|
Hvad må en hestetandplejer?
Den Danske Dyrlægeforening udsendte den 10. april 2003 denne pressemeddelelse:
Hvad må en hestetandplejer?
Hestetandplejere er et nyt begreb, der er dukket op gennem de senere år. Hestetandplejere er personer, der udfører tandpleje på heste, men der er i Danmark ikke tale om nogen autoriseret titel, og den er heller ikke beskyttet. Alle kan kalde sig hestetandplejere.
Men hvor går grænsen for, hvad hestetandplejere må og ikke må? Det har den højeste faglige institution på dyrlægeområdet - Det Veterinære Sundhedsråd - nu taget stilling til.
Rådet siger, at hestetandplejere kun må udføre almindelig tandpleje. Det vil sige slibning og raspning af tænder med henblik på en normal bidfunktion.
Hestetandplejere må under ingen omstændigheder behandle tænder, hvis hesten har symptomer på en lidelse. Det kræver nemlig tilstedeværelse af en dyrlæge. Sådanne symptomer er for eksempel: Blødninger, sår, savlen, flåd fra næsen, unormal lugt, hævelser, rideproblemer, vægttab, unormal tyggefunktion, eller at hesten viser smerte.
Foto: Copyright S. Hansen
|
Herudover må hestetandplejere ikke udføre pleje, hvis behandlingsstedet ligger under tandkødsranden. Det er altså kun den ”rene” tandpleje, som hestetandplejere må udføre, og fjernelse af eksempelvis ulvetænder ligger ud over, hvad hestetandplejere må.
Den Danske Dyrlægeforening håber, at Det Veterinære Sundhedsråds afgørelse hermed vil fjerne den tvivl og usikkerhed om hestetandplejernes virkefelt, som vi gennem længere tid har konstateret.
PS: Bemærk i øvrigt, at Det Veterinære Sundhedsråd også har slået fast, at akupunktur på dyr kun må udføres af dyrlæger.
Den Danske Dyrlægeforenings hjemmeside: www.ddd.dk
21. oktober 2006. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|