og de tager ikke udgangspunkt i tilgængelig forskning på området. Arbejdsgruppen vægter i sine anbefalinger og mangel på samme hensyn til konventionelle svineproducenters økonomi, eksisterende staldsystemer, management og forældede vaner højere end kommissoriet, eksisterende forskning og gældende lovgivning. I afsnittet om halekupering anbefaler arbejdsgruppen endda, at gældende EU-lovgivning ændres, så den tilpasses svineproducenternes intensive produktion. Arbejdsgruppen behandler ikke økologisk produktion og inddrager ikke økologiske landmænds erfaringer.

I rapporten udelades et afsnit med en beskrivelse af de dyr, som rapporten handler om: grisens natur og karakteristika, dens adfærd og behov. Vi mener, at dyret som art skal defineres og formuleres for at holde fokus på de dyr, som en rapport handler om. Vi håber, at sådan et afsnit vil komme med i fremtidige rapporter fra arbejdsgrupper om hold af grise.

I rapporten ses det ofte, at "mangel på viden" og hensyn til svineproducenternes økonomi og systemer har udsat og udsætter forbedret lovgivning. Vi mener, at det hverken er lovgivernes eller samfundets ansvar, at svineproducenterne ikke tilpasser deres produktion efter afsætningen.

Rapporten har 16 bilag: 1 fra Fødevareøkonomisk Institut, 5 fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF), 9 fra Videncenter for Svineproduktion (VSP) og 2 i samarbejde mellem DJF og VSP - sidstnævnte refererer i vid udstrækning til materiale fra Landsudvalget for Svin. Vi kritiserer, at rapportens bilag med én undtagelse udelukkende stammer fra DJF og landbruget selv. Det er for snævert. I litteraturlisterne refereres der også til anden forskning, men i rapportens anbefalinger tilsidesætter arbejdsgruppen DJF's forskning og andre forskeres resultater. Referencerne er til pynt, og forskningen har været forgæves i denne sammenhæng.

Landbrug & Fødevarer (L&F), VSP og svineproducenterne har en indlysende interesse i at levere materiale til justitsministeriet. Vi mener, at materiale fra VSP og Landsudvalget for Svin er til intern brug i landbruget og kun i begrænset omfang er anvendeligt som dokumentation i en sammenhæng, hvor materialet kan ændre lovgivning for grise. Vi kritiserer denne variant af historien om ræven, der vogter gæs og ønsker, at materiale er troværdigt og ikke må kunne opfattes som tendentiøst.

Vi mener, at arbejdsgruppen ikke har løst sin opgave og at rapportens indhold og anbefalinger må få konsekvenser for, hvordan justitsministeriet i fremtiden sammensætter nye arbejdsgrupper om hold af svin.

Selvom de værste forhold i staldene ser ud til at være sorteret fra i rapportens billedmateriale, så viser billederne de problemer, som danske grise stilles overfor i deres liv. Den dokumentation, som billederne formidler, er alene tilstrækkelig til straks at sætte forbedringer i værk.

Arbejdsgrupperapport om hold af svin

3. Om arbejdsgruppen

Da rapporten blev afleveret til justitsministeriet i december 2010, bestod arbejdsgruppen af professor Björn Forkman (Det Biovidenskabelige Fakultet, KU), chefkonsulent Per Olsen (L&F), direktør Nicolaj Nørgaard (VSP, L&F), svineproducent, proprietær Per Bach Laursen (Det Dyreetiske Råd), seniorforsker Lene Juul Pedersen (DJF, Aarhus Universitet), cand.scient. ph.d. Louise Holm (Fødevarestyrelsen), dyrlæge Kristian Viekilde (Den Danske Dyrlægeforening), kontorchef Jens Teilberg Søndergaard (justitsministeriet) og fuldmægtig Thomas Kloppenburg (justitsministeriet), som var sekretær.

Dyrenes Beskyttelse og DOSO var medlemmer af arbejdsgruppen, da arbejdet begyndte i januar 2007, men opsagde samarbejdet den 15. oktober 2010.

3.1 Dyreværnsforeninger forlod arbejdet i protest

17 dyreværnsforeninger: Dyrenes Beskyttelse og DOSO (en sammenslutning af 16 dyreværnsforeninger) forlod arbejdsgruppen i protest. En vigtig årsag var halekuperinger.

I dag klipper svineproducenterne rutinemæssigt halerne af næsten alle pattegrise. Det er ulovligt. DOSO og Dyrenes Beskyttelse kritiserer, at arbejdsgruppen ender med at foreslå forringelser f.eks. med hensyn til halekupering. Dyrenes Beskyttelse skriver bl.a.: "Men frem for at følge kommissoriet og foreslå forbedringer, der imødegår den stress, som får grisene til at bide hinanden, så har flertallet i arbejdsgruppen valgt at symptombehandle og lovliggøre en stor del af halekuperingen." og "Det er ganske simpelt uacceptabelt set fra et dyrevelfærdssynspunkt".

"Vi melder os ud fordi vi ikke vil være med til at legitimere svineproducenternes ulovligheder", udtalte Britta Riis, Dyrenes Beskyttelses direktør.

Dyrenes Beskyttelse beskriver arbejdet sådan: "Arbejdet i arbejdsgruppen har været tre et halvt år i strid modvind i forhold til at komme igennem med videnskabeligt velunderbyggede argumenter for at forbedre dyrevelfærden."

Aktive Dyrerettigheder er efter læsning af rapporten enig i Dyrenes Beskyttelses og DOSO's vurderinger. Vi tilføjer: Hvis justitsministeriet følger anbefalingerne, så vil rapporten betyde forringelser for landets mange millioner grise og i mange år fremover forhindre, at der indføres forbedringer.

Dyrevenner forlader udvalg i protest

Dyrenes Beskyttelse gentager sin kritik af dyrevelfærden i svineproduktionen

3.2 Forskeres forskning bruges ikke

De klassiske udsagn "der mangler viden" og "der skal mere forskning til" har ofte været brugt til at trække tiden ud og har udskudt forbedringer for landbrugets dyr. Også denne arbejdsgruppe genbruger vendingerne i udpræget grad. Desuden er et nyt ord med samme virkning kommet til: "konkurrenceevne". Forskning og rapporter fra bl.a. DJF har tydeligt klarlagt årsager til den høje pattegrisedødelighed, dokumenteret grises behov for at rode, indtage føde i mange små portioner m.v. og arbejdsgruppens redegørelser for problemerne er meget præcise. Men de forskningsresultater, som arbejdsgruppen henviser til, tilsidesættes og bruges ikke i anbefalingerne, og der er en overraskende stor uoverensstemmelse mellem på den ene side forskning og redegørelser og på den anden side arbejdsgruppens anbefalinger. Det opfatter vi som mærkværdigt og uholdbart set i forhold til kommissoriets ordlyd. Så vidt vi kan se af rapporten, har ingen af arbejdsgruppens medlemmer afgivet mindretalsudtalelse.

