|
Høringssvar: Nej til kæmpefarme
Regeringen og Dansk Folkeparti traf aftale om, at store besætninger kan øges til 950 dyreenheder og derpå sendte fødevareministeren et udkast til lovgivning i høring. Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder indsendte den 1. juli 2008 et fælles høringssvar til Fødevareministeriet. Læs det her:
Høringssvar om Udkast til bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav mv.
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder sender følgende kommentarer til udkastet:
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder giver indsigelse mod dette udkast til bekendtgørelse og kritiserer på det skarpeste, at de "skærpede krav", som oprindeligt blev stillet i udsigt vedrørende miljø og dyrevelfærd, er fjernet. Af hensyn til dyr, klima, natur, miljø, vandmiljø, drikkevand, flora og fauna samt folkesundheden skal antallet af dyr i landbruget reduceres betydeligt.
Antal
Ifølge høringsmaterialet var opgørelsen for 2005:
Fjerkræbrug: 77 har 250-500 dyreenheder, 16 har 500-750 dyreenheder og 12 har mere end 750 dyreenheder.
Kvægbrug: 443 har 250-500 dyreenheder, 39 har 500-750 dyreenheder og 7 har mere end 750 dyreenheder.
Svinebrug: 982 har 250-500 dyreenheder, 225 har 500-750 dyreenheder og 74 har mere end 750 dyreenheder.
Antallet af besætninger med over 950 dyreenheder fremgår ikke af materialet. Fødevareministeriet foreslår, at disse får en overgangsordning frem til 2019.
"Skærpede krav" til dyrevelfærd er fjernet
Den 13. januar 2006 skrev Fødevareministeriet: "Landmænd skal have lov til at udvide deres husdyrhold, hvis de overholder krav til dyrevelfærd og miljø. Reglerne for, hvor meget jord den enkelte landmand skal eje i forhold til sin husdyrproduktion, skal ændres. Regeringen ønsker at gøre det lettere for danske landmænd at udvide deres husdyrproduktion. Loftet på 750 dyreenheder pr. bedrift fastholdes, men kan udvides til maksimalt 950 dyreenheder pr. bedrift. Betingelsen er, at landmanden udarbejder en handlingsplan for dyrevelfærd, som skal godkendes af myndighederne. Blandt andet skal boksstørrelser, sygestier, halmtildeling, anvendelse af farebokse og dyrelægetilsyn indgå."
Den 7. april 2008 skrev Fødevareministeriet: "Fødevareminister Eva Kjer Hansen har i dag truffet aftale med Dansk Folkeparti om at hæve maksimumsgrænsen for de største husdyrbesætninger fra 750 til 950 dyreenheder. Udvidelsen kan dog kun ske, hvis den enkelte bedrift opfylder en række skærpede krav til husdyrenes velfærd. Disse krav indebærer et skærpet velfærdstilsyn, uddannelseskrav til de personer, der er ansvarlig for at passe dyrene, og en fremrykning af en række skærpede krav til staldindretningen i svinestaldene, fx forbud mod fuldspaltegulve og bedre adgang til rodemateriale mv."
I udkastet er "skærpede krav" til dyrevelfærd fjernet. Fødevareministeriets arbejdsgruppe gav denne begrundelse: "Dyrevelfærdslovgivningen hører under justitsministerens område, og det er således Justitsministeriet, der har ansvaret for lovgivningen på området. (...) Arbejdsgruppen har lagt vægt på, at forslagene ikke skal være en overbygning på Justitsministeriets regler vedrørende dyrevelfærd. Der bør således ikke fastsættes nye regler om f.eks. staldindretning, hvor minimumskravene mv. ændres."
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyreretigheder mener, at den til enhver tid siddende minister må være sig fuldt bevidst om sit ansvarsområde som minister og hvilken lovgivning, ministeren skal forvalte. Dermed må fødevareministeren have vidst, at lovgivning om boksstørrelse, sygestier, halmtildeling/rodemateriale og anvendelse af farebokse hører under Justitsministeriet. Vi kritiserer, at der er blevet givet falske løfter og henstiller, at information om lovgivning er så korrekt som muligt og ikke vildleder.
"§3, stk. 2. To ægtefæller eller samlevende personer vil hver kunne have en landbrugsbedrift inden for de i stk. 1 samt stk. 6 og 7 og § 4 nævnte grænser."
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder kritiserer denne paragraf og advarer mod konsekvenserne, som i vores øjne kan blive uoverskuelige på grund af den størrelse, disse dyrehold kan få, hvis de lægges sammen. Vi ønsker, at bestemmelsen fjernes, så det bliver umuligt for ægtefæller at have hver sit store dyrehold.
