|
Udtalelse om udsætterhøners transportegnethed
Dyreværnsrådet afgav den 24. marts 2004 udtalelse i spørgsmålet om, hvorvidt burhøner er egnede til at blive transporteret til slagteri. Læs den her:
Udtalelse om udsætterhøners transportegnethed
Dyreværnsrådettog i maj 2002 efter henvendelse fra en lokal veterinærkontrol spørgsmålet op om udsætterhøners transportegnethed.
I den anledning besøgte Dyreværnsrådet i juni 2002 slagteriet Scan Farm i Gedved. Slagteriet har efterfølgende på rådets anmodning udarbejdet statistisk materiale fra perioden den 26. juni 2002 til og med den 12. august 2002. Materialet vedlægges.
Materialet fra Scan Farm indeholder data omkring de slagtede høners type, angivelse af anvendelse af slagteriets eller fremmede fangere ved indfangningen, afstanden i kilometer fra producenten til slagteriet, varigheden af transporten, varigheden af den tid som hønerne henstår i på slagteriet før slagtning, herunder temperaturforhold, procent af døde høner ved aflæsning og procent af vingebrud.
Derudover har Dyreværnsrådet drøftet spørgsmålet, herunder Scan Farms materiale, med Det Danske Fjerkræraad over tre møder og diverse korrespondance. Møderne førte bl.a. til vedlagte artikel skrevet af Det Danske Fjerkræraad i Dansk Erhvervsfjerkræ fra januar 2003.
I januar 2003 lukkede slagteriet Scan Farm. Det har på den baggrund ikke været muligt for Dyreværnsrådet at fremskaffe yderligere statistisk materiale som oprindeligt aftalt med slagteriet Scan Farm til brug for rådets videre overvejelser. Efter oplysning fra Det Danske Fjerkræraad eksporteres udsætterhøner nu til slagtning i Tyskland, hvorved transporten bliver længere.
Ved brev af 24. marts 2003 har Det Danske Fjerkræraad rettet henvendelse til Dyreværnsrådet. Det Danske Fjerkræraad oplyser, at rådet er i gang med at finde langsigtede løsninger vedrørende transport af udsætterhøner, og at der inden for tre måneder vil foreligge et løsningsforslag. Det oplyses således, at rådet er i færd med at indsamle oplysninger og data fra transport af udsætterhøner til bl.a. et tysk slagteri. Indsamlingen af yderligere materiale sker bl.a. på baggrund af, at de foreliggende data fra Scan Farm synes usikre. Det Danske Fjerkræraad vurderer, at løsningen enten vil være aflivning på stedet eller veldokumenterede transporter og slagtemetoder, der tilgodeser dyrenes velfærd, herunder specielt hvordan man vil opnå en acceptabel frekvens af døde og skadede dyr ved ankomst til slagtebåndet. Endelig anfører Fjerkræraadet, at allerede indgåede kontrakter om transport til slagterier i Danmark eller udlandet skal respekteres.
I den anledning skal Dyreværnsrådet udtale følgende:
Dyreværnsrådet finder på det foreliggende grundlag, at burhøns generelt ikke kan anses for egnet til transport. I den forbindelse lægger rådet navnlig vægt på den høje dødelighedsprocent og den høje vingebrudsprocent, som fremgår af slagteriet Scan Farms statistiske materiale. Dyreværnsrådet finder derfor, at det på det foreliggende grundlag er dyreværnsmæssigt uforsvarligt at transportere burhøns. Dyreværnsrådet anbefaler på den baggrund, at hønerne enten aflives i besætningerne, eller at der fremskaffes dokumentation for at indfangning, transport og slagtemetoder kan ske på en dyrevelfærdsmæssig forsvarlig måde.
For så vidt angår transportegnethed af andre udsætterhøner finder Dyreværnsrådet, at rådet ikke på nuværende grundlag besidder tilstrækkelig dokumentation. Dyreværnsrådet anbefaler derfor, at der arbejdes videre med at frembringe materiale til belysning af problemerne ved transport af udsætterhøner fra andre produktionssystemer.
På rådets vegne
Svend Johansen
Formand
Tilbage til: Dyreværnsrådets udtalelser
4. marts 2010. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|