Sammenlagt er resultatet, at forbedringer for grisene igen bliver udskudt. Når kommissorium, forskning, beskrivelser af problemerne og gældende lovgivning lægges til grund, handler repræsentanterne fra Københavns Universitet, Den Danske Dyrlægeforening, Fødevarestyrelsen og DJF mod bedre vidende i denne rapport. De nævnte problemstillinger udgør et grundlæggende problem og svækker rapportens troværdighed. Hvis nye arbejdsgrupper om hold af grise skal fungere efter hensigten, finder vi det af afgørende betydning at få løst disse problemer, inden nye arbejdsgrupper nedsættes.

Birgitte I. Dam: Velfærdsproblemer hos danske søer

DJF: Hvorfor roder grise?

3.3 Det Dyreetiske Råd sendte en svineproducent

I arbejdsgruppen er Det Dyreetiske Råd repræsenteret ved svineproducent Per Bach Laursen. Han ejer to gårde med konventionel, intensiv svineproduktion. På den største, Lundgården, er der 1.100 søer, ca. 31.900 smågrise og ca. 950 polte/slagtesvin. Det ses af Lundgårdens hjemmeside, at drægtige søer fikseres i enkeltbokse uden at kunne vende sig og uden at have social kontakt med andre grise. Per Bach Laursen har planer om at udvide sin svineproduktion på begge gårde.

Rapportens anbefalinger taget i betragtning melder dette spørgsmål sig: Hvilke interesser varetog svineproducent Per Bach Laursen i arbejdet med at udforme denne rapport om fremtidens hold af grise?

At Det Dyreetiske Råd er repræsenteret af en konventionel svineproducent med to intensive besætninger, er efter vores opfattelse uacceptabelt og svækker i vores øjne rapportens troværdighed betydeligt, hvad enten dette er rimeligt eller ej.

Lundgårds hjemmeside

3.4 Svineproducenternes rolle

Konventionelle svineproducenter med intensive besætninger er godt repræsenteret i arbejdsgruppen og meget af materialet stammer fra svineproducenternes organisationer, både i rapporten og som bilag. Dermed danner materiale fra landbruget et vigtigt grundlag for arbejdsgruppen, hvilket afspejles i anbefalingerne. Direktør for VSP og medlem af arbejdsgruppen Nicolaj Nørgaard udtrykker svineproducenternes holdning f.eks. i denne udtalelse: "Jeg kan være bekymret for hvordan mængden af halebid ville være hvis vi slap hele haler ud i vores konventionelle produktion". Nørgaards udtalelse faldt den 15. oktober 2010, da dyreværnsforeningerne opsagde arbejdet i arbejdsgruppen, over to måneder før arbejdsgruppen afleverede sin rapport og mens arbejdsgruppen stadig arbejdede. Udtalelsen viser en modstand mod ændring af eksisterende tilstande, og arbejdsgruppen ender da også med at anbefale, at det stik imod gældende EU-regler bør gøres lovligt for svineproducenterne at klippe halerne af deres pattegrise. Nicolaj Nørgaards udtalelse peger på et alvorligt problem.

Dyrevenner forlader udvalg i protest

4. Anbefalingerne til ministeren

De alvorlige problemer i danske stalde har været kendt i årevis. Meningen med arbejdsgruppens arbejde og anbefalinger var, at grises forhold skulle forbedres. Men det vil ikke ske, for i anbefalingerne vægtes hensynet til landmændenes eksisterende staldsystemer og økonomi højere end kommissoriet og blokerer for anbefalinger. I det følgende ser vi nærmere på arbejdsgruppens rapport:

4.1 Søers pladsbehov: "Rullepølsesvin" eller løsdrift?

Ca. 30% af de drægtige søer opstaldes stadig i fikseringsbokse, og det er lovligt indtil 1. januar 2013. Pladsen kan være så trang, at søerne klemmes. Blandt dyrlæger kaldes det for "rullepølsesvin", fordi boksens tremmer sætter mærker på søernes hud. Også når søerne holdes fikseret i farestier, er pladsen trang.

Forholdene for søer og gylte under faring og diegivning er et af de steder, der dyrevelfærdsmæssigt indebærer det mest intensive pres på søer og gylte, skriver arbejdsgruppen og oplyser, at der i et forslag fra 4. februar 2009 står, at Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri "anerkender, at det er regeringens målsætning at sikre, at svineproduktion i Danmark kan foregå uden at fiksere søerne". I løbet af første halvår af 2011 fremlægges en plan for, hvordan omlægning kan ske, så fiksering af søer undgås.

En uge før forventet faring flyttes søerne fra fikseringsbokse eller løsdrift til farestalden, hvor ca. 98% af de indendørs søer i dag opstaldes i fikseringsstier, som er konstrueret, så søerne ikke kan gå og ikke vende sig. Frilands- og økologisk produktion, hvor søerne farer på friland, udgør tilsammen under 2%.

Kravet om løsdrift gælder ikke for de første 4 uger efter løbning. I denne tid er fiksering tilladt og 90% af søerne fikseres i perioden fra fravænning og indtil 4 uger efter løbning. Derefter er ca. 70% af søerne løsgående i resten af drægtighedsperioden. 30% holdes konstant fikseret.

Reglerne brydes i grisestalden hver dag

Om fiksering

Fiksering af søer er forbundet med en række velfærdsmæssige konsekvenser, uanset hvornår de fikseres, skriver arbejdsgruppen og forklarer, at fiksering har en direkte negativ effekt på søernes mulighed for at regulere kropstemperaturen, at søerne ikke kan gøde, æde og hvile i separate områder og at fik-sering begrænser søernes redebygningsadfærd, som er en stærkt hormonelt styret adfærd. "Hertil kommer, at fikserede søer ofte støder på inventaret, når de rejser og lægger sig, hvilket kan medføre hudskader. Fikseringen indebærer herudover bl.a. negativ påvirkning af søernes muskelstyrke, negativ sundhedsmæssig effekt p søers klove og ben, fortyknng af huden, reduceret hjerte-kar sundhed, reduceret knoglestyrke samt generel forhøjet sygelighed. Endelig fremgår det af notatet, at forekomsten af stress hos fikserede søer - i form af øget hjertefrekvens og forhøjet koncentration af stresshormonet cortisol - er højere sammenlignet med løsgående søer.", skriver arbejdsgruppen og antager, at "al fiksering er forbundet med de samme generelle negative effekter som nævnt ovenfor, som dog naturligvis er større, jo længere tid søerne er fikseret". Arbejdsgruppen anfører, at fiksering forhindrer søer i at udføre en stærkt indre styret motivation for brunstadfærd, hvilket kan føre til stress og frustration. Det må antages, at søer, der fikseres i brunsten, udsættes for en stresspåvirkning, der svarer til den, som søer, der fikseres under redebygningsfasen, udsættes for.

I lovgivningen er der ikke defineret plads for fikserede søer. Loven foreskriver, at "hvert svin kan lægge sig samt hvile og rejse sig uden besvær". Derfor må de kontrollerende myndigheder ved hver kontrol foretage et skøn.

