Gajol

En legoklods, et puslespil, en sort kanin. Det hele kan bare kasseres. Og bliver det, skriver Charlotte i dette læserbrev:

Gajol

Hvorfor skal levende dyr fungere som legetøj - i en kort periode, indtil noget andet og mere interessant dukker op? Mange dyr bliver kasseret hvert år i Danmark. Hvordan ændrer man på den mentalitet?

Pumpen til guldfiskenes bassin gik i stykker. Derfor gik turen til dyrehandleren. I et bur sad Fedtmule, en sort kanin, som var blevet købt og leveret retur flere gange. Men nu var Fedtmule blevet voksen og ingen ville have ham mere. Han kiggede på mig med sine runde, sorte øjne og hoppede op for at kæle med mig. "Ja, han ender nok som slangeføde en dag. Ingen vil have et voksent dyr, han er for gammel til at folk gider købe ham. Folk vil kun have unger", sagde dyrehandleren. Slangeføde!!

Gennem årene har jeg samlet dyr op fra nær og fjern. Vores hjem minder om en slags asylcenter: brugte guldfisk, udstødte katte, kasserede heste og aflagte hunde i flere faconer!

Jeg kørte hjem, besøgte naboen og fortalte om Fedtmule. Hos naboen hersker der ikke "brug-og-smid-væk-mentalitet" og der bliver ikke taget forhastede beslutninger.

Fedtmule hedder nu Gajol. Han har en fin bolig med både indendørs og udendørs faciliteter. Skinnende sort er hans bløde pels og kælen er han stadig. Han lever i bedste velgående og trives i sin nye familie: Dyrehandleren får ham aldrig at se igen.

På en måde fik jeg alligevel kanin. Gajol er min, når familien er ude at rejse.

Venlig hilsen fra Charlotte.

27. december 2006. Aktive Dyrerettigheder

Tilbage til forsiden