|
Eksportstøtte for levende kvæg er fortid
Fødevareministeriet udsendte den 23. december 2005 denne pressemeddelelse om stop for EU-støtte på knapt ½ mia. kroner til eksport af levende kvæg fra EU til slagtning i Mellemøsten:
Eksportstøtte for levende kvæg er fortid
Efter dagens møde i EU’s forvaltnings-komité for oksekød er det slut med eksportstøtte til levende slagtekvæg. Støtten ophører fra og med i morgen. Fødevareminister Hans Chr. Schmidt udtrykker stor glæde over, at EU ikke længere vil støtte eksporterne af dyr, der sendes til slagtning i Libanon og Ægypten.
”Afskaffelsen af støtten vil fjerne incitamentet til lange transporter af levende slagtedyr. Eksport skal være af kød - og ikke af levende dyr. Jeg er glad for, at Kommissionen er nået frem til den erkendelse,” siger Hans Chr. Schmidt.
I april kunne dyreværnsorganisationer afsløre, at der var store problemer med dyrevelfærden under transporterne af slagtekvæg, og Danmark rejste samme måned sagen på et rådsmøde og igen i denne uge.
Kommissionen har foreløbigt valgt stadig at støtte eksporten af avlsdyr. Støtten er ca. 1.500-1.600 kroner pr. dyr, hvilket kun er en lille del af dyrets samlede salgspris. I 2004 udgjorde eksporten fra Danmark 1.639 avlsdyr. Der er ikke konstateret nogle problemer med dyrevelfærden under transporten af de værdifulde avlsdyr.
23. september 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|