Arbejdsgruppen lægger stor vægt på landmændenes økonomiske omkostninger ved at ændre staldene til, at søer går i løsdrift i løbe- og farestaldene, og mener, at producenterne ikke skal regne med at opnå en højere afregning for søer i løsdrift. Der henvises til, at forbrugerne ikke vil betale for, at dyrene har bedre forhold og det skyldes primært, at størstedelen af kødet eksporteres, "chancen for at overvælte omkostninger til forbedret husdyrvelfærd på forbrugerne er lille", skriver arbejdsgruppen. Vi mener, at dette argument ikke kan være bestemmende for lovgivning og at det må være svineproducenternes opgave at tackle dette spørgsmål om kommunikation.

Fiksering i løbeafdelingen

Om plads for fikserede søer i løbeafdelingen anbefaler arbejdsgruppen, at længden bør være mindst soens længde plus 40 cm, som kan være soens trug - det vil sige, at soen ikke kan gå et skridt frem og ikke et skridt tilbage. Dette mål ønsker arbejdsgruppen skal træde i kraft for nybyggeri, for eksisterende byggeri skal der være en overgangsordning, der skal være "så kort som muligt". Arbejdsgruppen vil ikke tage stilling til boksbredde, men skriver, at boksstørrelser skal tage hensyn til søernes størrelse.

I praksis accepterer arbejdsgruppen, at søerne fikseres under trange forhold. Vi mener, at denne begrænsede plads står i skærende kontrast til grisens natur som et aktivt og livligt dyr og kritiserer dette lavmål. Vi mener, at disse mål er i modstrid med lovens ord, for søerne har svært ved at "lægge sig, hvile sig og rejse sig uden besvær", sådan de skal ifølge reglerne.

Arbejdsgruppen anbefaler endvidere, "at der i lovgivningen indføres et forbud mod fiksering i løbeafdelingen, som skal træde i kraft den 1. januar 2021 for nybyggeri og større ombygninger". For eksisterende byggeri anbefales, at der fastsættes "passende overgangsordninger". Det vil sige, at fikserede søer i løbeafdelingen vil kunne findes i årtier endnu.

Vi støtter forslaget om, at søer og gylte er løsgående i løbeafdelingen, men ønsker en langt hurtigere ikrafttræden af en sådan regel.

Fiksering af farende og diegivende søer - eller løsdrift?

At søerne skal skifte mellem at være løsgående og fikserede i farebokse, er efter arbejdsgruppens opfattelse uhensigtsmæssigt og bemærker, at "dansk dyrevelfærdslovgivning bl.a. bør sikre, at der ikke findes indbyggede problemstillinger i selve produktionsmåden, som kan kompromittere dyrenes basale biologiske funktioner og behov. Fiksering i enhver form begrænser disse basale funktioner og det kan selv den bedste svineproducent ikke ændre på ved god management". Arbejdsgruppen foreslår, at alle farende søer og gylte holdes i løsdrift i en sti, hvor dyrene uden besvær kan rejse sig, lægge sig og vende sig. Men arbejdsgruppen skriver, at "en overgang til løsdrift i farestalden vil indebære væsentlige økonomiske konsekvenser for producenterne" og "at det vil være vanskeligt at ombygge de eksisterende produktionssystemer med kassestier til stier, hvor søer og gylte er løsgående." Arbejdsgruppen mener, at landmændene skal have "incitamenter" (hvilket her skal oversættes til penge) og at reglerne for tilskud under den fælles EU-landbrugspolitik skal ændres, så producenterne kan få investeringstilskud.

"Yderligere forskning og innovation, der kan lette overgangen til løsdrift, vil naturligvis også kunne udgøre relevante incitamenter", skriver arbejdsgruppen. Det argument forstår vi ikke. Løsdrift kan lade sig gøre i Sverige, hvor det er lovkrav, og stierne findes allerede. Medlem af arbejdsgruppen forsker Lene Juul Pedersen stod som kontaktperson på DJF's nyhed fra den 29. april 2008 "Bedre start på griseliv i ny stitype" om et 5-årigt projekt, hvor bl.a. Lene Juul Pedersen udviklede en ny stitype for at nedsætte den høje dødelighed hos pattegrise og tage større hensyn til dyrenes trivsel. Hvorfor kan denne forskning og løsningsmodel ikke bruges?

Arbejdsgruppen bekymrer sig om den konkurrencemæssige og dyrevelfærdsmæssige situation, fordi der ikke er EU-krav om løsdrift i farestalden. Et krav om løsdrift i farestalden kan skade danske producenters konkurrenceevne, mener arbejdsgruppen, som også ser det som en risiko, at producenterne "til skade for dyrevelfærden" vil søge mod medlemsstater med de mest liberale forhold. Vi gør opmærksom på, at danske landmænd i mange år har truet med at flytte udenlands, hvis noget gik dem imod og at det allerede er sket: danske svineproducenter har gennem de senere år opkøbt gårde bl.a. i østeuropæiske lande. I hele EU har Danmark den største svineproduktion i forhold til antal indbyggere og areal, og hvis flere svineproducenter flytter udenlands, vil de gøre det uanset, hvordan lovgivningen udformes, fordi også andre faktorer spiller ind, f.eks. jordpriser og lønninger. Vi tager skarpt afstand fra, at lovgivning udformes i henhold til danske svineproducenters aktuelle trusler.

Arbejdsgruppen mener, at der bør arbejdes for fælles EU-regler om løsdrift. Det er i vores øjne en god ide, men dette arbejde må under ingen omstændigheder forhindre, at danske regler om løsdrift bliver vedtaget.

Arbejdsgruppen mener, at "der mangler viden" om, hvordan økonomisk rentabel omlægning til løsdrift kan gennemføres i praksis og mener derfor, at der ikke skal gennemføres krav om løsdrift under faring og diegivning. Dermed sætter arbejdsgruppen igen økonomi og systemer over kommissorium og bruger igen manglende viden som undskyldning for ikke at udtænke en anbefaling.

Ifølge VSP kan det "spores", at nogle svineproducenter vil omlægge til løsdrift og VSP forventer, at mindst 10% af produktionen vil kunne være omlagt til løsdrift om 10 år. Arbejdsgruppen mener, at der ad frivillighedens vej vil være "tilstrækkelig viden" om 10 år til, at der kan tages endelig stilling til, hvordan lovgivningen skal udformes. Men det er en vigtig forudsætning, at der "investeres i forskning og udvikling". Arbejdsgruppen foreslår, at justitsministeriet på baggrund af evalueringer "går i dialog" med erhvervet for at finde en løsning.

Vi mener, at udformning af lovgivning ikke kan være afhængig af, hvad svineproducenterne måske forventes at ville gøre i løbet af de næste årtier. Det er urealistisk at overlade dette spørgsmål til svineproducenterne. Lovgiverne må tage ansvar for dyrene.

