Killingen på rastepladsen

Da den medbragte kaffe skulle nydes på en rasteplads, dukkede en tynd lille killing op. Og fandt et nyt hjem. Nu kigger jeg altid en ekstra gang på rastepladser, om der er et efterladt dyr, skriver Camilla Kallesøe Kirk i sin beretning om Jane. Læs:

Killingen på rastepladsen

Af Camilla Kallesøe Kirk

Denne lille sandfærdige historie skete i august 2003, hvor jeg skulle flytte fra Vestjylland til Aalborg for at studere. Mine forældre hjalp mig med at køre mine ting til mit nye hjem og få mig indrettet der. Hen under eftermiddagen ville de køre hjem og komme dagen efter.

Foto: Copyright C. K. Kirk

Halvvejs hjemme, ville de køre ind på en rasteplads for at få en pause og drikke en kop medbragt kaffe. De satte sig ved bænken og der gik ikke to minutter før en tynd lille stribet killing kom og gned sig op af deres ben. I forvejen havde mine forældre en hankat kaldet Tarzan. Min far har aldrig rigtig brudt sig om katte og for at få lov til at få Tarzan havde der virkelig skulle overtagelse til.

Min mor vidste derfor, at selvom den lille forladte killing ikke var til at stå for, så var det ikke op til hende at bestemme, om den skulle med hjem. Sjovt nok så var det som om killingen også vidste dette, for det var kun min far, den gned sig op af og spandt for. Heldigvis kunne min far ikke bare køre fra den lille tynde killing, og det blev bestemt, at hvis den ikke kunne enes med Tarzan, så måtte den aflives, for efterlades det skulle den ikke.

Hele vejen hjem lå den lille hunkilling på min mors skød og sov. Halvanden time efter var de hjemme og de lukkede Tarzan væk for at give killingen tid til at spise og få noget at drikke, og hun var så sulten og tørstig, at hun fløj i det.

Senere blev hun lukket sammen med Tarzan og selvom der blev hvæst og kigget hinanden an, så gik der ikke mere end et par dage, før de var uadskillelige. Killingen skulle selvfølgelig have et navn, og hun kunne ikke komme til at hedde andet end Jane.

Jane er i dag tre år og selvom hun har sine særheder og ar på sjælen fra dengang, så er hun den dejligste kat, man kan forestille sig. Det sjoveste er næsten, at det er tydeligt, at Jane er fars kat, det er ham, hun går i hælene af, det er ham, hun sover hos, og han er den eneste, der kan gøre nærmest alt ved hende.

Den dag i dag kigger jeg altid en ekstra gang, når jeg er på en rasteplads, for hvad nu, hvis der var et stakkels efterladt dyr …

Læs også:

Hjælp udstødte og forvildede katte

Læserbrev: Tiger-Rejen

12. februar 2007. Aktive Dyrerettigheder

Tilbage til forsiden