|
Dyreforsøgstilsynets årsberetning for 2003
Dyreforsøgstilsynets årsberetning for 2003 er tilgængelig for offentligheden. Læs justitsministeriets pressemeddelelse fra den 25. oktober 2004 om beretningen:
Justitsministeriet offentliggør i dag Dyreforsøgstilsynets årsberetning for 2003. Beretningen beskriver de dyreforsøgsaktiviteter, der er blevet tilladt i 2003.
I 2003 var der 397 personer, som havde tilladelse til at foretage dyreforsøg. Dyreforsøgstilsynet har aflagt 42 besøg i form af inspektioner og demonstrationer på institutioner og i virksomheder med ca. 250 tilladelsesindehavere. 21 inspektionsbesøg var uanmeldte. I de fleste tilfælde er flere tilladelsesindehaveres aktiviteter blevet inspiceret ved samme besøg.
Beretningen indeholder endvidere statistiske oplysninger om dyreforsøg, der er udført eller påbegyndt i 2003, idet forsøg kan løbe over flere år. Statistikken angiver kun antallet af dyr, som er indgået i forsøg, der er igangsat i 2003, uanset om tilladelsen er meddelt i 2003 eller i tidligere år. Af statistikken for 2003 fremgår, at der i alt er anvendt 366.954 dyr til forsøg, mens tallet for 2002 var 371.072 og for 2001 var 358.066.
Antallet af anvendte dyr til forsøg er fra 2002 til 2003 faldet med 4.118, hvilket svarer til et beskedent fald på 1,1 %, som formentlig skyldes tilfældige variationer.
Ca. 82 % af årets forsøgsdyr er mus og rotter. Herudover udgør fisk, grise, fugle, kaniner, marsvin og andre gnavere de største grupper. I de forsøg, der blev igangsat i 2003, blev der anvendt 292 hunde og 31 katte, mens der ikke blev anvendt nogen aber.
Årsberetningen indeholder ikke, som i tidligere beretninger, gengivelse af de afgørelser, der i årets løb er truffet vedrørende ansøgninger om tilladelse til at udføre dyreforsøg. For at skabe mere åbenhed omkring Dyreforsøgstilsynets virksomhed har Dyreforsøgstilsynet med virkning fra den 1. januar 2003 løbende offentliggjort de afgørelser, der i årets løb er truffet vedrørende ansøgninger om tilladelse til at udføre dyreforsøg. Afgørelserne og de korresponderende ansøgninger offentliggøres på Dyreforsøgstilsynets hjemmeside.
Beretningen udleveres gratis ved henvendelse til Dyreforsøgstilsynet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K, tlf. 33 92 28 84, så længe oplag haves. Beretningen kan også læses på Dyreforsøgstilsynets hjemmeside www.dyreforsoegstilsynet.dk
5. september 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|