Om fikserede søers unger

Pattegrisedødeligheden er meget høj i danske stalde. Diarré og infektioner (blodforgiftning og ledbetændelse) er de hyppigste årsager til infektiøst betinget pattegrisedødelighed. Grisene får infektioner via sår og rifter, klovskader, læsioner på forknæ og i ansigtet som følge af pattekampe og infektioner efter kastration og halekupering. Pattegrisene skal ifølge reglerne have "tilstrækkelig plads til at die uden vanskelighed", men det har de ikke nu. Vi henviser til rapporten "Pattegrisdødelighed i DK" fra oktober 2010, som forsker Lene Juul Pedersen er medforfatter til. Denne rapport viser, at lovgiverne er nødt til at ændre gældende lovgivning.

Arbejdsgruppen oplyser, at "en væsentlig andel af pattegrisene dør af kulde", og at nedkøling de første levetimer tillige kan medvirke til, at pattegrisene bl.a. dør af ihjellægning på et senere tidspunkt. En altafgørende faktor for fravænningsvægten er pattegrisenes adgang til soens patter og pladsen ved yveret, Når ungerne har mere plads, vejer de mere, når de fravænnes.

Arbejdsgruppen skriver, at der ifølge flere undersøgelser ikke er dokumenteret forskel i pattegrisedødeligheden hos fikserede søer eller løsgående søer i hele perioden fra indsættelse i farestien og til fravænning. Unger fra løsgående søer var betydeligt tungere ved fravænning end unger fra fikserede søer.

Hvis faringen tager for lang tid, øges antallet af dødfødte grise. Stress hos soen vil normalt forlænge forløbet. Undersøgelser peger på, at der er øget risiko for, at soen bider unger ihjel i fikseringsstier i forhold til løsdriftsstier. Undersøgelser, som er baseret på landmænds egen vurdering af årsagen til døde unger, peger på højere ihjellægning i løsdriftssystemer i forhold til fikseringstierne, men dette har ikke kunnet bekræftes og arbejdsgruppen mener, at den registrerede forskel skal søges i landmændenes egne forventninger til dødsårsagen. Arbejdsgruppen skriver, at undersøgelser viser, at adgangen til halm stimulerer redebygningsaktiviteten og gør søerne roligere under faringen, hvilket kan reducere risikoen for ihjellægnng i løsdriftsstier. Hvis søer har nok plads til, at de kan lægge sig uhindret, forhindrer det ihjellægning af ungerne. I rapporten ses ihjellægning af unger primært som et økonomisk problem for landmanden.

VSP skriver: "For så vidt angår stiarealet sikrer anbefalingerne, at pattegrisene ikke gøder uhensigtsmæssigt i stien på grund af for meget plads". Om plads til ungerne anbefaler arbejdsgruppen: "Arealet bør efter arbejdsgruppens opfattelse ikke være under 1 m2, som er tilstrækkeligt til, at ca. 14 pattegrise kan ligge i bugleje, når de er 4 uger, eller at 9-10 pattegrise kan ligge i delvist sideleje, når de er 4 uger." Arbejdsgruppen anbefaler, at kravet alene bør gælde for nybyggeri, fordi det er en skærpelse i forhold til de eksisterende regler.

Der er i vores øjne flere problemer i arbejdsgruppens udsagn. En fikseret so kan ikke lære ungerne en hensigtsmæssig gødeadfærd, men da grise er meget renlige dyr, ligger det i deres natur at gøde så langt fra deres hvileplads som muligt. Med henvisning til gødeadfærden anbefales så lidt plads til ungerne, at de ikke kan "lægge sig, hvile sig og rejse sig uden besvær", sådan som de skal kunne ifølge reglerne. Ungerne tvinges til at ligge oven i hinanden. Det er bl.a. et stort problem i varmt vejr på grund af rumtemperaturen og den varme, som dyrene afgiver til hinanden. Både anbefalingen og de nuværende forhold i staldene er i vores øjne i strid med gældende regler om plads, og det ved arbejdsgruppen godt. Det er beskæmmende, at lovgivere og myndigheder ikke har grebet ind for længst.

Svineproducenternes argument om gødeadfærd kan ikke tilsidesætte gældende regler om plads til pattegrise. Vi kræver, at reglerne overholdes hurtigst muligt og vi ønsker, at pattegrise får mulighed for at udføre deres behov for at motionere og lege.

Arbejdsgruppen nævner ikke de fikserede søers behov for social kontakt med andre grise og arbejdsgruppen nævner heller ikke de problemer, som en høj belægningsgrad giver for dyrenes sociale liv. Vi mener, at den slags overvejelser er nødvendige at medtage i vurderinger af, hvordan anbefalinger til lovgivning skal se ud.

Ifølge reglerne skal drægtige søer og gylte i ugen før det forventede faretidspunkt have passende redebygningsmateriale i en tilstrækkelig mængde, "medmindre dette teknisk ikke kan lade sig gøre med det gyllesystem, der anvendes på bedriften". Vi ønsker, at denne sidste sætning stryges - som det ses ovenfor, er der mange gode grunde til at give søerne redebygningsmateriale.

Vi støtter forslaget om, at alle søer og gylte går i løsdrift under faring og diegivning og at en sådan regel gennemføres i løbet af en meget overskuelig årrække.

4.2 Fravænningsalder: Arbejdsgruppen anbefaler tidlig fravænning

Fravænningen af konventionelle pattegrise sker, når de er 2-3 uger - reglerne foreskriver, at ungerne skal være mindst 28 dage ved fravænning, men 21 dage, hvis de flyttes til tomme og rengjorte stalde. De fravænnes fra den ene dag til den anden. Dødeligheden for danske pattegrise ligger på ca. 24%, det er 25.000 døde unger om dagen, over 9 millioner om året. Det høje dødstal kræver handling.

Arbejdsgruppen kender problemerne og henviser med denne opsummering til forskning, som viser, "at pattegrise oplever en tidlig fravænning som mere stressende end en sen fravænning, at pattegrisenes immunforsvar svækkes og giver risiko for øgede sygdomme ved en tidlig fravænning frem for en sen fravænning, og at der observeres øget mængde unormal adfærd hos pattegrise, der er blevet fravænnet tidligt frem for sent." Arbejdsgruppen er enig om, at "en så sen fravænningsalder som muligt indebærer flest dyrevelfærdsmæssige fordele for pattegrisene."

Om søerne skriver arbejdsgruppen, at "en sen fravænning indebærer et vist stressmoment for søerne i de situationer, hvor soen er fikseret og dermed ikke kan regulere diegivningen selv." Arbejdsgruppen mener, at "en sen fravænning - særligt under de eksisterende produktionssystemer, hvor så godt som alle søer fikseres i diegivningsperioden - vil medføre øget stress for søerne."

