|
Biobrændstof øger afskovning, skader klimaet og skaber sult
Med sin energipolitik tager EU maden ud af munden på verdens sultne og putter den i europæiske benzintanke. Det bliver håbløst at bekæmpe fattigdom. Biobrændstoffer er værre end fossile brændstoffer, det er vanvid at tvinge borgerne til at hælde fødevarebaserede biobrændstoffer i tanken på deres biler. Den politik øger afskovning og CO2-udledning, skriver Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace og NOAH om en ny rapport om biobrændsel.
Foto: Copyright S. H.
|
Mellemfolkeligt Samvirke (ActionAid), Greenpeace, NOAH, Birdlife International, Clientearth, European Environmental Bureau, FERN, Transport & Environment og Wetlands International har fået udarbejdet rapporten "Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU". I den konkluderes det bl.a., at EU's planer om brug af biobrændstoffer vil få udledningen af drivhusgasser vil stige og at mere end 90% af biobrændstofferne vil være produceret af fødevareafgrøder som majs og palmeolie.
Verdens dyre- og planteliv
EU’s beslutning om at øge brugen af biobrændstoffer vil uden tvivl lægge yderligere pres på verdens økosystemer og det vilde dyre- og planteliv og deres levesteder: natur og vandmiljø, skove og regnskove.
Situationen er nu: En opgørelse fra IUCN viser, at en stor del af verdens pattedyr, padder, fugle, krybdyr, fisk og planter er truet af udryddelse, f.eks. er 41% af alle verdens paddearter klassificeret som truede.
I Europa er hver sjette pattedyrart truet, og over en fjerdedel af de europæiske pattedyr er i tilbagegang især på grund af den intensive landbrugsdrift. I Danmark er f.eks. antallet af viber og agerhøns faldet med henholdsvis 75 og 80% de seneste 30 år.
Store områder af regnskove i Sydamerika, Afrika og Asien er allerede ødelagt på grund af skovhugst og dyrkning af soya og palmeolie og ødelæggelserne fortsætter. Det er en vigtig årsag til, at 48% af klodens i alt 634 primat-arter er i fare for at forsvinde helt. Sammen med regnskovene mister verden for altid unikt dyre- og planteliv.
Læs den fælles pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke, NOAH og Greenpeace fra den 8. november 2010:
Rapport: Biobrændstof øger afskovning, skader klimaet og skaber sult
EU’s politik tager maden ud af munden på verdens sultne og putter den i europæiske benzintanke. Det er håbløst at bekæmpe fattigdom med bistand, når man samtidig med sin energipolitik forringer fødevaresikkerheden, siger MS’ forkvinde i Trine Pertou Mach.
EU’s beslutning om at øge brugen af biobrændstoffer over de næste ti år skader klimaet op til 2,5 gange så meget som at bruge traditionelle, fossile brændstoffer som benzin og diesel. Desuden vil det tage brødet ud af munden på i forvejen fattige mennesker, når jorden bliver dyrket til brændstof i stedet for mad.
Det viser en ny rapport lavet på vegne af bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace og NOAH. Rapporten adskiller sig fra andre rapporter om biobrændstoffer ved at se på de typer og mængder biobrændstoffer, som EU-landene selv har rapporteret, at de vil bruge, og medregner desuden den udledning, der sker, når skove fældes, og naturområder omlægges til marker med afgrøder til udvinding af biobrændstoffer. Helt konkret vil EU’s øgede forbrug af biobrændstofferne betyde, at yderligere 69.000 kvadratkilometer eller halvanden gange Danmarks areal bliver omlagt.
”Biobrændstoffer blev introduceret i Danmark og i EU under dække af at skulle reducere drivhusgasudslippet. Virkeligheden er den modsatte. Biobrændstoffer er værre end fossile brændstoffer, og det er derfor topmålet af vanvid, at staten tvinger borgerne til at hælde fødevarebaserede biobrændstoffer i tanken på deres biler. Den politik øger både afskovning og CO2-udledning,” siger Dan Belusa, biobrændstof-ekspert hos Greenpeace.
Rapporten “Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU” *) konkluderer at:
- Når den indirekte udledning pga. omlægning af f.eks. skov til marker med biobrændstof-afgrøder medregnes, vil biobrændstoffer i 2020 have forøget drivhusgasudledningen med 27 til 56 millioner ton CO2 hvert år - svarende til udledningen fra 12 til 26 millioner biler.