"§ 4. Jordbrugskommissionen meddeler efter ansøgning tilladelse til at udvide det i § 3 nævnte husdyrhold fra 750 dyreenheder til 950 dyreenheder på bedrifter med kvæg-, svine- eller fjerkræhold, der opfylder særlige krav til dyrevelfærd, jf. stk. 2."
"§4, stk. 2, 5) at kravene i §§ 5-9 i lov nr. 404 af 26. juni 1998 om indendørs hold af drægtige søer og gylte, som senest ændret ved lov nr. 1562 af 20. december 2006, §§ 3 og 4 i lov nr. 104 af 14. februar 2000 om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin, som senest ændret ved lov nr. 1562 af 20. december 2006, samt § 5, § 10, stk. 3, § 11, 2. pkt., og § 29 i bekendtgørelse nr. 323 af 6. maj 2003 om beskyttelse af svin, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 1735 af 22. december 2006, er opfyldt senest den 1. januar 2010."
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder kan se, at de "skærpede krav" til dyrevelfærd ene og alene består af en fremskyndelse af nogle få datoer for regler, som hører under Justitsministeriet og dét udelukkende gældende for grise, ikke for kvæg eller fjerkræ. Og de krav, som oprindeligt blev stillet i udsigt for grise, er fjernet i udkastet. Vi gør opmærksom på følgende:
Danske grise lider blandt andet af skuldersår, hvor knoglen stikker ud gennem huden, blødende mavesår, mave- tarmdrejninger, led- og benproblemer, bylder, brok, nekrotiske sår, hale- og ørebid, kanibalisme, blodforgiftning, hudeksem på grund af urin i staldene, knoglemarvsbetændelse etc. Ca. 20% af de grise, som leveres til slagtning i Danmark, registreres med en form for lungelidelse. Op mod 70-90 procent af slagtede grise havde ifølge en dansk undersøgelse mavesår eller ar efter disse; mavesår ses hos grise i alle aldre, og allerede fra 2-3 ugers alderen. Stress ses hos danske grise blandt andet på grund af høj belægningsgrad i staldene, sammenblanding af grise, kastration uden bedøvelse, indsprøjtninger, sult og transport. Desuden ses det, at danske grise udvikler stereotypier. Dødeligheden for især søer og smågrise er alarmerende høj og har været det i årevis.
Arbejdsgruppen lægger i udformningen af de nye regler vægt på, at kravene skal være økonomisk rentable for husdyrproducenterne. På baggrund af sygdomme, lidelser og dødsfald hos danske grise finder Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder forslagets krav yderst utilstrækkelige og vi kritiserer på det skarpeste, at de oprindelige løfter blev fjernet. Vi mener, at når man som det er sket i dette udkast kan ændre datoer i nogle af Justitsministeriets love, så kan man også ændre andre regler i samarbejde med Justitsministeriet.
For at nedbringe omfanget af sygdomstilstande, lidelser og antal døde i staldene, opfordrer vi til, at der gennemføres lovmæssige forbedringer, som alle dyr i landbruget får konkret gavn af. Dyr i store besætninger er særligt udsatte, jvf. en risikovurdering fra Danmarks Fødevareforskning, som siger, at flere dyr vil blive syge og forbruget af antibiotika vil stige i takt med, at antallet af grise og kvæg øges i danske besætninger.
Af ovennævnte årsager giver Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder indsigelse mod dette udkast og anbefaler en betydelig reduktion af antallet af dyr i dansk landbrug.
Kontrol
"§ 8. Den i § 4, stk. 2, nr. 3, nævnte dyrlæge må ikke være besætningsdyrlægen eller en dyrlæge i samme praksis som besætningsdyrlægen.
§ 9. Kontrolbesøg, der foretages i medfør af § 4, stk. 2, nr. 3, skal så vidt muligt ske uanmeldt. Stk. 2. Dyrlægen skal under besøget kontrollere, om dyrene passes dyrevelfærdsmæssigt forsvarligt. Endvidere kontrolleres ved en gennemgang af de optegnelser, der er foretaget i medfør af § 7, stk. 2, om der har været ført dagligt tilsyn med besætningen. og § 9. stk. 5: Husdyrproducenten afholder udgifterne til kontrolbesøgene."
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder undrer sig over, at kontrol foreslås foretaget af privatpraktiserende dyrlæger. Med reference til Den Danske Dyrlægeforenings gentagne oplysninger om besætningsdyrlægers habilitets- og loyalitetsproblemer samt Fødevarestyrelsens hidtidige erfaringer vedr. anmeldt/uanmeldt kontrol, ønsker vi, at kontrolbesøg uden undtagelse foregår uanmeldt og at det altid er dyrlæger fra Fødevarestyrelsens regioner, som foretager kontrolbesøg. Derved kan det sikres, at kontrol bliver reel. I øvrigt viser de foreslåede regler om kontrol, at der forventes dyreværnsproblemer i de store besætninger.