I "Analyse af det økologiske regelsæt vedr. husdyrsundhed og husdyrvelfærd" står der bl.a.: "Overordnet tyder undersøgelsernes resultater ikke på, at søerne belastes mere af en fravænningsalder på syv uger, mens smågrisene omvendt ser ud til at trives bedre ved fravænning efter syv uger end efter fem uger. (…) Idet fravænning ikke kun er et spørgsmål om ernæring, men også naturlige moder-afkom relationer, der kan være af betydning for grisene efterfølgende, forekommer det vigtigt, at reglerne i Danmark fortolkes som fravænning fra soen, hvilket der ikke umiddelbart kan kompenseres for med "kunstig" tildeling af modermælk, undtagen i tilfælde af sygdom eller lignende."

Altså er øget stress betinget af forholdene i konventionelle stalde: Søerne er fikseret, kan ikke kommunikere med ungerne, ikke hjælpe dem med fravænningen, ikke røre sig og ikke få opfyldt deres behov.

Arbejdsgruppen oplyser, at 10-15% af søerne i gennemsnit bruges som ammesøer. Disse søer overtager unger fra andre søer efter at deres egne er taget fra og kan blive sat til at amme i dobbelt tid, ca. 7 uger i træk. Årsagen er, at danske grise er avlet til at få større kuld, end de har patter til. Ammesøer vil givet opleve den forlængede amning som stressende. Men arbejdsgruppen behandler ikke problemet (se punkt 4.5).

Arbejdsgruppen mener, "at der ikke foreligger entydig dokumentation for, at en fravænning ved 28 dage skulle indebære dyrevelfærdsmæssige forbedringer for pattegrisene i forhold til fravænning ved 21 dage." Her modsiger arbejdsgruppen sine egne forklaringer jf. arbejdsgruppens opsummering af problemer ovenfor. Materiale om fordele ved at fravænne senere ligger desuden på Google (søgeord f.eks. "trynepufning").

Arbejdsgruppen anbefaler: "Arbejdsgruppen finder på denne baggrund ikke, at en fravænning ved 28 dage vil indebære en dyrevelfærdsmæssig fordel for pattegrisene, som står mål med de økonomiske konsekvenser, der vil være forbundet med at fjerne muligheden for at fravænne pattegrise ved 21 dage under opfyldelse af særlige forhold." Økonomi bliver det vigtigste argument, hvilket ikke var meningen. Arbejdsgruppen ved godt, at jo tidligere dyr vænnes fra, jo flere adfærds- og helbredsmæssige problemer opstår der. Vi kritiserer skarpt, arbejdsgruppen tilsidesætter eksisterende viden og kommissorium i sit misforståede hensyn til landmændenes økonomi og lader ungerne betale prisen.

Vi ønsker, at det forældede fikseringssystem afskaffes hurtigst muligt for at sikre bedre trivsel for både søer og unger. Vi anbefaler, at søernes behov for at bygge rede, kommunikere med ungerne m.v. tilgodeses og at fravænningsalderen sættes op.

Analyse af det økologiske regelsæt vedr. husdyrsundhed og husdyrvelfærd

4.3 Fibre og rodematerialer: Staldsystemer og økonomi tilsidesætter kommissoriet

En arbejdsgruppe om hold af svin offentliggjorde i september 2007 sin "Delrapport om beskæftigelses- og rodematerialer til svin", som blev sendt i høring. På side 18-19 står der: "Når arbejdsgruppen ikke har forholdt sig til søer og gylte skyldes det, at spørgsmålet om hvilken mængde beskæftigelses- og rodematerialer søer og gylte skal tildeles, efter arbejdsgruppens opfattelse ikke kan besvares uden samtidig at tage stilling til spørgsmålet om adgang til fiberholdigt foder, der kan give mæthedsfølelse. Arbejdsgruppen finder dog, at drægtige søer og gylte - ligesom andre svin - har et behov for beskæftigelses- og rodemateriale, der sandsynligvis ikke er mindre end behovet hos slagtesvin m.v. Hertil kommer, at der ikke på nuværende tidspunkt foreligger forskningsresultater, der særligt beskæftiger sig med drægtige søers og gyltes behov for beskæftigelses- og rodematerialer. Så selvom arbejdsgruppen finder, at søer og gylte, skal have adgang til minimum samme mængde materiale, finder arbejdsgruppen det mest hensigtsmæssigt at vende tilbage til spørgsmålet på et senere tidspunkt, når arbejdsgruppen skal drøfte spørgsmålet om søers adgang til fiberholdigt foder." Arbejdsgruppen forventede, at resultaterne af igangværende forskning ville foreligge på dette tidspunkt. I 2006 blev der ved DJF påbegyndt et projekt om "Mætheds- og adfærdsregulerende foder til søer". Projektet, som skulle afsluttes i 2009, skulle også omfatte orners behov for og adgang til rodemateriale. Orner fodres oftest også restriktivt.

I denne rapport oplyser arbejdsgruppen bl.a.: 1) søer fodres normalt 1 gang i døgnet, 2) søer fodres restriktivt gennem drægtighedsperioden, de fordøjer og optager foderet hurtigt, derefter følger sult resten af døgnet, 4) søerne mangler mulighed for at udføre fødesøgningsadfærd, hvilket resulterer i rastløshed, stereotypier og aggression, 5) fri adgang til foder giver federe søer, 6) søernes holdbarhed nedsættes ved øget tilvækst som følge af øget foderforbrug. Arbejdsgruppen nævner ikke motion.

Arbejdsgruppen erkender problemerne: "de begrænsede fødesøgningsmuligheder og graden af sult, som typisk opleves af drægtige søer i de nuværende produktionssystemer, er et velfærdsproblem" og "søernes oplevelse af sult vil kunne reduceres lidt, hvis søerne fodres to gange om dagen i stedet for kun én" og "at fri adgang til halm vil kunne reducere den uønskede adfærd, der er forbundet med oplevelsen af sult".

Arbejdsgruppen mener: "at krav om fri adgang til halm og mindst 2 daglige udfodringer vil kunne indebære dyrevelfærdsmæssige fordele for søerne". Men arbejdsgruppen mener, at der ikke bør stilles krav, "som det ikke vil være muligt at opfylde inden for rammerne af de staldsystemer, der anvendes i dag." Arbejdsgruppen "erkender", at det i systemer med fiksering vil være umuligt at give fri adgang til halm og at det i systemer med elektronisk fodring vil være uhensigtsmæssigt med mere end 1 daglig fodring.

Arbejdsgruppen sætter svineproducenternes økonomi og staldsystemer over kommissoriet, eksisterende viden og gældende lovgivning og det blokerer for de anbefalinger, som arbejdsgruppen skulle udforme.

Arbejdsgruppen kan ikke "på baggrund af den foreliggende forskning at fastsætte et bestemt fiberniveau eller -indhold pr. kg foder" og mener, at der er "behov for yderligere viden" om, hvordan fiberrigt foder kan sammensættes og håndteres i staldene og "Arbejdsgruppen kan derfor ikke anbefale, at der på nuværende tidspunkt stilles krav om fri adgang til fiberrigt foder. Arbejdsgruppen anbefaler i stedet, at forskningen på dette område prioriteres, således at der på sigt kan stilles krav om fri adgang til fiberrigt foder".

