|
Dyrevelfærd kan drukne i masseproduktion
Den 22. december 2005 offentliggjorde Det Veterinære Sundhedsråd sin årsberetning for 2003 på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Læs både Rådets info og årsberetning, hvor dansk landbrugs intensive dyrehold kritiseres:
Dyrevelfærd kan drukne i masseproduktion
Hensynet til det enkelte dyrs velfærd risikerer at drukne i masseproduktion, hvor opmærksomheden på det enkelte dyr er mindre, og hvor det accepteres, at der vil være et vist spild. Den udvikling finder Det Veterinære Sundhedsråd betænkelig og præciserer i sin årsberetning, at dyrene i de store produktioner skal passes ansvarligt af et tilstrækkeligt antal personer med relevant faglig viden og færdigheder.
Det Veterinære Sundhedsråd behandler bl.a. sager om dyrevelfærd og oplever i stigende grad, at hensynet til det enkelte dyr glemmes i de store besætninger, især svin, fjerkræ og malkekvæg. Denne tendens er i modstrid med, at samfundets opfattelse af, hvad der er dyreværnsmæssigt forsvarligt, er skærpet.
"Landbruget er under stigende økonomisk pres i den globale konkurrence. Men det kan ikke retfærdiggøre, at man ikke tager hensyn til det enkelte dyrs velfærd sådan som det er beskrevet i dyreværnsloven", siger formand for Det Veterinære Sundhedsråd Ove Svendsen.
Det Veterinære Sundhedsråds årsberetning for 2003 kan læses på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Yderligere uddybning af ovenstående emne kan læses i årsberetningen side 8.
Det Veterinære Sundhedsråd er et sagkyndigt og uafhængigt rådgivningsorgan, der udover at afgive veterinærfaglige udtalelser i enkeltsager også af egen drift kan komme med udtalelses af principiel karakter af veterinærfaglig og dyreværnsmæssig betydning.
Rådet har i 2003 behandlet 15 handelssager, 12 ansvarssager, 115 dyreværnssager, 19 sager vedrørende dyrlægers virksomhed, 13 andre sager, 6 høringer og 7 generelle udtalelser. I alt 187 sager.
Når årsberetningen offentliggøres med næsten 2 års forsinkelse skyldes det, at Rådet ønsker, at størsteparten af afgørelserne er at finde ved den aktuelle sag.
Mere information vedrørende Det Veterinære Sundhedsråd kan findes på www.dvs.foedevarestyrelsen.dk
Kontaktperson:
Formand professor, dr.med. dyrlæge Ove Svendsen, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, tlf.: 35 28 31 65(arbejde), tlf.: 4031 3136 (mobil). E-mail: os@kvl.dk
Læs:
Det Veterinære Sundhedsråds Årsberetning for 2003
14. november 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|