|
Skuldersår hos grise
Fødevarestyrelsen udsendte den 19. november 2003 denne pressemeddelelse om skuldersår hos grise. Da problemet er mere aktuelt end nogensinde, bringer vi oplysningerne her:
Alvorlige skuldersår hos grise er en overtrædelse af dyreværnsloven
Fødevaredirektoratet har i dag instrueret fødevareregionerne om, at alvorlige skuldersår hos søer er en overtrædelse af dyreværnsloven og skal meldes til politiet. Praktiserende dyrlæger vil modtage samme instruktion.
Baggrunden er en undersøgelse fra Landbohøjskolen, der viser, at mere end 3.400 ud af de ca. 480.000 søer og orner, der slagtes årligt, har meget alvorlige skuldersår.
Fødevaredirektoratet har bedt Det Veterinære Sundhedsråd om at se på sagen. Det Veterinære Sundhedsråd udtaler, at skuldersårene typisk kommer i stalde, hvor søerne ligger ned på et hårdt underlag, mens de har smågrise, der skal die. Det Veterinære Sundhedsråd konkluderer, at udviklingen af disse kroniske skuldersår påfører søerne en betydelig smerte og lidelse og er tegn på manglende omsorg overfor dyrene.
Skuldersår kan undgås, hvis søerne får et blødere underlag at ligge på. Derfor er det vigtigt, at forholdene i stalden tilgodeser dyrenes behov, konkluderer Rådet.
Hvis fødevareregionen eller dyrlægen konstaterer mildere tilfælde af skuldersår hos søer, skal landmanden have at vide, at han skal gribe ind og løse problemet. Hvis man konstaterer alvorlige tilfælde af skuldersår hos søer, er det en overtrædelse af dyreværnsloven og landmanden skal meldes til politiet.
Fødevareminister Mariann Fisher Boel udtaler: "Det er helt uacceptabelt, at nogle landmænd behandler dyr på en sådan måde, at de får skuldersår. Det er dyremishandling og skal stoppes omgående. Det er et fælles ansvar for landbrug, praktiserende dyrlæger og myndigheder at sætte ind over dette alvorlige problem".
Om Det Veterinære Sundhedsråd
Det Veterinære Sundhedsråd afgiver udtalelser om veterinære spørgsmål, hvis en offentlig myndighed eller parter i straffesager og borgerlige sager beder om det. Rådet skal være rådgivende for ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri i sager af principiel karakter vedrørende forhold af veterinær betydning.
Kontaktperson:
Veterinærinspektør Birte Broberg, telefon 3395 6096.
16. september 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|