Det er besynderligt, at arbejdsgruppen er så usikker, for DJF har jo netop gennemført et 3-4 år langt forskningsprojekt om det emne og der er desuden anden forskning om emnet. "Der skal mere forskning til" genbruges igen til at bortforklare, at arbejdsgruppen ikke foreslår krav til foder, som lovgivningen foreskriver, og som dyrene kan trives med - hvilket arbejdsgruppen ellers skulle ifølge kommissoriet.

Med ordlyden "på sigt" trækker arbejdsgruppen desuden spørgsmålet om tildeling af fiberrigt foder i langdrag. Det er ikke i overensstemmelse med hverken kommissorium eller gældende lovgivning.

Der er enighed i arbejdsgruppen om, at "der på nuværende tidspunkt ikke er en endegyldig løsning på problemet med sultne søer, hvis den restriktive fodring, som anvendes i dag, skal opretholdes". Arbejdsgruppen accepterer landbrugets systemer uden at stille spørgsmålstegn ved en fodringspraksis, som indebærer nedsat velfærd i betydelig grad og fører til lidelser og sygdomme og uden at forholde sig til, at gældende lovgivning ikke overholdes (se også punkt 4.5).

Arbejdsgruppen sætter økonomi over kommissorium: "Et krav om fri adgang til fiberrigt foder vil ligeledes være forbundet med økonomiske omkostninger for erhvervet".

Arbejdsgruppen anbefaler, at "der stilles fleksible krav til tildelingen af halm og udfodring, således at kravene kan tilpasses de enkelte produktionssystemer på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde". Her overlades det til landmændene at fortolke loven og tilpasse dyrene efter systemerne. Det er uacceptabelt. Dette spørgsmål kan ikke overlades til svineproducenterne, lovgiverne må tage ansvar for dyrene.

I delrapporten fra 2007 henvises til Scientific Report on welfare and disease in sows, boars and unweaned piglets in relation to housing and husbandry, EFSA-Q2006-028, hvor der bl.a. står, at: "forskningsresultater viser, at når slagtesvin får tildelt mellem 40-100 gram halm pr. svin pr. dag, er det tildelte materiale ikke længere synligt den efterfølgende dag. Da søer og gylte efter omstændighederne har et større behov for beskæftigelses- og rodemateriale end slagtesvin, anfører EFSA, at ikke under 100 gram halm pr. so pr. dag udgør en tilstrækkelig mængde. Baseret på søers konsumering af halm, når søerne får adgang til store mængder halm, finder EFSA dog ikke, at det kan udelukkes, at søer har brug for langt mere end de 100 gram halm pr. so pr. dag."

For restriktivt fodrede søer mener arbejdsgruppen, at der bør fastsættes krav om, at disse søer udover den daglige fodring skal have fri adgang til halm eller fri adgang til andet foder end halm i mindst 5 timer i løbet af dagen, men arbejdsgruppen slutter afsnittet med at sætte økonomi over kommissorium: "Arbejdsgruppen er imidlertid i tvivl om de økonomiske konsekvenser af et krav om fri adgang til halm eller andet foder og finder derfor, at der først bør tages stilling hertil, når der er foretaget en nærmere økonomisk analyse af disse konsekvenser". Vi støtter kravet om halm. Vi ønsker desuden, at spørgsmålet om restriktiv fodring tages op og vi kritiserer, at arbejdsgruppen slutter afsnittet med at trække i land ved at sætte økonomi over kommissorium.

Lovgivning om halm, fyldigt foder eller fiberrigt foder, der kan mætte og opfylde behovet for at tygge, blev vedtaget i juni 1998. I 2011 er loven stadig ikke gennemført. Arbejdsgruppen er klar over problemerne, men selvom arbejdsgruppen udtrykkeligt fik til opgave at foreslå krav om "rode- og beskæftigelsesmateriale (valg af materiale, mængde mv.)" valgte arbejdsgruppen at springe disse anbefalinger over, hvilket den tidligere arbejdsgruppe også gjorde i 2007. Arbejdsgruppen har ikke løst denne opgave. Her mange år efter lovens vedtagelse, efter flere rapporter fra arbejdsgrupper og efter flere høringer er emnet stadig uafklaret. Det er helt uhørt og under al kritik.

Vedtaget og gældende lovgivning er til for at blive overholdt. Det bliver denne ikke. Vi henstiller, at lovgiverne tager ansvar for lovens gennemførelse, så grise ikke stik imod gældende regler fortsat skal sulte og mangle rodemateriale. Vi forlanger, at gældende lovgivning overholdes med omgående virkning.

4.4 Halekupering: Arbejdsgruppen vil tilpasse lovgivning til landbrugets systemer

EU foreskriver i et direktiv om halekupering gældende for alle EU-lande: "Hverken haleklipning eller formindskelse af hjørnetænder må foretages rutinemæssigt, men kun hvis der er vidnesbyrd om, at der er forårsaget skader på sopatter eller andre svins ører eller haler. Inden udførelsen af disse procedurer skal der træffes andre foranstaltninger til at forhindre halebidning og andre uvaner under hensyntagen til miljøet og belægningsgraden. Utilstrækkelige miljøforhold eller driftsledelsessystemer skal derfor ændres."

Arbejdsgruppen beskriver problemerne præcist: "Udbrud af halebid udgør et alvorligt dyrevelfærdsmæssigt problem i svineproduktionen" og "Hidtidige undersøgelser har desuden vist, at grisene føler en betydelig smerte ved selve kuperingen" og "Halekupering er ud fra en dyrevelfærdsmæssig betragtning imidlertid ikke en optimal løsning på problemer med halebid, da kuperingen ikke tager hånd om de bagved liggende årsager til halekuperingen". Arbejdsgruppen forklarer, at forekomsten af halebid er et symptom på, at det omgivende miljø ikke er optimalt, idet halebid kan relateres til en række faktorer, som belaster dyrene og at forskning viser, at "forekomsten af halebid kan reduceres ved forbedringer i grisenes nærmiljø, herunder f.eks. tildeling af større mængder halm, forøgelse af arealet pr. gris og forbedringer i nærklimaet." Mangel på relevant beskæftigelsesmateriale er en veldokumenteret faktor for udbrud af halebid, idet grisene ikke får opfyldt deres behov for at udføre en undersøgende adfærd. Halm kan desuden dæmpe igangværende halebidning. Også foder og fodringspraksis m.v. har betydning for udbrud af halebid, skriver arbejdsgruppen. Halekupering er forbudt i Sverige, Norge, Finland, Litauen og Schweiz.

Arbejdsgruppen "anerkender, at sådanne forbedringer ikke altid er praktisk gennemførlige under den nuværende produktionsform, men finder samtidig, at der bør arbejdes i denne retning, hvis det på sigt skal være realistisk at udfase brugen af halekupering." Arbejdsgruppen accepterer, at grisene lever under forhold, som er i modstrid med gældende lovgivning og hvor de i værste fald kan udvikle kannibalisme. Med formuleringen "på sigt" trækkes forbedringer i langdrag.