- Med mindre EU ændrer politik, vil planerne om øget forbrug af biobrændstoffer i Europa betyde mellem 81 procent og 167 procent mere drivhusgas, end hvis man havde brugt fossile brændstoffer.
- I 2020 skal biobrændstoffer ifølge EU’s planer udgøre 9,5 pct. af det brændstof, som den europæiske transportsektor benytter. Mere end 90 pct. af disse biobrændstoffer vil være produceret af fødevare-afgrøder som majs og palmeolie.
”Resultatet er, at EU’s politik tager maden ud af munden på verdens sultne og putter den i europæiske benzintanke. Det er fuldstændig håbløst at bekæmpe fattigdom med f.eks. bistand, når man samtidig med gennem sin energipolitik forringer fødevaresikkerheden endnu mere – det går ud over langt flere end de 925 millioner mennesker, der hver dag går sulten i seng," siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke Trine Pertou Mach.
Inden udgangen af 2010 skal EU Kommissionen levere en rapport, der redegør for, hvordan EU vil tackle og minimere den indirekte drivhusgas-udledning, der er forbundet med biobrændstoffer som følge af afskovning i områder, hvor der er behov for nye markområder til dyrkning af afgrøderne. Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace, NOAH og de øvrige organisationer appellerer derfor nu til EU Kommissionen og medlemslandene om straks at sørge for at indføre en CO2-værdi, der medregner biobrændstoffernes samlede drivhusgas-udslip, også ved afskovning, så biobrændstoffernes faktiske klima-aftryk kommer til at fremgå. Alternativet er en forværring af både klimakrisen og fødevaresikkerheden.
“Danske politikere har igen og igen hævdet, at de eksisterende problemer ved anvendelsen af biobrændstoffer i transportsektoren vil blive elimineret, hvis man kun anvender såkaldt bæredygtige biobrændstoffer. Det står nu helt klart, at man ikke kan producere bæredygtige biobrændstoffer i stor skala. Vi opfordrer derfor politikerne til at skrotte alle målsætninger om anvendelse af biobrændstoffer,” udtaler Bente Hessellund fra NOAH.
Læs briefing om rapporten her:
Driving to destruction
Læs hele rapporten her:
Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU
Om rapporten:
Rapporten er lavet for følgende organisationer: Mellemfolkeligt Samvirke (ActionAid), Greenpeace, NOAH, Birdlife International, Clientearth, European Environmental Bureau, FERN, Transport & Environment og Wetlands International.
For yderligere oplysninger kontakt:
Mellemfolkeligt Samvirke:
Forkvinde Trine Pertou Mach på tlf. 2335 0965 eller
pressemedarbejder Sara Schlüter på tlf. 6043 4321.
Greenpeace:
Biobrændstofekspert Dan Belusa, tlf. 5132 7911 eller
presseansvarlig Christina Koll på tlf. 2810 9021.
Miljøbevægelsen NOAH:
Bente Hessellund Andersen tlf. 2929 4527 eller
Safania Eriksen tlf. 2990 1607
Note:
*) Institute for European Environmental Policy (IEEP). November 2010. “Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU: An Analysis of Member State Performance”. Author: Catherine Bowyer, Senior Policy Analyst. Besøg hjemmesiden Institute for European Environmental Policy (IEEP)
Andre rapporter:
Det Grønne Kontaktudvalg: Danmarks Natur 2010 - om tab af biodiversitet
Greenpeace: Cool Farming Report 2008
Greenpeace: Oceans Advocates 2010
WWF: Living Planet Report 2010
Læs også:
Verdens padder har det skidt
Halvdelen af klodens primater er truet
Europas natur lider
Klimaforandringer slår øglerne ihjel
FN-aftale i Japan om fremtidens vilde dyr og planter
Danmark er verdens tredjestørste miljøsvin
Protest mod GMO-afgrøder
EU-parlamentet stopper for illegalt træ
Danmarks naturværdier mangler beskyttelse
Naturens tilbagegang fortsætter
NGOer slår alarm: Palmeolieplantager er ikke skov
WSPA: Orangutangerne dør - hjælp deres unger med at overleve
Grillfest på naturens regning?
Oliepalmer skal ikke erstatte regnskov
Skove ryddes i stor stil i Amazonas
10. november 2010. Aktive Dyrerettigheder
Tilbage til forsiden
|