Er det en måde at sige tak?

Hvert år får mange mennesker i dette land dyrlægen til at aflive tusindvis af sunde og raske hunde og katte. Læs Helle Lenschows brev fra den 2. januar 2008 om vores brug-og-smid-væk-samfund:

Er det en måde at sige tak?

Af Helle Lenschow, studerer til dyreadfærdsterapeut.

Når jeg lukker et dyr ind i mit hjem, lukker jeg samtidig en lille ven ind i mit hjerte.

Gennem årene har mange dyr fået hver deres plads der. Selv efter, at de er døde, kan jeg altid finde dem frem, mindes vores gode og sjove stunder, savne lidt og elske på trods af, at dyret rent fysisk ikke er her mere. Mindet om en kær ven, kan end ikke døden udslette. Ikke når der er tale om sand kærlighed, som den man kun finder blandt rigtige venner.

Det er så let at knytte sig til et dyr, synes jeg. De er spontane, morsomme, kærlige og ejer ikke skyggen af skjulte dagsordener. Modsat nogle mennesker.

Når jeg lukker et dyr ind i mit hjerte, får det lov at bo der for evigt. Det er en del af det at eje kæledyr. At lukke det fuldt og helt ind i hjertet. At elske dette lille væsen, der lever og ånder kun for mig, at vise det respekt og at behandle det på en måde, så det får lov at være dyr men med de fordele, der følger med at vide sig tryg og sikker.

Jeg kunne aldrig drømme om at anskaffe mig et kæledyr for en uge, en måned eller to år. Min beslutning er velovervejet. Den gælder hele dyrets liv.

Når jeg tænker på, hvad jeg får igen, er det kun en ringe pris at betale.

Den lette løsning

Ikke alle tænker fordele og ulemper igennem, inden de køber et dyr. På nettet kan du byde på katte og hunde til en startpris af en krone. Det ryster mig.

Ingen dyr bør være gratis, for desværre findes der mennesker, der måler dyrets værdi på kolde kontanter. I modgang er det derfor lettere at svigte det dyr, der intet har kostet.

Som den lille terrier, jeg mødte forleden. Gennem tre år havde han tjent sin ejer på godt og ondt. Været der hver gang ejeren havde behov for det, elsket, bragt latter til familien og spredt glæde i nabolaget.

Men nu var han et problem. I vejen. Uønsket. Til gene. Hvalpetiden var ovre. Han havde ikke længere familiens interesse.

Ejerne ville ikke arbejde med hundens adfærd men havde allerede besluttet sig for at aflive. I stedet kunne de bare få en anden hund. En mere familievenlig hund, som de sagde.

Jeg så på den lille fyr, som så tilbage med brune øjne. Han viste ikke, hvad vi talte om. Ejeren ville ikke høre. De havde tidligere aflivet deres gamle blandingshund. Helt uden grund. Den gang ville de bare hellere have en terrier. Jeg fik en måned til at forsøge at finde terrieren et nyt hjem.

Lukkede hjerter

I det aktuelle tilfælde endte sagen godt. Terrieren fik et nyt hjem, og familiens og mine veje skiltes. Men vi var ikke just venner.

Foto: Copyright Søren Hansen

I dag tænker jeg på, om de nogensinde gjorde alvor af deres trusler og hentede en ny og mere familievenlig hund. Om den hund stadig lever i dag, eller om den måtte lade livet, ganske som de forrige, når familien havde mistet den første interesse? Og om de så bare har fået en ny hund. Og en ny…

Døde hunde sladrer ikke. De lider heller ikke mere. Tvært imod er det familien, der står som den store taber i mine øjne. Deres hjerter er lukkede.

Lukkede for den rene og ubetingede kærlighed, som kun tilfalder mennesker, der tør elske et lille kæledyr helt og fuldt. Der tør give dyret den plads i ejerens hjerte, som dyret fortjener. Der tør anskaffe sig et dyr, selv om vi ved, at vi køber mange glæder og én stor sorg. Der tør bevare mindet om en elsket ven i hjertet for altid og af og til lukke op for de gamle minder. Også selvom de stadig smerter en smule.

Kæledyr giver os så utroligt meget, at folk uden dyr slet ikke kan fatte det. Følelsen af nærvær og ubetinget ren kærlighed er ubeskrivelig. Er en smule respekt for et lille liv for meget at kræve til gengæld?

I familiens øjne var terrieren bare en hund. De snød sig selv. Havde de turdet se på ham for alvor, med åbne hjerter, ville de måske have forstået, hvad han var. En hund – ja bestemt! Og en dyrebar lille stjerne.

Foto: Copyright Bente Jørgensen

Læs også:

Historien om Pjevs

Du gjorde en killing fortræd

Tysk par hjælper danske katte

Hvor er du om 15 år?

Killingen på rastepladsen

Hjælp udstødte og forvildede katte

Alt for mange raske hunde aflives

Udtalelse om katte

3. januar 2008. Aktive Dyrerettigheder

Tilbage til forsiden