Uden bedøvelse halekuperes stort set alle danske pattegrise - ifølge landbruget for at reducere halebid. Arbejdsgruppen skriver: "Resultaterne af hidtidige undersøgelser vedrørende effekten af halekupering på risikoen for udbrud af halebid er sparsomme, modstridende og ofte baseret på spørgeskemaundersøgelser og slagteridata." og "Sammenfattende kan det konstateres, at der ikke er entydig dokumentation for, at kupering af haler reducerer forekomsten af halebid." og "Det skal i den forbindelse dog understreges, at halekupering højst kan reducere risikoen for halebid, idet udbrud af halebid også kan opstå blandt halekuperede svin." Halekupering er ikke et effektivt middel mod halebid. Men landmændene har tradition for halekupering og bruger halekupering som rutineløsning. Arbejdsgruppen skriver, at svineproducenternes "praktiske erfaringer" viser, at halekupering reducerer halebid, men at dette ikke understøttes af forskning. Vi konkluderer, at svineproducenterne har tillagt sig en dårlig vane, som de må vænne sig af med.

Arbejdsgruppen skriver: "En udbredt teori er, at en øget smertefølsomhed som følge af kuperingen gør grisene mere følsomme over for halekontakt, hvorved antallet af halebid reduceres. Tidlige undersøgelser har således konkluderet, at kuperede haler er mere smertefølsomme end intakte haler, idet nerverne i den sammenvoksede hale opnår en øget følsomhed. Intakte haler er derimod næsten følelsesløse."

"Kupering af halen hos nyfødte grise efterlader halen i en tilstand af superfølsomhed på grund af neurom-dannelse i halespidsen. Virkningen er således, at den kuperede gris i højere grad trækker halen til sig, når den udsættes for bid", skriver Den Danske Dyrlægeforening.

Halekuperede grise oplever smerte, hvis de kommer for tæt på andre grise - det kan nemt ske, fordi grisene holdes tæt. Da grises og menneskers nervesystemer ligner hinanden, vil halekupering ifølge vores oplysninger tillige kunne give fantom-smerter. At svineproducenter bruger smerte som løsning på problemerne, er i vores øjne en forkastelig og kritisabel metode og i strid med flere love og regler.

Halekupering er den mest brugte løsning for at forhindre halebid - ikke forbedringer af grisenes forhold. Arbejdsgruppen skriver: "De enkelte producenter vurderer i praksis behovet for halekupering ud fra de erfaringer, som de har fra deres egen besætning eller fra smågriseaftagerens besætning". Fortolkningen af loven overlades til svineproducenterne og myndighederne skal blot have en mundtlig forklaring fra svineproducenten om, at der fortsat er halebid i besætningen og at der er iværksat foranstaltninger for at løse problemerne. Dette sidste må være proforma, idet næsten alle pattegrise fortsat får klippet deres haler af. Myndighedernes accept af landmændenes praksis sætter loven ud af kraft.

Hvor længe må en landmand blive ved med at halekupere efter et udbrud af halebid i en stald? Arbejdsgruppen finder ikke, at der er "tilstrækkelig viden" til at fastlægge regler for, hvornår og hvordan de enkelte besætninger skal stoppe med at halekupere igen. VSP vil over en 5-årig periode afprøve modeller for, hvordan halekupering kan "aftrappes". Arbejdsgruppen skriver: "Arbejdsgruppen finder, at dette tiltag bør afventes, før der eventuelt fastsættes nærmere regler herom." Med en urealistisk tidshorisont overlader arbejdsgruppen det til svineproducenterne selv at finde ud af, om og hvordan de vil overholde lovgivningen.

Arbejdsgruppen forklarer omhyggeligt, at halebid ofte opstår i aftagernes stalde - ikke i staldene, hvor ungerne fødes og at producenterne af pattegrise klipper halerne af for at imødekomme aftagernes krav om at få leveret grise med afklippede haler. Arbejdsgruppen "finder det problematisk, at direktivets formuleringer ikke i tilstrækkeligt omfang tager højde for den måde, som produktion af svin foregår på i dag, hvor smågriseproducenter i vidt omfang producerer smågrise, som indsættes på andre besætninger, der har specialiseret sig i slagtesvinsproduktion." - lovgivningen er ikke indrettet landmændenes produk-tionsforhold, mener arbejdsgruppen og anbefaler derfor, at lovgivningen indrettes efter produktionsfor-holdene og ændres i EU-regi. Arbejdsgruppen foreslår bedre dokumentation for halebid "samtidig med, at det forbliver muligt fortsat at afsætte til en ukendt modtager" - det sidste betyder på almindeligt dansk, at arbejdsgruppen anbefaler, at svineproducenterne kan fortsætte som hidtil med at kupere grisenes haler.

Vi forstår ikke logikken: lovgivningen foreskriver, at forholdene skal indrettes, så grisene kan beholde deres haler, og arbejdsgruppen redegør for, hvordan det kan ske. Hvis uheldet skulle være ude, så kan en gris ifølge reglerne få kuperet sin hale også efter dets 4. levedøgn, hvis grisen gives længerevarende smertebehandling. Lovgivningen gælder i alle EU-lande, og derfor er det uden betydning, hvem der aftager smågrisene. Vi anbefaler, at Danmark arbejder for, at EU-regler om halekupering overholdes i alle EU-lande i stedet for at få ændret lovgivningen, så den passer til laveste fællesnævner.

Vi foreslår, at svineproducenterne og deres aftagere trækkes i EU-støtten i henhold til reglerne om krydsoverensstemmelse, hvis de ikke overholder lovgivningen - det middel plejer at være effektivt.

Dyr skal ikke tilskæres og tilpasses efter de forhold, de har eller får. Det skal være omvendt. Vi forlanger, at gældende lovgivning overholdes med omgående virkning.

RÅDETS DIREKTIV 2008/120/EF om beskyttelse af svin Bilag 1, punkt 8 omhandler halekupering af grise.

Kastration og halekupering: Dyreværnsloven skal omfatte lam og grise

4.5 Arbejdsgruppen udelader vigtige emner

Arbejdsgruppen behandler ikke væsentlige forhold. Følgende emner mangler bl.a. i rapporten:

1) RESTRIKTIV FODRING nævner arbejdsgruppen mange steder. En enig arbejdsgruppe skriver, at "der på nuværende tidspunkt ikke er en endegyldig løsning på problemet med sultne søer, hvis den restriktive fodring, som anvendes i dag, skal opretholdes". Så vidt vi kan se af rapporten, har arbejdsgruppen ikke taget det principielle i restriktiv fodring op til revision. Grise har behov for og er indrettet til at spise mange, små måltider i løbet af dagen, og da sult fører til mange lidelser og livstruende og dødelige sygdomme hos dyrene, ønsker vi, at denne fodringspraksis forbydes.