Arealkrav
"§ 17. Behandles mindst 75 pct. af husdyrgødningen i et højteknologisk gylleseparerings-anlæg, kan jordbrugskommissionen meddele tilladelse til en reduktion af arealkravet med 50 pct., jf. § 18." og "Stk. 2. Behandles mindst 75 pct. af husdyrgødningen i et lavteknologisk gyllesepareringsanlæg, kan jordbrugskommissionen meddele tilladelse til en reduktion af arealkravet med 25 pct., jf. § 18." Tilsvarende regler foreslås ved afbrænding af gødning.
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyreretttigheder mener, at arealkrav ikke blot er et spørgsmål om arealer til gylleudbringning, men også et spørgsmål om at være i stand til at producere tilstrækkeligt foder til dyrene. I øjeblikket importeres store mængder af blandt andet gmo-soya fra Sydamerika til de mange millioner danske landbrugsdyr. Det sker på bekostning af regnskove, skovsavanne, vild natur og vilde dyr. Blandt andet for ikke at belaste regnskovene yderligere, ønsker vi, at der skal være krav om jordtilliggende, som kan sikre en høj grad af selvforsyning af dyrefoder. Vi ønsker et bæredygtigt dansk landbrug i forhold til biodiversiteten i andre verdensdele.
Overgangsbestemmelser
Overgangsordningen er sat til 2019, hvor alle landbrug skal opfylde kravene. F.eks. skal landbrug, som blev etableret før august 1999 med over 950 dyreenheder, ifølge forslaget opfylde kravene i 2019. Set i lyset af information om og af hensyn til klima-, miljø- og dyreværnsproblemer finder Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder den nævnte overgangsordning på 20 år urealistisk lang og kritiserer, at disse store dyrehold fredes.
"Skærpede krav" til miljø er fjernet
"Landmænd skal have lov til at udvide deres husdyrhold, hvis de overholder krav til dyrevelfærd og miljø" og "Desuden skal landmanden udarbejde en miljøhandlingsplan, der skal beskrive de tiltag, som landmanden agter at tage for at sikre en miljøvenlig drift", skrev Fødevareministeriet den 13. januar 2006.
I forbindelse med ønsket om at øge antal tilladte dyreenheder til 950 er der ikke udarbejdet nye regler, som kan forhindre yderligere forurening fra landbruget. I januar 2006 lagde Fødevareministeriet op til, at landmændene skulle kunne samle svineproduktioner på ejendomme, hvor lugten og støjen ikke generer naboerne. Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder mener, at det langtfra er nok: forurening og miljøbelastning forsvinder ikke blot ved at flytte ejendomme, dyr og udledning af skadestoffer.
I urenset form udledes ammoniak og mange andre skadelige stoffer til omgivelserne gennem staldenes ventilation. Det har sammen med udbringningen af den årlige produktion af gylle på omkring 30.000.000 kubikmeter givet Danmark en plads som den 2. værste ammoniakforurener i EU. Dertil indeholder gyllen mange andre skadelige stoffer. Et utal af informationer påviser, at miljø, klima, natur, vandmiljø og flora og fauna lider under landbrugets aktiviteter. Seneste nyt er, at Østersøen ifølge det amerikanske World Resource Institut er et dødt hav. Et havbundsområde på størrelse med Danmark er dødt, årsagen er især fosfor og nitrater fra landbruget.
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder kritiserer, at miljø og klima ikke var emner i arbejdet med dette udkast og at Fødevareministeriet ikke inddrog miljøorganisationer i det lovforberedende arbejde.
Forureningen fra landbruget belaster Danmark så hårdt, at vi i øjeblikket ikke evner at overholde internationale forpligtelser vedr. forurening og naturbeskyttelse, f.eks. EU's Habitatdirektiv. Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder ønsker, at miljø, natur, klima, vandmiljø, drikkevand, flora og fauna, vilde dyr og befolkningens sundhed beskyttes hurtigst og bedst muligt og at dansk landbrug bliver bæredygtigt. Derfor kritiserer vi, at de krav, som blev stillet i udsigt med hensyn til miljø, blev fjernet. Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder giver hermed indsigelse mod, at der etableres flere store dyrehold, idet de vil være årsag til yderligere forurening og negativ klimapåvirkning.
