forside
omos
indmeldelse
materiale
lovgivning
pressemeddelelser
Links
dyrlægens klumme
dyretransporter
forsøgsdyr
heste
landbrugsdyr
tamdyr
vilde dyr
 
 
Foto: Copyright B. J. 
Støt filmen MAD A/S! 
 
 
Foto: Copyright S.H. 
Underskrifter mod Landbrugsloven 
 
 
Foto: Copyright C. L. 
Advarsel mod køb af 
indsmuglede hvalpe
 
 
 
Foto: Copyright S. H. 
Læs breve fra os 
 
 
Foto: Copyright B. R. 
Deltag i høringer! 
 

Skuldersår: Søer er retsløse

 
 
Foto: Copyright Ju. M.
 

Flere og flere søer i dansk landbrug får alvorlige og dybe skuldersår og antallet af aflivede søer er steget voldsomt de sidste 10 år. Et flertal i Folketinget vil have undersøgt de døde dyr for at finde årsager til aflivninger og død og samme flertal har nu et forslag om grise på vej.

 

Af Per Bennicke og Bente Jørgensen

Intet sted i lovgivningen er der fastsat krav til plads i farestaldene og søer klemt inde mellem metalstænger er almindelig praksis. Både nye og gamle regler er under al kritik og elendigheden vil fortsætte, indtil Christiansborg standser dyremishandlingen. Det har hastet i årevis.

 

DRs program 21 Søndag

I programmet 21 Søndag den 25. februar 2007 tog DR1 fat i problemet og viste billeder af de alvorlige og dybe skuldersår, som danske søer lider under. 21 Søndag skrev i sin reklame for udsendelsen: "Dyrevelfærden i de danske svinestalde halter. Eksempler på søer, der ligger med åbne sår på skuldrene er ikke sjældne. På kun et år er antallet af politianmeldelser af de berygtede skuldersår på svin blevet tidoblet, og branchen må nu erkende, at indsatsen for at forhindre skuldersår på svin har slået fejl."

21 Søndags vært Anders Bech-Jessen og hans hold kontaktede blandt andet afdelingsdyrlæge Jens Lyhne Christensen ved Fødevareregion Syd. Afdelingsdyrlægen udpegede dyr med skuldersår, hvor knogler stak ud gennem huden og udtalte: "Det er synd for søerne" og "Det er en tragedie". Afmagrede, udslidte og rystende dyr defilerede forbi kameraet på vej til slagtning.

I udsendelsen viste Torben Poulsen, formand for de Danske Svineproducenter, rundt i sin stald og udpegede en so med en trykning. Den kunne udvikle sig til skuldersår, fortalte Torben Poulsen og forklarede til kameraet, at skuldersår opstår, når en so ligger for meget på den ene side. Torben Poulsens søer havde så lidt plads, at de ikke kunne gå eller vende sig. Og i hans stald så man grise, som manglede en meget stor del af halen. For meget?

 

Flertal for at undersøge de døde

Antallet af søer, som blev indleveret til destruktionsanstalterne i 2006, er det højeste nogensinde, skrev Jyllands-Posten den 5. marts. I 2006 modtog destruktionsanstalterne 169.500 søer og orner - det er en fordobling på 10 år. Den 6. marts skrev samme dagblad i artiklen "Flertal for svine-indgreb", at et politisk flertal bestående af De Radikale, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten ønsker at få undersøgt, hvorfor antallet af aflivede søer stiger og om nogle landmænd mishandler deres grise og afliver dem for at undgå bøder og dyreværnssager.

Per Clausen, medlem af Folketinget for Enhedslisten, oplyste den 23. marts til os, at oppositionen har et forslag på vej om søer og grise i det hele taget og at oppositionen håber, at Dansk Folkeparti støtter forslaget. Christian H. Hansen, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti oplyste samme dag til os, at Dansk Folkeparti efter al sandsynlighed vil komme til at støtte oppositionens forslag, men at forhandlingerne om tekstens ordlyd ikke er færdige.

 
 
Foto: Copyright Ju. M.

Regler om plads findes ikke

Lovgiverne har ikke fastsat regler om plads i konventionelle farestalde, hvor søerne føder og ungerne dier og tillader dermed, at landmændene holder søerne klemt inde mellem metalstænger i enkeltbokse. Mange opstaldes på den måde hele livet; først fra 1. januar 2013 skal de holdes i løsdrift mellem faringerne. "Svinestaldene skal være indrettet således, at hvert svin kan lægge sig samt hvile og rejse sig uden besvær" foreskriver § 12 i Bekendtgørelse om beskyttelse af svin fra den 6. maj 2003. Søer er gennem de senere år blevet større og større både i længden og bredden, men det er boksene ikke. I praksis kan de hverken gå eller vende sig og de kan ikke tage sig af deres unger og have kontakt med dem.

Og først den 1. januar 2013 har alle søer krav på "permanent adgang til en tilstrækkelig mængde halm eller andet manipulerbart materiale, der kan opfylde deres behov for beskæftigelses- og rodemateriale".