2) MOTION. Grise er af natur aktive og energiske dyr. Men så vidt vi kan se af arbejdsgruppens rapport, udelader arbejdsgruppen overvejelser, som specifikt omhandler grises behov for motion. Da dette har stor indflydelse på dyrenes helbred og almene velbefindende, ønsker vi, at grises behov for motion tages op snarest muligt med henblik på at sikre opfyldelsen af dette basale behov.

3) MEDICINMISBRUG. Danske grise får stigende mængder antibiotika, og både syge og raske dyr får antibiotika f.eks. gennem deres vand. Vi mener, at det vil være i overensstemmelse med kommissoriet, at arbejdsgruppen foreslår at ændre lovgivningen, så dyrene får forhold, hvor de har behov for langt mindre medicin. Efter vores opfattelse er det meget vigtigt, at arbejdsgruppen foreslår, at udelukkende syge dyr får medicin. Det ville have mange gavnlige effekter og samtidig fjerne mistanken om, at danske svineproducenter måske bruger antibiotika som vækstfremmer.

4) GRISES KOMMUNIKATION med hinanden samt overvejelser om dyrenes adfærd og sociale liv udelades af arbejdsgruppen. I spørgsmålet om halekupering nævnes ikke årsager til, at grise er født med haler og at grise bruger halerne i kommunikationen med hinanden. Vi ønsker, at arbejdsgrupper i højere grad inddrager dyrs adfærd m.v. i formuleringen af anbefalinger til ministerier.

5) TILTAG FOR AT IMØDEGÅ STRESS hos dyrene mangler. Stress er årsag til forskellige lidelser og sygdomme og vi ønsker derfor, at dette problem specifikt tages op.

6) NÆSERINGNING er tilladt på grise, som holdes udendørs. At rode i jorden med trynen er den mest karakteristiske og typiske adfærd for grise. Det norske Rådet for Dyreetikk skriver, at ringe forhindrer grise i at udføre en meget stærk biologisk trang, nemlig at bruge trynen. Grise er aktive dyr, og udegående grise bruger meget tid på at rode i jorden, også selvom deres næringsbehov er dækket. Det må antages at skabe betydelig frustration hos grise, når denne stærkt motiverede rodeadfærd medfører smerte, skriver Rådet og mener, at der er store dyrevelfærdsmæssige gevinster ved at lade grise motionere udendørs, men det kan ikke forsvare brug af trynering. Udendørs drift uden brug af trynering skulle fuldt ud være mulig, og det er et skridt i den gale retning at tillade et indgreb, som skal forhindre naturlig adfærd ved at påføre dyret smerte, skriver Rådet, som derfor stærkt fraråder at tillade tryneringe til grise. Vi er enige og ønsker dette problem taget op.

Trynering til gris. Rådet for Dyreetikk. 1998.

7) AMMESØERNES SITUATION behandler arbejdsgruppen ikke. En ammeso kan blive udsat for at skulle amme i ca. 7 uger i træk mellem metalbøjler på et betongulv. Vi ønsker, at ammesøers liv kortlægges hurtigst muligt med henblik på et forbud mod denne brug af søer.

8) ØRESÅR er ligeså vigtigt et problem som halebid, nævnes ofte i sammenhæng med halebid og ser ud til at være et stigende problem. Arbejdsgruppen kommer ikke ind på emnet. Vi ønsker, at dette problem tages op med henblik på en kortlægning og en varig og holdbar løsning på problemet.

9) TANDSLIBNING OG TANDKLIPNING nævner arbejdsgruppen ikke. Lovgivningen foreskriver, at haleklipning og formindskelse af tænder ikke må foretages rutinemæssigt, kun hvis det er påvist, at der er sket skader på sopatter eller andre svins ører eller haler. Inden udførelsen af disse procedurer skal der træffes andre foranstaltninger til at forhindre halebidning og andre reaktioner under hensyntagen til miljøet og belægningsgraden. Da svineproducenternes foranstaltning for at forhindre halebid er at klippe halerne af dyrene, løses problemerne ikke og det samme kan være tilfældet med hensyn til tandslibning og tandklipning. Sliber og klipper svineproducenterne pattegrisenes tænder rutinemæssigt? Vi ønsker dette problem belyst og eventuelt løst.

10) STRAFFERAMMERNE for at overtræde anbefalet og/eller gældende lovgivning nævner arbejdsgruppen ikke. Da dette punkt er en del af alle bekendtgørelser, love og regler, ønsker vi, at anbefalinger vedrørende strafferammer bliver en del af arbejdet for fremtidige arbejdsgrupper for hold af grise.

5 Nogle kommentarer

Når lovændringer er på vej, hævder dansk landbrug ofte, at hvis de pågældende ændringer gennemføres, så vil landbruget "blive nedlagt" eller "lukke". På trods af et stort genbrug virker "enten-eller"-retorikken stadig. Vi mener, at landbruget ikke på denne måde skal kunne forhindre ændringer i love og regler, men skal indrette sig på samme måde som andre erhverv må, når der sker lovændringer.

Arbejdsgruppen tillægger økonomi større vægt end kommissoriet og anbefalinger udskydes bl.a. på grund af "manglende viden" om økonomi. Dyrenes Beskyttelse udtaler i artiklen: "Fire års forhandlinger til gavn for svineproducenternes økonomi", at det barske produktionsliv, som er virkeligheden for danske grise, ikke ændres synderligt via anbefalingerne i rapporten. "Situationen er som for fire år siden, og der foreslås ikke forbedringer, som for alvor kan afhjælpe de lidelser, som de mange millioner dyr dagligt udsættes for. Det er meget skuffende, at fire års arbejde ender med at vægte svinebranchens økonomi tungere end dyrenes velfærd", udtaler Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse. Foreningen er uenig i alle rapportens anbefalinger.

Produktionen af svinekød i Danmark er for stor, hvilket bl.a. afspejles i priserne og EU-betalt oplagring af svinekød. Landbruget påstår, at forbrugerne ikke vil betale for, at dyrene får bedre forhold. Størstedelen af den danske produktion af grise eksporteres enten i levende live eller som kød. Denne produktion har danske forbrugere ingen indflydelse på. Når dette sammenholdes med, at svineproducenterne lægger mest vægt på kvantitet og ikke kvalitet, så er det helt afgørende, hvad lovgivningen foreskriver. Det er producenternes opgave at formidle information om deres produkter.

Dyrenes Beskyttelse: Fire års forhandlinger til gavn for svineproducenternes økonomi

Film om grise i intensive besætninger

Pig Business:

Trailer til Pig Business

Hele filmen Pig Business

Hjemmesiden Pig Business

Compassion in World Farming:

Illegal pig farming conditions exposed in new EU investigation

Film: Pig farm investigation by Compassion in World Farming

Food Inc.:

Trailer til Food Inc

Hele filmen Food Inc

Film om en dygtig gris

Sisse samler skrald

Sisse springer ud af skabet

Sisse åbner æsker

20. februar 2011. Aktive Dyrerettigheder

Tilbage til forsiden