|
Resistente stafylokokker fra svin bekymrer
Parterne bag DANMAP-programmet: Statens Serum Institut, Lægemiddelstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Fødevareinstituttet DTU og Veterinærinstituttet DTU udsendte den 16. september 2008 denne pressemeddelelse:
Fald i MRSA hos mennesker, men MRSA fra svin bekymrer
Igen i 2007 blev færre personer smittet med MRSA - en særlig type stafylokokker, der er resistente over for de antibiotika, som normalt anvendes til at behandle stafylokokinfektioner. Men samtidig er der flere gange hos svin fundet MRSA, som har smittet mennesker. Det viser årets DANMAP-rapport for 2007.
MRSA på sygehuse og plejehjem er halveret
Som følge af en meget kraftig stigning i antallet af MRSA-tilfælde i perioden 2002-2005 udgav Sundhedsstyrelsen i 2006 en national vejledning for at forebygge MRSA. Den ser nu ud til at have virket. Antallet af personer smittet med MRSA er nemlig faldet for andet år i træk fra 851 i 2005 til 659 smittede i 2007.
"Det er specielt glædeligt, at antallet af MRSA-infektioner på sygehuse og plejehjem stort set er halveret fra 2006 til 2007. Det kan uden tvivl tilskrives de nationale retningslinier for at bekæmpe MRSA. Det er dog fortsat nødvendigt at arbejde aktivt for at opspore og bekæmpe MRSA. Ikke mindst på grund af, at et stigende antal personer bliver smittet uden for sygehusene", siger overlæge Robert Skov fra Statens Serum Institut.
Flere mennesker smittet med MRSA fra svin
MRSA smitter primært mellem mennesker. Men det står nu klart, at en speciel type MRSA (ST398) også kan smitte fra dyr til mennesker. I Danmark er MRSA ST398 indtil videre kun fundet i svinebesætninger og ikke hos andre dyr.
Foto: Copyright Ju. M.
|
I 2007 blev 14 personer smittet med MRSA ST398 i Danmark, hvoraf de fleste har arbejdet i svinebesætninger. Siden 2003 er denne type MRSA fundet hos i alt 48 personer.
"Jo flere svin og andre dyr, der bærer på MRSA ST398, desto flere mennesker må vi forudsige vil blive smittet. Der er for eksempel altid mere end 12 millioner svin i Danmark og således risiko for, at bakterien hurtigt kan sprede sig blandt mennesker", påpeger professor Frank Møller Aarestrup fra DTU Fødevareinstituttet.
"Stiger udbredelsen, kan situationen risikere at ødelægge det arbejde, Sundhedsstyrelsen satte i gang i 2006, og som ser ud til at have bremset stigningen i smitte blandt mennesker", tilføjer Robert Skov.
Tilbundsgående undersøgelser er nødvendige
Det er uvist, hvor mange svin og andre dyr, der bærer rundt på MRSA ST398, og som dermed udgør potentielle smittekilder for især de personer, der har tæt kontakt med dyrene.
I år gennemfører EU en undersøgelse i avlsbesætninger i alle medlemslandene for at få de første indikationer på, hvor udbredt den nye type MRSA ST398 er hos svin. Fødevarestyrelsen, som står for undersøgelsen i Danmark, vil i 2009 supplere denne med en stikprøveundersøgelse af slagtesvin.
Men alle parterne bag DANMAP er enige om, at det er vigtigt hurtigt at få sat en tilbundsgående undersøgelse af problemet i gang for at kunne anbefale strategier til at bekæmpe MRSA ST398. Undersøgelsen skal afdække, hvor udbredt bakterien reelt er i Danmark hos svin og andre dyr, hvad risikofaktorerne er for spredningen, og hvor ofte den gør mennesker syge.
FAKTA OM MRSA
MRSA er antibiotikaresistente stafylokokker
MRSA (methicillin-resistente staphylococcus aureus) er gule stafylokokker, som er resistente over for antibiotikatypen methicillin - og samtidig over for penicillin og de fleste andre antibiotika, der normalt anvendes til at behandle stafylokokinfektioner.
En rask person, der bliver smittet med MRSA, har ikke stor risiko for at blive alvorligt syg. Bakterien kan dog medføre generende infektioner som bylder og børnesår. I forvejen syge og svækkede personer kan derimod blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med MRSA. Det er derfor væsentligt at forebygge, at raske smittebærere overfører MRSA til syge og svækkede personer på for eksempel sygehuse.
Færre mennesker smittet med MRSA
Antallet af personer smittet med MRSA er for andet år i træk faldet fra 851 i 2005, 706 i 2006 til 659 smittede i 2007.
Antallet af MRSA-infektioner på sygehuse og plejehjem er samtidig stort set halveret fra 230 i 2006 til 117 i 2007.
Til gengæld steg antallet af MRSA-infektioner uden for sygehuse og plejehjem - fra 153 i 2006 til 180 i 2007, hvoraf en stor del synes at være smittet ved kontakt med udenlandske pårørende.
Antallet af MRSA-infektioner erhvervet i udlandet steg også fra 57 i 2006 til 70 i 2007.
Flere mennesker smittet med MRSA fra svin
MRSA smitter primært mellem mennesker. Men en speciel type MRSA (ST398) har vist sig at være en zoonose, det vil sige, at bakterien kan smitte fra dyr til mennesker. Smitten sker ved direkte kontakt med dyr, ikke ved at spise kød fra dyr. I udlandet er denne type MRSA set hos flere dyrearter, herunder produktionsdyr som svin, kvæg og kyllinger samt hos kæledyr som hunde og katte. I Danmark er MRSA ST398 indtil videre kun fundet i svinebesætninger.
I 2007 blev 14 personer smittet med MRSA ST398 i Danmark, hvoraf de fleste har arbejdet i svinebesætninger. En dansk undersøgelse fra 2007 viser, at kontakt til svin udgør en risiko for at blive smittet med denne MRSA-type. Siden 2003 er MRSA ST398 fundet hos i alt 48 personer.
DANMAP 2007
Tallene stammer fra DANMAP-rapporten for 2007, der i år er udkommet for 12. gang. Hvert år opgør rapporten forbrug af antibiotika og forekomsten af resistente bakterier i dyr, fødevarer og mennesker. Bag rapporten står DTU Fødevareinstituttet, DTU Veterinærinstituttet, Fødevarestyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Serum Institut.
Kontakt
Fødevareinstituttet DTU: Professor Frank M. Aarestrup, tlf. 7234 6281
Statens Serum Institut: Overlæge Robert Skov, tlf. 3268 8348
DANMAP-rapporten er tilgængelig i pdf på: www.danmap.org
Læs mere:
Resistente bakterier spreder sig i Danmark
17. september 2008. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|