|
Udtalelse om udleveringsrum og -vogne
Foto: Copyright Amanda F.
|
Dyreværnsrådet afgav den 15. december 2005 udtalelse om de udleverinsrum- og vogne, hvor dyrene anbringes før transport. Læs den her:
Udtalelse om udleveringsrum og -vogne
Ved brev af 21. december 2004 har Justitsministeriet anmodet Dyreværnsrådet om en udtalelse om forholdene i forbindelse med brug af udleveringsrum og -vogne ved udlevering af svin, herunder om der er behov for særlige regler på dette område. Justitsministeriet har anmodet om at modtage Dyreværnsrådets udtalelse inden udgangen af marts 2005.
Justitsministeriet har den 30. marts 2005 anmodet Dyreværnsrådet om at afvente med at afgive udtalelsen om udleveringsrum og -vogne, indtil en række EU-retlige spørgsmål var afklaret.
Justitsministeriet har den 2. maj 2005 oplyst Dyreværnsrådet om, at det fortsat er ministeriets opfattelse, at såvel udleveringsrum som -vogne mindst skal opfylde de krav, der fremgår af svinedirektivet. Ministeriet har i den forbindelse anmodet Dyreværnsrådet om at afgive sin udtalelse inden udgangen af maj 2005.
Som følge af formandsskifte i rådet er udtalelsen imidlertid blevet forsinket.
Dyreværnsrådet har behandlet sagen på syv møder og har på det ene møde drøftet spørgsmålet med Landsudvalget for Svin. Dyreværnsrådet har endvidere ad to omgange foretaget besigtigelse af en række udleveringsrum og -vogne.
I den anledning skal Dyreværnsrådet udtale følgende:
Det er som nævnt ovenfor Justitsministeriets opfattelse, at såvel udleveringsrum som -vogne mindst skal opfylde de krav, der fremgår af svinedirektivet. Dyreværnsrådets overvejelser har på den baggrund omhandlet, hvorvidt de rent nationalt fastsatte regler for indretning af stalde til svin - forbuddet mod fuldspaltegulve og kravet om overbrusning - også bør omfatte svin, der opholder sig i udleveringsrum og -vogne.
For så vidt angår forbuddet mod fuldspaltegulve, jf. § 7 a i lov om hold af drægtige søer og gylte og § 3 i lov om hold af smågrise, avls- og slagtesvin, er det rådets opfattelse, at behovet for dette forbud er ganske begrænset for de faciliteter, hvor svin alene opholder sig i kort tid frem til udlevering, når der sammenholdes med den tid, svinene i øvrigt tilbringer i stalden. Rådet finder derfor ikke, at dyrevelfærdsmæssige hensyn gør et forbud mod fuldspaltegulve i udleveringsfaciliteter påkrævet, såfremt dyrene alene opholder sig i rummet i op til 12 timer.
For så vidt angår kravet om mulighed for overbrusning af smågrise over 20 kg, samt avls- og slagtesvin, jf. § 4 i lov om hold af smågrise, avls- og slagtesvin, er det Dyreværnsrådets opfattelse, at svin er ganske følsomme overfor varmepåvirkning. Dyreværnsrådet finder derfor, at der i udleveringsrum bør være krav om mulighed for overbrusning på samme måde som i staldene. Rådet finder imidlertid ikke, at dette i alle tilfælde er påkrævet i udleveringsvogne, da vognene ofte vil have ventilation, der er tilstrækkelig til at sikre svinenes velfærd.
Rådet har overvejet, om der bør fastsættes særlige regler for de tilfælde, hvor svin opsamles i et udleveringsrum, og hvor det først ankomne svin læsses på køretøjet, senest når det sidste svin er ledt til udleveringsrummet.
Det er rådets opfattelse, at udleveringsrum, der anvendes på denne måde, snarere har karakter af gangareal eller transitområde, og at dyrevelfærdsmæssige hensyn ikke tilsiger, at der skal fastsættes særlige regler for udleveringsrum, der alene benyttes på denne måde.
Rådet har tillige overvejet, om der bør fastsættes særlige regler for udleveringsvogne, der alene anvendes i den tid, det tager at køre fra stalden og til det sted på bedriften, hvor lastbilen afhenter dyrene, og dyrene da straks omlades.
Det er rådets opfattelse, at udleveringsvogne, der anvendes på denne måde har karakter af transit på samme måde som udleveringsrum kan have, jf. ovenfor. Dyrevelfærdsmæssige hensyn tilsiger derfor ikke, at en udleveringsvogn, der anvendes på denne måde, skal opfylde svinedirektivets krav til indretning af stalde. Det er derimod rådets opfattelse, at disse vogne mindst bør opfylde kravene til indretning af køretøjer til korte transporter.
Rådet bemærker, at denne udtalelse som nævnt ovenfor er søgt afgivet under hensyntagen til de rammer, der er givet i svinedirektivet. Måtte EU-reglerne eller fortolkningen heraf senere blive ændret, agter Dyreværnsrådet at tage spørgsmålet om udleveringsrum og -vogne op igen.
På rådets vegne
Birte Lindstrøm Nielsen
formand
Tilbage til: Dyreværnsrådets udtalelser
4. marts 2010. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|