|
Fortsat behov for fokus på dyrevelfærden
Fødevarestyrelsen offentliggjorde den 12. september 2006 sin status for kontrol af besætninger i 2005. Læs Fødevarestyrelsens pressemeddelelse her:
Fortsat behov for fokus på dyrevelfærden
Fødevarestyrelsen har lavet en status på kontrollen med dyrevelfærd i 2005. Den viser, at det stadig halter med dyrevelfærden både i besætningerne og under transport. I 2005 har Fødevarestyrelsen konstateret et øget antal politianmeldelser, både hvad angår forhold i besætningerne og ved transport af dyr.
De forhold, der er indskærpet hyppigt i kvæg- og svinebesætninger i 2005 er de samme, som også blev indskærpet hyppigt i 2004. Det handler blandt andet om syge og tilskadekomne dyr, der ikke bliver passet godt nok eller bliver sendt ud af sted til slagteriet, selvom de er for syge eller svage til at klare transporten.
Mange af overtrædelserne er dog også fejl af mere administrativ karakter, som ikke direkte har betydning for dyrenes velfærd. Det er fx forkert opbevaring af medicin eller manglende registrering af døde dyr.
Fødevarestyrelsen har kontrolleret dyrevelfærden i ca. 2.300 besætninger i 2005. Kontrollen er foretaget i 5% af besætninger med mere end 10 landbrugsdyr og heste. De 65% af kontrollerne er foretaget i besætninger med svin eller kvæg, som udgør størstedelen af produktionsbesætningerne. Reglerne om dyrevelfærd er blevet indskærpet for i alt 1.695 forhold, og der er anmeldt i alt 82 besætninger til politiet. Hertil kommer et større antal politianmeldelser i forbindelse med dyretransporter.
De mest hyppige overtrædelser af reglerne i kvægbesætninger er, at kalve ikke har permanent adgang til drikkevand og at kalve anbringes i enkeltbokse, så de ikke kan se og røre ved andre kalve.
Foto: Copyright Ju.M.
|
I svinebesætninger er det mest hyppige problem, at dyrene ikke har permanent adgang til beskæftigelses- og rodemateriale. Der har været i alt 46 politianmeldelser af landmænd, heraf 29 der ikke har passet syge og tilskadekomne svin godt nok.
Omkring dyretransporter er der sket en stigning i antallet af højdrægtige kreaturer, som sendes ud på transporter, selvom det ikke er tilladt. Der sendes også fortsat svin af sted på transport, selvom de fx har skadede ben eller sår på skulderne.
Mere kontrol med dyrevelfærden
Fødevarestyrelsen mere end fordoblede antallet af kontroller med dyrevelfærd fra og med 2004. Dyrevelfærden er yderligere styrket med en særlig handlingsplan, der blev vedtaget i december 2005. Handlingsplanen omfatter blandt andet et særligt rejsehold for dyrevelfærd, som har arbejdet siden 1. juni i år.
Husdyrproducenterne vil også selv rette mere fokus på dyrevelfærden, da der er iværksat et arbejde med at etablere egenkontrol med dyrevelfærd i besætninger.
Ny pjece om kontrolbesøg af dyrevelfærd til husdyrproducenter
Hvad foregår der under et kontrolbesøg af dyrevelfærd, og hvilke problemer støder kontrollørerne oftest på, når de besøger de danske husdyrbesætninger? Det kan man få svar på i en pjece, som Fødevarestyrelsen udsender i dag. Pjecen henvender sig til producenter af alle husdyr, og giver et indblik i, hvad der foregår, når kontrollørerne fra fødevareregionerne kommer på besøg. "Kontrol af dyrevelfærd" kan rekvireres gratis hos Fødevarestyrelsen på T: 3395 6000 mellem 9.00-12-00.
Fødevarestyrelsens rapport for 2005 kan læses og printes ud i pdf-format her:
Fødevarestyrelsens kontrolrapport for 2005
Kontakt:
Leder af dyrevelfærdsrejseholdet, Karsten Krogsgaard Madsen, T: 3395 6601
Specialkonsulent i Fødevarestyrelsen, Birte Broberg, tlf. 3395 6096
14. september 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|