|
Kort information om dyretransport
Transport af dyr har i årtier været et enormt, men veldokumenteret dyreværnsmæssigt problem, det er uløst og stadigt stigende.
Mange millioner levende dyr køres til slagtning og opfedning både i lastbiler og på togvogne på kryds og tværs i EU, til/fra EU og fra verdensdel til verdensdel. På skibe sker transport blandt andet i containere stillet oven på hinanden eller på store skibe, de såkaldte Livestock Vessels, som er beregnet til transport af dyr og kan have mange tusinde dyr med ombord på én gang. Danske landmænd eksporterede over 3 millioner griseunger i 2005, tallet ventes at nå 5 millioner i 2007. Levende heste sejles fra Sydamerika til Italien, kvæg fra Sydamerika til Mellemøsten, grise køres fra Canada til Hawaii, får og kvæg sejles fra Australien til Kina, Japan og Mellemøsten. Eksemplerne på lang transport af dyr til slagtning eller opfedning er mange.
Dyreværnsproblemer ses både på korte og lange transporter og mishandling af dyr undervejs er påvist et utal af gange. Dyreværnsorganisationer har i årtier gjort opmærksom på problemerne og EU's egen kontrolinstans FVO har fundet dyreværnsmæssige problemer, både når EU-regler for transport af dyr overholdes og når de ikke gør.
Nogle af de gennemgående problemer er: 1) Mangel på vand og ventilation, 2) mange dyr kan ikke tilses på grund af vognenes indretning eller overlæs, 3) regler om antal dyr pr. m2 overtrædes, 4) nogle lande sylter EU-bestemmelser, 5) nogle myndigheder accepterer lovbrud for at slippe for papirarbejdet, 6) lovovertrædere standses ikke og straffes ikke, 7) og ikke mindst: dyr transporteres langt, hvadenten de er "transportegnede" eller ej: sårede og udslidte dyr sendes derhen, hvor prisen er bedst, skriver FVO. Lovgiverne kender FVO's dokumentation og må også have set og læst dyreværnsorganisationers beretninger, men har til dato ikke standset mishandling af dyr på landevejene og havet.
Kan det lykkes?
Stop the Bull Ship
Eksemplet "Stop the Bull Ship" - opkaldt efter den engelske dyreværnsorganisation Compassion in World Farmings kampagne - viser, at det kan lade sig gøre at ændre tingenes tilstand. Støtte til transport af kvæg fra EU til Mellemøsten blev standset med virkning fra den 24. december 2005 efter at EU, Compassion in World Farming og flere andre dyreværnsforeninger havde dokumenteret mishandling af dyr både under de lange transporter og ved den rituelle slagtning i Mellemøsten. Da støtten faldt væk, var det ikke mere attraktivt at sende dyr ud på de lange transporter til slagtning i Mellemøsten. Læs om sagen her:
Eksportstøtte for levende kvæg er fortid
EU-rapport påviser problemer under transport
Cattle Subsidies Must Go
EU-kommissionens rapport om transport af kvæg fra EU til Mellemøsten (PDF-format):
EU-rapport om dyretransport for 2004
20. juni 2007. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|