|
Flere landmænd end antaget anmeldt for vold mod grise
Fødevarestyrelsens årsrapport for 2008 indeholder fejl i opgørelserne over antallet af politianmeldelser mod landmænd for at slå deres grise, oplyser Fødevareministeriet. Antallet af politianmeldelser for slagmærker blev opgjort til 231, men var reelt 311. Både gamle og nye tal viser en stigning i forhold til 2007. Også Fødevarestyrelsens "indskærpelser" viser vold mod dyr.
Foto: Copyright A. F.
|
"Slagmærker"
Mange grise tæves, når de skal op i vognene og transporteres til slagteri. Forskellige typer af vold mod grise har i årevis været årsager til mange sager mod landmænd og også vognmænd. I Fødevarestyrelsens rapporter ses de absolut højeste tal ud for rubrikkerne "Slag med tatoveringshammer" og "Slagmærker" - og det gælder både for indskærpelser og politianmeldelser. Også Det Veterinære Sundhedsråds årsberetninger viser, at grise tæves, så de får slagmærker eller f.eks. får øjenskader af tæsk med en tatoveringeshammer. Mange sager om slagmærker bliver meldt til politiet, men langt fra alle. I stedet får landmændene indskærpelser.
I 2008 ses en stigning i antallet af indskærpelser og politianmeldelser set i forhold til 2007. De faktiske tal for 2008 viser sig nu at være endnu højere, end hidtil antaget.
Fødevarestyrelsens årsrapport for 2009 er ikke offentliggjort endnu, men de foreløbige tal fra styrelsen er også forkerte. Før et samråd i Folketinget i juni 2010 oplyste Fødevarestyrelsen, at de foreløbige tal for 2009 tydede på ca. 40 politianmeldte forhold. Det reelle tal er 291.
Samråd
På grund af de forkerte tal til offentligheden og Folketinget har dyrevelfærdsordfører Bjarne Laustsen (S) og dyrevelfærdsordfører Per Clausen (EL) kaldt fødevareminister Henrik Høegh i samråd om sagen.
Lovgivningen skal ligestille dyr
Kæledyr, hobbydyr og landbrugsdyr er ifølge lovgivningen ikke ligestillet med hensyn til straffe for uforsvarlig behandling eller mishandling. Vold mod en gris medfører en lavere straf, end hvis volden forøves mod et kæledyr. Frakendelse af retten til at have med dyr at gøre idømmes sjældent i sager om landbrugsdyr.
Det skal være helt klart for landmændene, at samfundet ikke vil acceptere vold mod dyr. Derfor ønsker vi, at straffene uden undtagelser bliver ensartede og ligestiller kæledyr, hobbydyr og landbrugsdyr ifølge lovgivningen. Vold mod grise og andre landbrugsdyr vil fortsætte, indtil dyr bliver ligestillet ifølge lovgivningen.
Læs fødevareministeriets pressemeddelelse fra den 13. juli 2010 her:
Fejl i opgørelse over slagmærker på svin
Manglende indberetninger og kvalitetssikring har betydet fejl i Fødevarestyrelsens rapport om dyrevelfærd fra 2008. Fødevareminister Henrik Høegh kalder fejlen for uacceptabel og har bedt om en nærmere redegørelse fra styrelsen.
I rapporten om dyrevelfærd fra 2008 er tallet for antal politianmeldte forhold for slagmærker på svin i 2008 opgjort til 231. Det rigtige tal er 311. Forud for et samråd i juni måned oplyste fødevarestyrelsen desuden, at de foreløbige tal for 2009 tydede på knap 40 politianmeldte forhold. Det tal er nu endeligt opgjort til 291. Det er manglende indberetninger fra kødkontrollen på nogle slagterier og for ringe kvalitetssikring af tallene i Fødevarestyrelsen, der har givet de forkerte og upræcise tal.
Fødevareminister Henrik Høegh har sendt en skarp påtale til Fødevarestyrelsen og har bedt om at få udarbejdet en redegørelse for, hvordan fejlene er opstået, og hvordan man fremover vil sikre kvaliteten af de data, fødevarestyrelsen leverer.
”Det er helt uacceptabelt for mig, at Fødevarestyrelsen offentliggør tal uden at have styr på, at de er rigtige. Offentligheden og Folketinget skal kunne stole på myndighedernes tal. Det er mig, der har det politiske ansvar for, at de data styrelsen offentliggør er i orden. Det har de ikke været i dette tilfælde, og jeg vil derfor have en forklaring på, hvad der er gået galt, og hvordan man vil forhindre, at det sker igen.”, siger fødevareminister Henrik Høegh.
Der slagtes godt 20 millioner svin om året i Danmark. Samtlige svin bliver synet inden slagtning for at se efter blandt andet slagmærker, ligesom der foretages efterfølgende kontrol af slagtekroppene for skjulte skader.
For yderligere oplysninger:
Fødevarestyrelsens veterinærdirektør Jan Mousing: tlf. 40380252
Fødevareministerens pressesekretær Thor Seierø: tlf. 20915901
Læs mere fra Fødevarestyrelsen:
Fødevarestyrelsen: Status for kontrol i 2008
Se flere kontrolrapporter fra Fødevarestyrelsen her
Læs mere fra Det Veterinære Sundhedsråd:
Årsberetninger
Udtalelse om overdreven anvendelse af tatoveringshammer
Læs også:
DR: Minister i samråd om svinevold
Politiken: Svin får langt oftere tæsk end hidtil antaget
15. juli 2010. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|