 

Sår har været kendt i årevis

Flere politikere var forargede over 21 Søndags billeder af skuldersår og udtalte, at det skal der gøres noget ved. Men problemet har været kendt i årevis. F.eks. har Fødevarestyrelsen gennem en årrække informeret grundigt om sårene og materialet er frit tilgængeligt for alle. Også Det Veterinære Sundhedsråd har påvist problemerne, blandt andet i sin årsberetning for 2004 - et af de værste dokumenter, der er offentliggjort på dansk grund om dyremishandling. Grise har hovedrollen i beretningen. I dette rædselskatalog kan man se, at mange søer har skuldersår af værste grad på begge sider af kroppen. Det Veterinære Sundhedsråd udtrykker bekymring for søerne og antager, at deres situation vil blive endnu værre.

 

2003: Det skal stoppes omgående

I november 2003 skrev Fødevarestyrelsen "Alvorlige skuldersår hos grise er en overtrædelse af dyreværnsloven" og Det Veterinære Sundhedsråd udtalte i samme skrivelse, at skuldersår typisk kommer i stalde, hvor søerne ligger ned på et hårdt underlag, mens de har smågrise, der dier. Udviklingen af kroniske skuldersår påfører søerne en betydelig smerte og lidelse og er tegn på manglende omsorg overfor dyrene. Daværende fødevareminister Mariann Fisher Boel udtalte dengang: "Det er helt uacceptabelt, at nogle landmænd behandler dyr på en sådan måde, at de får skuldersår. Det er dyremishandling og skal stoppes omgående."

 

2004: Vi kan ikke leve med skuldersår

Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke sagde i januar 2004, at skuldersår hos søer var udtryk for generelle problemer, som "vi ikke kan leve med". Det blev en af hovedopgaverne for 2004 at gøre op med de mange sager, udtalte han til Politiken. Resultatet kan ses i Det Veterinære Sundhedsråds årsberetning for 2004, som viser en betydelig stigning i sager om skuldersår og grise i det hele taget.

 

2006: Landbruget mangler "kuren"

 
Foto: Copyright Ju. M.

Dansk Svineproduktions direktør Orla Grøn Pedersen kommenterede i sin beretning ved årsmødet i oktober 2006 de mange skuldersår. Antallet af politianmeldelser for skuldersår eksploderer, erhvervet har et meget alvorligt problem, sagde han.

"Vi må ikke acceptere søer med alvorlige skuldersår. Og vi gør endog meget klogt i at vise, at vi selv kan løse problemet, inden andre blander sig, idet det igen er ved at komme på den politiske dagsorden", meddelte Orla Grøn Pedersen forsamlingen og oplyste, at: "Vi har haft oplysningskampagne med fokus på skuldersår, vi har undersøgt om skuldersår er arveligt, vi har set på staldsystemer, vi har prøvet sårbehandling og plastre, vi har søgt viden udenlands – men vi har endnu ikke fundet kuren, hvor vi helt kan undgå skuldersår."

"Det er dybt problematisk for retssikkerheden", når en landmand risikerer at blive anmeldt til politiet på grund af gamle skuldersår, udtalte Orla Grøn Pedersen. Derfor er Dansk Svineproduktion gået i dialog med myndighederne om at få ændret reglerne. Landmanden skal "tvinges" til at gribe ind og en dyrlæge skal kontrollere, at "tingene er gået rigtigt for sig". Til gengæld skal procedurerne på slagteriet ændres, så landmændene kan få slagtet grise med gamle skuldersår uden at blive meldt til politiet, mente Orla Grøn Pedersen på årsmødet.

 

2007: Mere Damage Control

"Det vi så på tv søndag aften var helt uacceptabelt. Det skal der gøres noget ved med det samme. Derfor har Landbrugsraadet og Dansk Svineproduktion straks indgået en aftale med Den Danske Dyrlægeforening, så vi kan komme det dyrplageri til livs hurtigst muligt," udtalte Peter Gæmelke om 21 Søndags udsendelse.

Også www.landbrugsavisen.dk skrev om aftalen. I artiklen "Månedligt tjek skal stoppe skuldersår", skrev avisen i februar, at Landbrugsraadet, Dansk Svineproduktion og Den Danske Dyrlægeforening dagen før indgik en aftale, som "skal sætte en effektiv stopper for problemerne med skuldersår". Ifølge Landbrugsavisen vil de tre parter udarbejde en handlingsplan med følgende hovedpunkter, som skal indgå i dyrlægens månedlige besætningsbesøg:

1. Faste rutiner for den kontrol af søer

2. Indsats på fodringsområdet, så huldstyringen bliver bedre

3. Fokus på staldindretning

4. Information om brug af hjælpemidler - herunder gummimåtter

5. Procedurer for behandling af dyr med skuldersår

6. Systemer til udpegning af besætninger med risikodyr og særlige problemer.

Landmænd, som har mange dyr med skuldersår, skal have udarbejdet en særlig rådgivnings- og handlingsplan, som bl.a. involverer en landbrugsrådgiver og dyrlægen.