Dyretransporterne
"Regeringen vil ikke se stiltiende på den stadig stigende eksport af levende dyr ud af landet, fordi vi har nogle uhensigtsmæssige regler. Eksporten betyder, at vi i øjeblikket forærer danske slagteriarbejdspladser bort til udlandet, og det kan ingen være tilfreds med," udtalte daværende fødevareminister Hans Chr. Schmidt den 13. januar 2006 og fortsatte: "Formålene er at bremse transporten af levende dyr ud af landet, så danske arbejdspladser bevares."
En af begrundelserne for at øge antallet af dyr i store besætninger var at reducere antallet af lange dyretransporter. Men udkastet indeholder ikke ændrede eller nye regler for dyretransport, blev ikke koordineret med Justitsministeriets lovgivning om dyretransport og er, så vidt vi kan se, ikke blevet nævnt siden. Da love om dyretransport er udeladt i udkastet, vil antallet af lange dyretransporter ikke blive reduceret, det vil tværtimod stige. Flere dyr betyder flere transporter til slagtning eller opfedning og landmændene vil som altid sende deres dyr derhen, hvor de kan få den bedste pris for dem, også selvom det er i udlandet.
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder mener, at de anførte begrundelser for at øge antallet af dyr i staldene var vildledning.
Bemærkninger
Frie Bønder - Levende Land og Aktive Dyrerettigheder ønsker, at dansk landbrug skal konkurrere på kvalitet og ikke på kvantitet på bekostning af dyr, miljø, klima, vandmiljø, drikkevand, biodiversitet og befolkninger i flere verdensdele. Vi ønsker, at dansk landbrug bliver bæredygtigt.
Læs også det vedhæftede høringssvar fra marts 2008: Frie Bønder og Aktive Dyrerettigheder: Nej til større dyrehold
Nogle henvisninger:
Fødevareministeriet den 7.04.08: Kæmpefarme kan blive en realitet
Fødevareministeriet den 2.06.06: Liberalisering af landbrugsloven
Fødevareministeriet den 13.01.06: Politisk aftale om ændring af Landbrugsloven
Det veterinære Sundhedsråd den 22.05.08: Supplerende udtalelse om skuldersår hos søer
Det Veterinære Sundhedsråds Årsberetninger og udtalelser
Fødevarestyrelsens pressemeddelelser og årsrapporter
Danmarks Fødevareforskning den 19.12.06: Større risiko for sygdom i store besætninger
DTU Veterinærinstituttet 27.02.07: Forbrug af antibiotika til dyr steg i 2007
Fødevarestyrelsen 20.12.05: Antibiotika kan føre til resistente bakterier
DANMAP den 1.10.07: Stigende forbrug af antibiotikum til dyr
Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole den 15.10.05: Kobber øger antibiotikaresistens
Danmarks JordbrugsForskning den 19.04.05: Østrogener fra gylle kan udvaskes
Dansk Svineproduktions hjemmeside www.infosvin.dk
Den Danske Dyrlægeforening den 25.11.03: Rådgivning og kontrol skal adskilles
Den Danske Dyrlægeforening den 9.05.03: Kritik tåles ikke
DR www.dr.dk den 24.06.08: Østersøen er det mest døde hav
Zoological Society of London og WWF den 16.05.08: Rapporten Living Planet Index: En fjerdedel af verdens dyr forsvundet på 35 år
DMUNyt den 28.02.08: Naturen lider under næringsstoffer fra landbruget
Politiken www.politiken.dk den 2.03.08: Dansk natur har det rigtig skidt
DMUNyt den 30.05.08: Danmark må lede i udlandet efter upåvirkede vandløb
DR www.dr.dk den 7.02.08: Der er livsfarlige bakterier i flæskestegen
Ingeniøren www.ing.dk den 5.02.08: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler - igen
Information www.information.dk den 26.01.08: Klima: Det starter med et hul i jorden
Politiken www.politiken.dk den 20.0108: NASA slår alarm over smeltende is
Poltiken www.politiken.dk den 13.01.08: 2007 var det næstvarmeste år nogensinde
WWF den 12.09.007: Barometeret viser rødt for verdens dyr og planter
WWF den 28.06.06:Grillfest på naturens regning?
WWF den 15.06.06: Kemikalier i Arktis
WWF den 11.08.05: Oliepalmer skal ikke erstatte regnskov
WWF den 19.05.05:Skove ryddes i stor stil i Amazonas
Læs arbejdsgruppens rapport i pdf-format:
Redegørelse
fra arbejdsgruppe om dyrevelfærd
Læs lovforslaget i pdf-format:
Udkast til bekendtgørelse om husdyrhold og arealkrav mv.
Læs andre høringssvar:
Aktive Dyrerettigheders høringssvar om skuldersår hos søer
Aktive Dyrerettigheder forkaster lovforslag
2. juli 2008. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|