|
EU-parlamentet stopper for illegalt træ
Billede: Copyright S.H.
|
EU-Parlamentet har med et stort flertal vedtaget, at der endelig bliver lavet EU-regler, som forbyder handel med illegalt fældet træ inden for EU’s grænser. Dermed gør EU, som er et af verdens største markeder for træ, nu et reelt forsøg på at stoppe den massive illegale afskovning, skriver Greenpeace i en pressemeddelelse.
Læs pressemeddelelsen fra Greenpeace fra den 7. juli 2010 her:
EU parlamentet sætter en stopper for illegalt træ
Amazonas bliver ødelagt med alarmerende hast. Ikke mindst som følge af jagten på værdifuldt tømmer og på konvertering til landbrugsjord.
Strasbourg, Belgien — Det var med et overvældende flertal, at EU Parlamentet i dag sikrede, at der nu endelig bliver lavet EU-regler, som forbyder handel med illegalt fældet træ inden for EU’s grænser.
Med stemmerne 644 for, 25 imod og 16 blanke godkendte EU Parlamentet nemlig det kompromis om en forordning om markedsføring af træ- og træprodukter, som 16. juni i år blev indgået mellem det spanske EU formandskab, EU kommissionen og EU parlamentets ordfører. Der mangler stadig grønt lys fra Rådet, men det er blot en formalitet, og loven kan derfor betragtes som vedtaget.
”Efter otte års tovtrækkeri kan vi i dag glæde os over, at EU, som er et af verdens største markeder for træ, endelig gør et reelt forsøg på at stoppe den massive illegale afskovning. Med dagens afstemning er EU nu godt i gang med at lukke dørene for de virksomheder, der alt for længe har tjent penge på handel med illegalt og dermed oftest destruktivt fældet træ. Den danske regering fortjener ros for, at EU er nået der til,” siger Jan Søndergård, politisk rådgiver i Greenpeace Norden.
På verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i 2002, støttede EU uden forbehold en global handlingsplan, der krævede øjeblikkelig bekæmpelse af handel med illegalt træ og andre skovprodukter. Men først nu vedtager EU altså endelig en lov, som forbyder markedsføring af ulovlig fældet træ- og træprodukter i EU. Via et påpasselighedssystem skal virksomheder, der første gang markedsfører træ- og træprodukter på EU's marked, kunne spore træet tilbage til oprindelseslandet og sige god for træ, der potentielt er fældet illegalt.
En ny FN-rapport (1) fastslår, at der på verdensplan siden år 2000 er forsvundet oprindelig skov svarende til et areal på størrelse med Tyskland og Danmark tilsammen. Hvis vi skal bremse skovfældningens bidrag til den globale klimaforandring og tab af biologisk mangfoldighed, bør afskovning globalt stoppe i 2020. I dag vurderes det, at mellem 16 og 19 pct. af det tømmer, som EU importerer, er illegalt fældet.
EU’s nye skovforordning er et vigtigt skridt til at forhindre salg af illegalt fældet træ i EU men indeholder beklageligvis nogle huller. Dels fordi et flertal af medlemsstater modsatte sig straffe og sanktioner på EU-niveau for virksomheder, som evt. overtræder reglerne, dels fordi de sagde nej til at lade trykt materiale være omfattet af EU-reglerne i de første fem år eller mere, og dels fordi de besluttede, at loven først skal træde i kraft om to år.
”EU’ s nye skovforordning er et godt første bidrag til at bremse den destruktive afskovning, men bør følges op af andre tiltag. Blandt andet ved at bremse EU’s destruktive ”fodaftryk” på verdens skove ved den i dag destruktive fælles landbrugspolitik og jagten på biobrændstoffer til EU’s tørstige biler, som begge bidrager til fældning af regnskoven”, slutter Jan Søndergård.
Noter:
1) UN Food and Agriculture Organization (FAO), Global Forest Resource Assessment 2010, Key findings
Greenpeace's film og fotos:
Find film her
Se fotos her
Kontaktinformation:
Jan Søndergård, politisk Rådgiver, Greenpeace Norden, +45 2896 9026
Christina Koll, pressemedarbejder, Greenpeace Norden, +45 2810 9021
Jack Hunter, communications officer, Greenpeace EU, (+32) (0) 476 98 85 84 (mob.)
Læs denne rapport fra Greenpeace:
Landbrugets klimapåvirkning kræver øjeblikkelig handling
Læs flere pressemeddelelser fra Greenpeace Danmark
Læs også:
NGOer slår alarm: Palmeolieplantager er ikke skov
WSPA: Orangutangerne dør - hjælp deres unger med at overleve
Svenske dyr skal have svensk foder
WWF: Vi mangler tre kloder!
Landbrugets dyrehold og klimaet
Grillfest på naturens regning?
Oliepalmer skal ikke erstatte regnskov
Skove ryddes i stor stil i Amazonas
21. juli 2010. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|