|
Bluetongue i Danmark
Fødevarestyrelsen udsendte den 13. oktober 2007 en pressemeddelelse om husdyrsygdommen bluetongue efter at en besætning med får på Lolland er blevet ramt af bluetongue. For at begrænse spredning af sygdommen er der indført restriktioner i store dele af det sydlige Danmark.
Foto: Copyright Søren Hansen
|
Fødevarestyrelsen har oprettet en hotline, hvor man kan få svar på spørgsmål om bluetongue. Hotlinen har telefon 7013 0012 og er åben alle hverdage. På sin hjemmeside har Fødevarestyrelsen desuden oprettet et tema om bluetongue.
Fødevarestyrelsen oplyser til os, at alle drøvtyggere kan rammes af sygdommen, men ikke f.eks. heste.
Læs Fødevarestyrelsens pressemeddelelse fra den 13. oktober 2007 med information om symptomer, restriktioner og retningslinjer her:
Udbrud af husdyrsygdommen bluetongue på Lolland
En besætning med får ved Sakskøbing på Lolland er blevet ramt af husdyrsygdommen bluetongue. For at begrænse spredning af sygdommen, er der indført en række restriktioner for bedrifter med kvæg, geder, får og hjorte indenfor en radius på 150 km omkring den ramte besætning, og der er ekstra skrappe regler på Lolland og Falster. Store dele af det sydlige Danmark er allerede ramt af restriktioner på grund af udbrud i Tyskland.
Bluetongue overføres med mitter, der er små flyvende insekter. Dyrene smitter altså ikke direkte hinanden. Sygdommen rammer ikke mennesker.
Der er i alt 250 dyr i den lollandske besætning, men kun ét dyr har haft symptomer på sygdommen. Der tages nu prøver fra alle de andre dyr for at se, om flere er smittede.
"Det er ikke nogen overraskelse, at vi nu ser et udbrud af bluetongue på Lolland. Sygdommen har spredt sig eksplosivt i løbet af de seneste måneder op gennem Europa. Vi havde håbet at kunne undgå at få sygdommen til Danmark i år, da der er færre mitter i efteråret og vinteren. Vi forventer nemlig, at der næste år er udviklet en vaccine. Men desværre er sygdommen allerede nu kommet til Danmark", siger veterinærdirektør Jan Mousing, Fødevarestyrelsen.
Besætninger med kvæg, får, geder og hjorte i følgende kommuner er nu underlagt en række restriktioner på grund af bluetongue. Restriktionerne vil gælde i mindst 2 år:
Alle sjællandske kommuner
Alle fynske kommuner
Samt følgende kommuner: Tønder, Aabenraa, Sønderborg, Haderslev, Ærø, Langeland, Lolland, Guldborgsund og Samsø.
Foto: Copyright Søren Hansen
|
For udbrudsområdet Lolland og Falster er der indført en række supplerende restriktioner.
Fordi sygdommen spredes af mitter, kan der komme flere udbrud af sygdommen indenfor den nærmeste tid. Derfor er det vigtigt, at besætningsejere holder godt øje med dyrene. Hvis de viser tegn på bluetongue, skal man straks kontakte sin dyrlæge.
Aktuelle informationer på hjemmesiden og telefonhotline
Fødevarestyrelsen har oprettet et særligt tema om bluetongue på hjemmesiden www.fvst.dk der løbende opdateres med aktuel information og svar på de oftest stillede spørgsmål om sygdommen. Her finder man også en bekendtgørelse om restriktionszonen og et kort over, hvilke dele af Danmark, der er omfattet af restriktionerne. Fremtidige ændringer af restriktionszonen vil blive offentliggjort på hjemmesiden.
Fødevarestyrelsen har desuden oprettet telefonhotline om bluetongue. Telefonerne er åbne på hverdage fra kl. 9-16 på tlf. 70 13 00 12.
Hvad er bluetongue?
Bluetongue skyldes et virus. Sygdommen smitter ikke direkte fra dyr til dyr, men overføres af mitter, som er små blodsugende insekter. Der findes ingen effektiv behandling af angrebne dyr. Sygdommen rammer oftest får, hvor symptomerne er gispende åndenød, væskeansamlinger i hovedet, høj feber, halten, sår på slimhinderne i mundhulen, blåfarvet tunge, øjenbetændelse og hårtab. Hos får er der i den aktuelle epidemi i Nordeuropa rapporteret om en dødelighed på omkring 30 procent fra et af de berørte lande. Sygdommen er sjældent dødelig for kvæg.
Kraftig udbredelse i Europa
Der har de seneste måneder været en kraftig stigning i antallet af udbrud af sygdommen bluetongue i landene syd for Danmark. Indtil for et år siden var den kun konstateret i middelhavsområdet og på Balkan. Men i 2006 kom den til Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig og Luxembourg. I september er sygdommen også konstateret i England. I disse lande er der i år samlet konstateret mere end 20.000 udbrud.
Kontakt:
Veterinærdirektør Jan Mousing, Mobil: 4038 0252.
Fødevarestyrelsen udsendte den 24. september 2007 en pressemeddelelse, hvor styrelsen blandt andet skrev:
Telefon-hotline om dyresygdommen bluetongue
Fødevarestyrelsen har i dag åbnet en hotline, hvor man kan stille spørgsmål om dyresygdommen bluetongue. Hotlinen, der har nummeret: 70 13 00 12, er foreløbig åben på hverdage fra kl. 9-16.
Foto: Copyright Søren Hansen |
Hvad skal man eksempelvis gøre, hvis man har får, geder eller køer og bor i restriktionszonen, hvad er en restriktionszone, og kan man få transporteret kvæg ud af restriktionszonen?
Hotlinen er fælles indgang til Fødevarestyrelsen, så man via ét telefonnummer kan komme i kontakt med de rigtige personer i styrelsen og få svar på spørgsmål om restriktioner i forbindelse med bluetongue. Styrelsens hjemmeside opdateres også løbende med aktuel information.
Fødevarestyrelsen har oprettet et særligt tema om bluetongue på sin hjemmeside. Her findes en side, hvor man kan taste sin adresse ind og tjekke, om man bor i zonen. Desuden kan man få svar på oftest stillede spørgsmål om bluetongue, og man kan følge med i, hvordan bluetongue spreder sig Europa.
15. oktober 2007. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|