 

Dyrlægernes dobbeltrolle

Den Danske Dyrlægeforening ønsker, at rådgivning og kontrol adskilles, fordi landmændene ikke tåler kritik, skrev Dyrlægeforeningen i maj 2003 og i november 2003 påpegede Dyrlægeforeningen, at "De praktiserende dyrlæger er i klemme i en dobbeltrolle", fordi "Problemet er, at den praktiserende dyrlæge er ansat som rådgiver for landmanden. Samtidig har samfundet pålagt dyrlægen at være den, der anmelder landmanden i alle former for dyreværnssager", skrev dyrlægerne og fortsatte: "Det betyder, at vi kan risikere at blive fyret, hvis vi er for strikse over for landmanden, der jo også er vores arbejdsgiver".

 

Til politikerne: Lav lovene om!

Skuldersår hos grise er et stort og veldokumenteret problem, som har været kendt i årevis. Mange alvorsord er sagt om situationen, men ingen af dem har hjulpet dyrene. Det er oven i købet undersøgt, om skuldersår er arvelige! Dyr mishandles, men landbruget prøver at placere årsagen til sårene hos dyrene, ikke hos sig selv og kæmper med næb og kløer for at kunne fortsætte med at holde søer mellem jernstænger på den bare beton uden bevægelse, uden beskæftigelse og uden rodemateriale. At politikerne ikke har fastsat pladsforhold i farestaldene, er en hån mod dyrene og en af årsagerne til, at det går så galt. Men vi ser ingen planer om mere plads - heller ikke landbrugets nye aktionsplan kommer ind på de tanker.

Skuldersår kan sammenlignes med det gammelkendte decubitus/liggesår hos mennesker og har intet med arvelighed at gøre, men handler blandt andet om manglende bevægelsesfrihed. Krav om yderligere undersøgelser må i vores øjne begrundes i endnu et bevidst og kalkuleret forsøg på at trække tiden ud med hensyn til at skaffe bedre forhold for dyrene.

Dansk Svineproduktion vil have ret til at indlevere grise med skuldersår uden at få bøder. De forlanger med andre ord, at samfundet accepterer skuldersår. Det kan naturligvis aldrig komme på tale - hverken nye eller gamle skuldersår kan tolereres.

Landbruget lægger en del af ansvaret over på dyrlægerne i den nye plan. Dét accepterer dyrlægerne, selvom deres loyalitetsproblem er uløst. Hvis alle dyrlæger i hele landet levede op til deres ansvar ifølge Dyreværnsloven, kunne de standse mange tilfælde af grov dyremishandling. Politikerne må løse problemet.

Udover skuldersår lider danske grise blandt andet af: Blødende mavesår, infektioner, brok, bylder, blodforgiftning, brækkede lemmer, knoglemarvsbetændelse, kroniske og nekrotiserende sår, kronisk lungehindebetændelse, bughindebetændelse og nekrotiserende øre- og halebid. Dødeligheden er høj i staldene. Og forholdene er særdeles veldokumenterede af blandt andet Fødevarestyrelsen og Det Veterinære Sundhedsråd. Virkeligheden står i et grelt modsætningsforhold til Dyreværnslovens første paragraffer.

Hvorfor har tidligere kampagner ikke virket? Hvorfor skal dyrlæger tjekke, om "tingene er gået rigtigt for sig"? Kan landmændene ikke passe dyr eller mangler viljen? Svineproducenterne ønsker ikke negativ omtale og "indblanding". Vi mener, at den nye aktionsplan blot skal forhindre lovindgreb og reparere på et i forvejen flosset image.

 
Foto: Copyright Kirsten van Deurs 

Afdelingsdyrlæge Jens Lyhne Christensen har ret. Det er en tragedie. Dansk landbrug magter ikke opgaven. Og da både nye og gamle regler er under al kritik, vil elendigheden fortsætte, indtil politikerne og lovgiverne tager ansvar for dyrene og skaber nogle rammer, hvor dyrene kan trives.

Det har hastet i årevis.

 

Se DR1s udsendelse her: www.dr.dk/soendag

 

Det Veterinære Sundhedsråds årsberetninger:

Tatoveringshammeren og andre sager

Skuldersår hos søer fylder meget i 2004

Det Veterinære Sundhedsråds årsberetning for 2004 (PDF)

 

Fødevarestyrelsens hjemmeside: www.fvst.dk

 

Læs også:

Samarbejde om skuldersår

Læserbrev: Vi finder os i dyremishandling

Skuldersår - igen

Kontrol af landbrugsdyr, 2005

Kontrol med veterinær medicin, 2004 og 2005

Rådgivning og kontrol skal adskilles

Alvorlige skuldersår er en overtrædelse af dyreværnsloven

Kritik tåles ikke

 

23. marts 2007. Aktive Dyrerettigheder


 

Tilbage til forsiden